Meloner og melodrama

Det er vildt, hvor hurtigt en instruktør kan ryge ud i kulden i Hollywood efter at have siddet ved pejsen i årevis. Paul Verhoeven gav actiongenren nyt liv med “RoboCop” i 1987. Hans voksende fanskare talte blandt andet selveste Arnold Schwarzenegger, som fik Verhoeven hyret til at instruere den dengang dyreste film nogensinde, “Sidste udkald”. Det futuristiske actionbrag blev et gigantisk hit i 1990, og to år senere instruerede Verhoeven “Iskoldt begær”, som stadigvæk er filmhistoriens mest succesrige erotiske thriller. Men “Showgirls” fik lynhurtigt knust hollænderens omdømme, og derefter gad de færreste troppe op til hans to sidste amerikanske produktioner, “Starship Troopers” og “Hollow Man”. I dag har Verhoeven trukket sig tilbage til Holland – øjensynligt permanent.

“Showgirls” er da også en af 1990’ernes absolut værste film. Filmen er endda så gennemført elendig, at man mistænker Verhoeven for bevidst at have udtænkt “Showgirls” som en fuckfinger til sine kritikere, filmcensorerne og den gode smags fortalere – for en så dygtig filmmager som Verhoeven kunne vel ikke lave noget så ringe med vilje, vel? Vel?

22-årige Elizabeth Berkley spiller danserinden Nomi Malone, som drager til Las Vegas for at prøve lykken. Men allerede den første dag i syndens by bliver Nomi berøvet, og hun må derefter tage til takke med et job som stripper for at skrabe penge sammen til føden. Men Nomi drømmer om noget større, og en dag får hun en audition på et af Vegas’ hotteste hoteller, og hun hyres derefter som danser i et af byens største sceneshows. Men Nomi finder hurtigt ud af, at der gemmer sig en dyster verden bag Vegas’ glitrende facade – en verden stopfuld af sprut og stoffer, hvor griske pengemænd står i kø for at udnytte de godtroende. Kan Nomi mon stryge til tops uden at miste sin sjæl?

Der er lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang moralprædiken, og det er nøjagtig, hvad vi får severet. Verhoeven og manuskriptforfatteren Joe Eszterhas minder os konstant om, hvor amoralsk underholdningsbranchen vitterligt er. ”Vi er ludere. Vi tager folks penge og giver dem det, de vil have,” siger en af Nomis kollegaer. ”Du knepper folk uden at kneppe dem,” konstaterer en af danserens bejlere. Nej, der er næsten ikke én eneste scene, som ikke behandler publikum som en flok uvidende spædbørn. Det ville nok også have været lettere at tage Eszterhas’ banale svadaer seriøst, hvis ikke de blev suppleret af bøvlede bemærkninger som ”Jeg kunne godt lide dine øjne, da du kom i bukserne” og ”Det må føles underligt, når folk ikke kommer på dig.”

Faktisk svælger “Showgirls” i den slags grinagtige replikker. ”Jeg har et problem med fisse. Det har jeg altid haft, og det vil jeg altid have” er endnu et af Eszterhas’ guldkorn, som Shakespeare formentlig havde elsket, hvis han havde været i live. Men ærlig talt virker det, som om Verhoeven har været hamrende ligeglad med drejebogen, for han afsætter hovedparten af filmen til danseoptrin med halvnøgne damer. Berkley er endda nøgen i hele 20 minutter af filmens samlede spilletid. Der stilles skarpt på hver eneste brystvorte, samtlige bagdele betragtes nøje og længe, og sexscenerne er så vanvittige (og latterlige), at filmen forståeligt blev tildelt den højst mulige aldersgrænse i USA. “Showgirls” er måske nok guf for barnlige ungkarle, men som film efterlader Verhoevens makværk meget at ønske.

Og apropos barnlig, så er Nomi simpelthen så infantil, at det bliver umuligt at holde af hende. Berkley er også fuldstændig forfærdelig i rollen – hun danser godt, men hun er lige så udtryksløs som en mannequin. Kyle MacLachlan er fuldstændig uigenkendelig fra den MacLachlan, som brillerede i David Lynchs “Twin Peaks”. Iført fedtet nazihår overspiller Golden Globe-vinderen til den helt store guldmedalje. Han er lige så utroværdig som alt andet i denne forfærdelige fadæse. Alle filmens skuespillere er så overgearede, at man begynder at mistænke dem for at have sniffet de stoffer, som deres fiktive alter egoer boltrer sig i. Der er i hvert fald langt flere stoffer i “Showgirls”, end der er stof til eftertanke.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Der er formentlig mange vittige drengerøve derude, som venter spændt på at høre, om de talløse nøgenbilleder i “Showgirls” præsenteres i god kvalitet på Blu-ray, og efter NTC’s skuffende BD-udgivelse af “The Bear” var der god grund til at være nervøs på forhånd. Heldigvis har frygten vist sig at være uberettiget. Billedet er skarpt, og detaljerigdommen er enorm, så fans vil formentlig hurtigt nedslide deres fjernbetjeningers pauseknap. Mild udtværing forekommer i nogle af filmens dunkleste og lyseste scener, men gennem størstedelen af filmen er billedsiden plet- og fejlfri. Hverken DNR eller edge-enhancement forekommer, Las Vegas’ mange kulørte farver gengives perfekt, og kontrasten er solid.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet er en glædelig overraskelse. Den auditive atmosfære er særdeles livlig, hvilket giver god mening, når nu der foregår så meget i Las Vegas’ neonoplyste natteliv. Under de mange dansenumre folder musikken sig ud i samtlige kanaler, mens publikum gjalder og skråler, så man virkelig føler sig til stede i salen. Både dybe og høje toner gengives klokkeklart, replikkerne er altid tydelige, og der optræder endda et par udmærkede panoreringer.

Ekstramateriale

Her er desværre intet ekstramateriale. Der findes ellers adskillige internationale dvd- og BD-udgivelser af filmen, som er spækkede med ekstra godter. Besynderligt.