Eksplosiv detektiv

Jeg havde ikke forventet det store af “Sherlock Holmes”, men at filmen starter så ringe ud kom alligevel som en overraskelse. Så opdagede jeg, at manden bag kameraet var Guy Ritchie. Pludselig gav det hele mening. Af en eller anden grund, som synes svær uforklarlig, er instruktøren blevet ganske populær med sine overfladiske, voldsforherligende actionfilm, som sjældent byder på andet end tåbelige one-liners og elendige karakterer. På trods af de mange Razzies, som filmen vandt, synes den katastrofale “Swept Away” stadig at være instruktørens tematisk set mest interessante film. Sikke en falliterklæring.

En hestevogn fuld af politifolk brager gennem Londons brostensbelagte gader. Et mord skal forhindres. Men som kendere af Arthur Conan Doyles berømte detektiv-figur ved, bliver det naturligvis ikke den altid kluntede politistyrke, som kommer først til gerningsstedet – nej, hvem andre end Sherlock Holmes og hans trofaste ledsager Dr. Watson. I sidste øjeblik stormer makkerparret et okkult offerritual udført af Lord Blackwood. Denne dømmes til døden ved hængning, men ikke længe efter henrettelsen er udført, spøger Blackwood atter i kulisserne. Er han opstået fra døden, eller er der mon en mere rationel forklaring?

Robert Downey Jr. må efterhånden siges at have overtaget tronen fra George Clooney som Hollywoods Mr. Cool. Om man ser ham som overlegen playboy i “Iron Man”, som filosofisk stofmisbruger i “A Scanner Darkly” eller som falsk afro-amerikaner i “Tropic Thunder”, kan man være sikker på, at han nok skal få det absolut maksimale ud af rollen. Han skuffer såmænd heller ikke i “Sherlock Holmes” set i forhold til, hvad han får at arbejde med. Problemet er, at han ikke spiller Sherlock Holmes.

Både Watson og Holmes bliver som litteraturhistoriske karakterer slagtet i Guy Ritchies “Sherlock Holmes”. Mens Arthur Conan Doyles udgave af Watson er en forsigtig og lettere krigstraumatiseret mand, bliver han i nærværende film forvandlet til en yderst selvsikker kampmaskine. Ligeledes fremhæves Holmes’ talent for vold, selvom detektiven på trods af sine evner inden for kampkunsten traditionelt set foretrækker at bruge hovedet frem for næverne. Og når vor hovedperson som følge af en mangel på mysterier ender i månedslange misbrug af henholdsvis kokain og opium, er det ikke med den stille værdighed, vi kender fra bøgerne – nej, Sherlock forvandles til et ynkeligt svinehoved. Men hvorfor lave en film med titlen “Sherlock Holmes”, når karaktererne ikke har noget at gøre med de personer, som er kendt og elsket verden over? Det kræver ingen mesterdetektiv at finde frem til svaret: Der er penge i navnet Sherlock Holmes, så hvorfor ikke udnytte det på mest kyniske vis!

Som actionfilm fungerer “Sherlock Holmes” dog nogenlunde. De fleste actionsekvenser byder ikke på meget nyskabelse, men engang imellem viser Guy Ritchie, at han trods alt har et vist talent for bulder og brag. Disse scener understøttes af den garvede filmfotograf Philippe Rousselots flotte billeder, og netop denne herre er filmens helt store lyspunkt. Hver scene er mesterligt lyssat, og hvis man keder sig over den trivielle historie og de småfjollede karakterer, kan man trygt læne sig tilbage i sædet og falde i staver over filmens smukke visuelle side.

Som underholdningsfilm er “Sherlock Holmes” hverken makværk eller mesterværk, men mest af alt lettere ligegyldig. Sampillet mellem Jude Law og Robert Downey Jr. er udmærket – om end lidt for tydeligt “stjålet” fra House og Wilson i tv-serien “House” – og actionscenerne fungerer mere eller mindre efter hensigten. Men som fortolkning af karakteren Sherlock Holmes fejler den med bravour. Det er naturligvis altid op til diskussion, hvorvidt en filmisk tilpasning bør respektere sit forlæg, men i dette tilfælde er der tale om en så grov udnyttelse af Arthur Conan Doyles karakterer, at det i bedste fald må betegnes som griskt.

Video

Anamorfisk 1.85:1. Konstrasten svinger en anelse gennem hele filmen, men ikke nok til at udgøre en decideret gene. Skarpheden er udmærket og edge enhancement nærmest fraværende. Der forekommer en anelse digital støj i den mørkere ende af mellemtonerne, men overordnet set er billedsiden ganske god med stemningsfulde, desaturerede farver. Heldigvis, tør man roligt sige, for billederne er som sagt en fryd at se på.

Audio

Dvd’en byder på et ganske udmærket lydspor i Dolby Digital 5.1. Der er tilpas knald på eksplosionerne, og dialogen går klart og tydeligt igennem. Enkelte gange bruges surroundhøjtalerne yderst aktivt, som f.eks. når den mystiske skurk Lord Blackwood omringer vor helte med sin stemme og slører sin virkelige position. Om ikke et hverken nyskabende eller spektakulært lydspor så i hvert fald ganske gedigent håndværk.

”Åh, hvor er den skuespiller dog god, hvor er instruktøren fantastisk, hvor var det sjoooovt at lave filmen!” Er der noget mere kvalmende og banalt end bag-om-kameraet featuretter, som ikke kan andet end rose filmen? Sådan en findes på dvd’en, og der er absolut ingen grund til at se den, for den er hamrende ligegyldig og uinformativ.

Elementært underholdende

Der har i mange år været ret stille på Baker Street 221b i London, og den verdensberømte detektiv Sherlock Holmes og hans trofaste medhjælper Dr. Watson synes begge at have stoppet piben ind og trukket sig tilbage til de litterære klassikeres støvede boghylder. Altså indtil nu. For tiden er kommet til at sparke det højtelskede makkerpar ind i det nye årtusinde og sende dem ud på flere hæsblæsende eventyr i det viktorianske London. Men hvordan gør man så lige det? Elementært, min kære læser: Man sætter Guy Ritchie i instruktørstolen, hyrer Hollywoods charmetrold nummer et, Robert Downey Jr., til at spille titelrollen, og så kommer det hele næsten af sig selv.

Problemet med Sherlock Holmes har altid været, at de intelligente og spændende mordopklaringer i bøgerne aldrig rigtig har fungeret særlig godt på film og tv. Lige så medrivende og interessante Holmes’ deduktionsmetoder har været på skrift, lige så tamme og monotone har de ofte forekommet på film, og man har i mange år lukket øjnene for, at historierne på det store lærred har brug for et andet tempo end i bøgerne.

Det skal jeg love for, at der bliver lavet om på med “Sherlock Holmes”. Her følger man den samme opskrift som hos de gode, gamle “Indiana Jones”-film, hvor de første anslag viser vores helt i færd med afslutningen af et ældre eventyr. Som en slags viktoriansk udgave af “Butch Cassidy and the Sundance Kid” kæmper Holmes og Watson sig igennem en religiøs kult ledet af superskurken Lord Blackwood for at redde det sjette offer i et blodigt ritual. Denne introduktion til Sherlock Holmes version 2.0 er en genial måde at give publikum følelsen af, at den aldrende detektiv aldrig rigtig har været væk, men blot har været travlt beskæftiget med at holde Londons gader fri for kriminalitet.

Filmens egentlige historie starter først, da den nyligt henrettede Lord Blackwood tilsyneladende genopstår fra sin grav og sætter en ny række bestialske mord i gang. Her er det op til Holmes at bruge både sine knytnæver, sin snilde og sin logiske sans for at opklare det blodige mysterium. Handlingen i “Sherlock Holmes” er en medrivende rutsjebanetur, der sætter alt ind på at underholde og betage sit publikum, og det lykkes over al forventning. Filmens visuelle portræt af London leder tankerne tilbage på den mesterlige thriller “From Hell” om seriemorderen Jack the Ripper, og man fornemmer virkelig den dekadente og beskidte bagside af medaljen, som industrialiseringen førte med sig til London i slutningen af 1800-tallet. Hans Zimmers underlægningsmusik er intet mindre end fantastisk. Det simple violintema er ikke blot et kløgtigt nik til Ennio Morricones mandolintema i “Once upon a Time in the West”, men fungerer flere steder også som et slags motiv for Holmes’ maniske adfærd.

Filmens helt store styrke skal dog findes i sammenspillet mellem Holmes og Watson. De to partnere er hinandens modsætninger, men kan paradoksalt nok ikke fungere uden hinanden. Dette noget dysfunktionelle forhold resulterer i dramatiske højdepunkter og adskillige komiske guldkorn. Men under filmens kulørte og underholdende overflade kan man samtidig ane temaet om det ubrydelige bånd mellem to mænd og vigtigheden af venskaber. Robert Downey Jr. giver et fantastisk portræt af den intelligente og charmerende detektiv og viser endnu engang, hvorfor han er en af vor tids allerbedste skuespillere. Holmes bliver simpelthen mere interessant i hænderne på Downey Jr., og han tilføjer en manisk og humoristisk adfærd hos den legendariske figur, der giver én lyst til at følge den genoplivede helt i fremtidige eventyr.