Klassisk actionbrag fra en svunden tidDe fleste undervisere og eksperter med film som fagområde synes at være enige om, at 80’erne udgjorde mediets absolutte lavpunkt – et årti, som leverede så meget overfladisk, kommercielt gøgl, at 70’ernes innovatører ikke kunne komme til orde. Ganske vist syntes både filmmagerne og publikums interesse for politiske og forfriskende eksperimenterende biografstykker at være aftrappet efter Ronald Reagans tiltrædelse, men de levende billeders mest mainstreamorienterede årti undfangede en af tidens mest underholdende genrer: den moderne actionfilm. Selvom “Sidste udkald” udkom i 1990, kan den retfærdigvis betragtes som kulminationen på 80’ernes actionfilmkavalkade, før genren blev mere moden og artig i 90’erne.

Hollandske Paul Verhoeven havde allerede lavet den skelsættende “RoboCop” få år før, at superstar Arnold Schwarzenegger headhuntede instruktøren til at lave “Sidste udkald”. Filmens manus er forfattet af bl.a. Ronald Shusett og Dan O’Bannon, som i fællesskab skrev manuskriptet til Ridley Scotts “Alien”. Deres fortælling tager afsæt i en af velansete Philip K. Dicks noveller, så man må sige, at filmen på forhånd lignede en stensikker kassesucces, og det blev den fuldt forståeligt også.

Dicks unikke ideer og Schwarzeneggers altoverskyggende karisma forenes i en fængslende og festlig fortælling om manipulerede erindringer, forræderi, muterede marsmænd og skydeglade mandfolk i år 2084. Historien er dejlig tvetydig – opdager byggearbejderen Douglas Quaid (Schwarzenegger) vitterligt, at han er en hemmelig agent, som er blevet hypnotiseret til at glemme sin sande identitet, og som er nødt til at rejse til Mars for at finde den? Eller er det alt sammen lutter indbildning, som skyldes et visit hos rejseselskabet Rekall, der specialiserer sig i at hjernevaske køberne til at tro, at de har været på farten? Det er helt op til den enkelte seer at vurdere.

Verhoeven giver hver eneste actionsekvens et unikt look, kulisserne er formidable, og filmen indeholder flere uforglemmelige modelskud, som var med til at sikre filmens effektmagere flere fornemme æres-Oscars. Arbejdet, som den legendariske effektguru Rob Bottin (som præsterede mirakler på John Carpenters “The Thing”) superviserede, udviser derimod tydelige tegn på alderdom. Bottin havde især at gøre med filmens mange menneskestore, ufleksible dukker, der ikke just ligner skuespillerne, de er modelleret efter. Men de mekaniske anordninger har en vis charme, og så er de langtfra lige så distraherende som størstedelen af de livløse computereffekter, som huserer i nutidens bekostelige blockbusters.

Godt nok sparer Verhoeven (som sædvanlig) hverken på kunstigt blod, projektiler, grusomme nærbilleder eller enorme eksplosioner, men “Sidste udkald” er langtfra hjernedød søndagsunderholdning. Filmen er spækket med fornøjelige twists, og der er især én afsløring sent i filmen, som chokerer. Schwarzenegger leverer som sædvanligt en lettere firkantet, men sympatisk præstation, og derudover er Sharon Stone, Michael Ironside og Ronny Cox glimrende som Quaids værste modstandere.

Ligesom i “RoboCop” og “Starship Troopers” kombinerer Verhoeven også her rendyrket action med raffineret satire. Menneskets dovenskab og appetit på virkelighedsflugt afbilledes tydeligt, og det samme gør naturligvis hukommelsens skrøbelige væsen og menneskets dyriske iver efter at droppe al mådeholdenhed og lege enmandshær. Det er også dejligt befriende at se en hæmningsløs actionfilm af den gamle skole, som ikke er bange for at skræmme børnefamilierne med en kaskade af veltimede fyord.

Video”Sidste udkald” ser ikke nær så skarp ud som flere af markedets andre HD-transfers, og billedsiden fremstår sjældent 3-dimensionel. Scener, der gør brug af special effects, ser værst ud – skillelinierne imellem indsatte baggrunde og objekter i forgrunden er som regel tydelige, og så byder skuddene også på en smule støj. Der er lidt utilsigtet snavs og gryn flere steder, men aldrig i noget decideret alvorligt omfang. Der er aldrig spor af edge-enhancement eller udtværing, og kontrastniveauet er stabilt og imponerende. Farverne fremstår både saftige og troværdige, og HD-transferet kaperer uden vanskelligheder filmens flittige brug af mørkegrønne og især kraftige, mørkerøde farver, hvilket dvd-mediet ofte har svært ved at håndtere.

AudioSelvom udgivelsens engelske lydspor ikke just lyder enestående, så fortjener folkene bag discen ros for at præsentere filmens lydside i intet mindre end ukomprimeret DTS-HD Master 5.1. Jerry Goldsmiths fænomenale score (som var blandt den afdøde komponists egne favoritter) går godt til den i fronthøjtalerne og får af og til også lov til at folde sig en smule ud i baghøjtalerne. Dialogen er fuldstændig tydelig, men den lyder dog også en anelse spids og tør, hvilket desværre ligeledes er gældende for en del af lydeffekterne. Man kan godt høre, at filmen efterhånden har nogle år på bagen.

Baghøjtalerne er dejlig aktive under de forskellige actionsekvenser, men holder sig ellers forholdsvis i ro. Lidt mere atmosfærelyd havde gavnet enkelte scener. Panoreringerne er så naturlige og veltimede, at man knap nok bemærker dem, og den legendariske lyddesigner Stephen Hunter Flick og hans kollegaer har produceret op til flere auditive spidsfindigheder. Subwooferen yder også en hæderlig indsats – blandt lydsidens højdepunkter er scenen, hvor Richter skyder Mars’ ruder i smadder og et bombardement halvvejs igennem forløbet.

EkstramaterialeDen seneste dvd-udgave af “Sidste udkald” indeholdt bl.a. et væld af dokumentarer og et kommentarspor med Arnold Schwarzenegger og Paul Verhoeven. Men intet af dette materiale eller noget som helst andet er inkluderet på denne udgivelse, hvilket er ekstremt skuffende. Det vil garanteret især irritere filmens fans, som bliver bedt om at betale en pæn sjat penge for en HD-udgivelse, som indeholder mindre ekstramateriale end deres gamle dvd-skive.