Realistiske rumænere, der snakker

Det lyder som et umuligt projekt. Kan “Sieranevada” virkelig være underholdende? Der sker ikke det store. I tre timer! De snakker bare i den lille lejlighed. Men fører al snakken til underholdning i samtlige tre timer? Svaret er et forbavsende ja.

“Sieranevada” bliver beskrevet som en del af den rumænske nybølge. Det indebærer realisme og minimalisme. Og politik. Gerne med en del sort humor. Alle disse elementer kan afkrydses ved “Sieranevada”. Formlen er simpel: Man tager en familie til gravøl, og så lader man dem snakke i tre timer, mens de venter på en præst, der skal velsigne middagen. Det helt store drama udebliver. Det kan faktisk ikke blive mindre dramatisk.

For “Sieranevada” er realisme ud i det ekstreme. Den mest spændende scene er et skænderi over en parkeringsplads. Som oven i købet ikke ender i slagsmål. “Sieranevada” er ikke spændende. Men fascinerende. Tænk, at parkerings-skænderiet kunne blive så nervepirrende. I “Festen” blev familiefesten ødelagt af incest. I “Perfect Strangers” var der utroskab og løgne på kryds og tværs over middagsbordet. I den rumænske lejlighed er der kun ét forhold med problemer. Det skaber lidt skænderi mellem de to parter. Og for det meste hører man kontroverserne fra et andet rum, hvorfra der tales lidt om det. Og en hel masse andet. Ikke engang inde i lejligheden kan det store drama dukke op.

Når nu familien holder tonelejet forholdsvis stabilt, hvad er det så, der gør “Sieranevada” så dragende? Det er det ultrarealistiske. Selv om jeg vil foretrække “Festen” med sin gule og grønne tale, så der alligevel noget fascinerende ved hverdags-snakken i Rumænien. De snakker om alt. Var det Bush, der fik tvillingetårnene til at styrte? Passer den afdøde fars jakkesæt på Sebi? Eller var Rumænien i virkeligheden bedre før kommunismens fald? Dér står jeg på sidelinjen. Jeg lytter passivt med. Som om jeg er gæst i lejligheden med dem. Og lytter med til den spændende snak om ingenting og alting.

Så hjælper det også gevaldigt, at familietræffet ikke er uden humor. Eller i hvert fald en ironisk distance. Ofelia græder. Husbonden Toni forsvarer sig. Der er mere stille til det her gravøl end til selve begravelsen. Pludselig bryder Lary ud i latter. Han forsøger at holde igen. Men situationen er så bizar, at alle ikke rigtig kan holde masken. Undtagen Ofelia. Hun tuder videre. “Sieranevada” besidder ikke det store drama. Det ved den godt. Derfor flettes der sort humor ind i de øjeblikke med den mindste smule dramatik. Bare for at hive det hele ned igen. Det er ironisk. Og meget morsomt.