Når stregen flyttes

Det her er Denis Villeneuves bedste film. Den begynder nærmest som en slags fortsættelse af den næstbedste, “Prisoners”. Mørke hemmeligheder gemmer sig i væggene og under jorden. Bum! Eksplosion. Narkokrigen om det attraktive amerikanske misbrugsmarked er en umulig kamp for Emily Blunts pæne FBI-agent, der handler inden for stregerne. Stregen må overskrides, hvis hun skal vinde krigen. På samme måde har Villeneuve overskredet stregen for sit eget talent – jeg overgiver mig.

Grundspørgsmålet i “Sicario” er det samme som i “Prisoners”. Hvad gør man, når man møder en ondskab, der ikke spiller inden for stregerne? I “Prisoners” flyttede Hugh Jackman stregen, så tortur blev okay i jagten på datterens bortfører. Det samme gør en paramilitær CIA-enhed under ledelse af en smilende dræber spillet krybende venligt af Josh Brolin. I det amerikansk-mexicanske grænseland slukkes kameraet ved afhøring, inden der gøres klar til waterboarding. Intet middel er uhelligt i jagten på de mexicanske narkobaroner, der i “Sicario” har omdannet Mexico til reel krigszone.

Den mexicanske krigszone besøges i den overlegent rytmiske første del, hvor den trøstesløse ørkenbys grumme gangstervirkelighed introduceres igennem Emily Blunt og hendes naive ferskenkinder. Hun er ny på det tvivlsomme hold af krigsliderlige Blackwater-typer, der skyder, før de spørger. ”Stregen er flyttet,” forsikrer Blunts chefer, da hun spørger ind til lovligheden af at hente en narkobror i nabolandet til afhøring – Guantanamo-style. Kortegen af sorte firehjulstrækkere snor sig som en slange igennem den ugæstfrie grænseby, der organisk betragtes oppefra af fotograf Roger Deakins helikopterskud, imens fremdriften foruroligende sikres af Jóhann Jóhannssons basstøjende komponering. Her er livet altid tæt på døden. Drenge spiller bold på hjørnet, hovedløse lig hænger i løkker fra en motorvejsbro på den anden side.

Benicio Del Toro er den mystiske fremmede i den narkojagtende trio. Han ligner selv en jaget mand. Han gemmer på noget. Selv når han sover, ligner han en, der har set for mange ting ske på den forkerte side af stregen. Men han har det fint, siger han. Det er ham, Emily Blunts newbie risikerer at ende som. Ligesom Jessica Chastains Bin Laden-jæger i “Zero Dark Thirty”. For selv om man ender med at vinde krigen, så taber man måske sig selv og de principper, som et retssamfund bør bygge på. Moral er en by i Mexico, når narkobranden skal slukkes. I “Sicario” kan du enten vælge at krige eller begynde at ryge igen som den fortabte Blunt.

Netop de krigende scener er fundamentalt suspensefyldte. Med natkamera på tager vi på besøg i en narkotunnel ved grænsen. Derude, hvor cowboys og indianere engang sloges. Nattesynet opleves som røntgenbilleder. Fra Blunts blik kan vi se det hele. Og alligevel ikke en skid. Ind i den mystiske tunnel. Geværskud fremme ved fronten. Nu er det first person shooter. Svært at genkende ven fra fjende. Kaos. Klaustrofobi. Sådan er “Sicario”.