Steve Irwin juniorHajen er et af de mest frygtede dyr på jorden. Efter Spielbergs skrækindgydende “Dødens gab” og mediernes generelle håndtering af den store fisk, der engang imellem bider fra sig, er langt de fleste enige om, at hajen er et dyr, der skal frygtes. Hvad de færreste måske ved er, at hajen har levet 400 millioner år på jorden i modsætning til menneskets beskedne 2, at de er estimeret til at have faldet 90% i bestanddel pga. mennesket, og at hovedårsagen til dette er, at især østlige egne ynder at skære finnerne af til en smagløs, men meget eksklusiv suppe.

Den blot 26-årige canadier Rob Stewart blev nogle år tidligere hyret til at filme hajer ved Galápagosøerne, men efter han opdagede en række tilfælde af det ulovlige lang-line-fiskeri, der unødigt slår en hel del dyrearter ihjel, brød han med fotograf-jobbet og instruerede sin egen “Sharkwater” i håb om at bringe fokus på hajen som truet dyr. Rob Stewart allierer sig hurtigt med øko-helten og dyrebeskytteren Paul Watson, og sammen på Watsons båd “Ocean Warrior” prøver de bogstaveligt talt at stoppe det illegale fiskeri ved at torpedere eller kæntre synderne til fornuft. Stewart og Watson skal dog kæmpe mod langt mere end rustne kuttere, når korrupte regeringer og penge spiller ind.

Rob Stewart, der både har skrevet, instrueret, produceret, filmet og klippet “Sharkwater”, skinner først og fremmest igennem som naturfotograf. Der er et væld af flotte optagelser både oven vande, men selvfølgelig fortrinsvis nede i det dybe blå. Naturen er som bekendt ofte smuk i sig selv, men man mærker alligevel klart et ungt, visuelt talent, når man præsenteres for en stime af hammerhajer, der filmet nedefra ligner en evigt foranderlig organisk mosaik. Stewarts kærlighed til havet og dyrene i det gennemsyrer alle kamerabevægelser og kompositioner og argumenterer fint i sig selv for, hvorfor naturen er så vigtig at bevare.

Som forbillederne Michael Moore og Morgan Spurlock vælger også Rob Stewart at iscenesætte sig selv som en stor del af “Sharkwater” – dog ikke med samme held. Stewart indtaler selv fortællerstemmen, men mangler umiddelbarheden og humoren. Stewarts stemme fremstår til tider unaturlig og prætentiøs, nogle af replikkerne opstyltede og de introverte poetiske tanker som noget, der hører hjemme på bagsiden af den kommunale toiletdør. Fotograferede sekvenser af Stewart gående på en strand i bar overkrop (alene) eller i færd med at redde en fisk fra forvikling i tråd (igen alene), eller liggende på en hospitalsseng med stafylokokker (og igen alene) bliver i kombination med fortællerstemmen unødvendig selvhøjtideligt.

Men uanset hvor meget Rob Stewart mangler den tv-personlighed, som afdøde Steve Irwin – der i øvrigt også kæmpede for hajerne – besad, er sagen god og historiens kerne spændende. Stewarts og Watsons lige dele jagt og flugt mellem Equador, Costa Rica og Galápagosøerne i sandhedens og retfærdighedens navn blandet med hajer, der jager fisk, er effektivt klippet sammen og medrivende fortalt. En mini-historie, der viser en havskildpadde fra harmonisk hav-skabning til offer for lang-line-fiskeriet, står tilbage på nethinden langt efter filmen som stærk appel til at melde sig under Stewarts regnbuefarvede faner.