Romantik uden raffinementer

Selv om den ikke sindsoprivende produktive canadiske filminstruktør Francois Girard har fundet de flotte visuelle gloser frem i sin filmatisering af Alessandro Bariccos bogforlæg, er det grundlæggende romantik uden raffinementer, vi her har med at gøre. Når “Silk” alligevel har fået relativt stor opmærksomhed, så skyldes det formentlig et cast, som blandt andre tæller altid veloplagte Alfred Molina samt den yngre generations kæledægger i smukke Michael Pitt og Keira Knightley.

Som den bærende karakter ses ene og alene den dragende Pitt, som også har stået øverst på rollelisten i blandt andre Bernardo Bertoluccis uforglemmelige “The Dreamers” og senest i amerikanernes genindspilning af Michael Hanekes “Funny Games”. Her er det imidlertid “Silk”, det handler om. Igennem Michael Pitts sprøde fortællestemme introduceres vi for den sagtmodige Hervé Joncour, for hvem tilværelsen egentlig har villet det ganske mageligt. En lovende karriere inden for militæret udskiftes igennem faderes magtfulde kanaler med et økonomisk givende job som kurer for den energiske forretningsmand Baldabiou, som i 1870’ernes Frankrig ser uanede muligheder i egenproduktion af silke.

Og det er så her, Hervé Joncour entrer scenen nogenlunde samtidig med, han forelskes over hals og hoved i den bedårende Hélène, spillet af unge og attraktive Keira Knightley. Hende ser vi ellers ikke ret meget til i filmens samfulde syv kvarter, al den stund store dele af fortællingen netop henlægges til det Asien og mere specifikt Japan, hvor Hervé løbende udskikkes for at hjemføre de dyrebare larveæg, som kan kickstarte en frugtbar silkeindustri. Men det er også her, Hervé for alvor splittes imellem to verdener og imellem to kvinder, der tiltrækker ham på hver deres måde. En lokal japansk kejsers konkubine vækker forbudte lyster i Hervé, der samtidig tynges af ægteskabet med Hélène, blandt andet fordi en familieforøgelse efter års prøvelser endnu ikke har båret frugt.

Hvad angår Alfred Molina, så er han absolut største attraktion i en film, der grundlæggende har svært ved at lykkes med sit forehavende. Han er et friskt pust fra baggrunden af fortællingen og leverer en sprudlende energiudladning, som om ikke andet vejer op for Pitts velskårne, men depraverede figur og Knightleys alt for flade ditto. Der mangler nemlig ildsjæl og indlevelse og en større forståelse af, hvordan Hélène i sagens natur går og har det. Mens vi hele tiden er med på Hervés forkvaklede følelsesregister – ikke mindst igennem de mange voice overs – så lærer vi aldrig græsenkens indre at kende. Derfor virker flere scener stålsatte, enkelte overflødige, mens andre ligefrem mangler for at opridse problematikken ordentligt.

“Silk” er en eksistentiel film om at leve op til forventningerne i et normbaseret samfund, hvor ægteskabspagten og afkommet hører til de forventede rutiner, og hvor skilsmisse og utroskab ikke er noget, der tales alt for højt om. Op igennem livet vakler Hervé på usikker grund imellem ensomheden og tosomheden, mellem ude og hjemme, der hyppigt adskilles af de lange og farefulde rejser til et uroplaget Østen. Frugtbarheden er et bærende element, når barnløsheden upåagtet indtræder, og når omvendt de tusinder hjemførte larveæg får den lille landsbys silkeindustri til at eksplodere i rigdom og vælde. Men som man siger, er uheld i kærlighed og held i arbejdslivet ikke altid uafhængige af hinanden.

Også her spiller klaveret nemlig gammelkendte melodier. Der er ikke meget nyt under solen, når mand og kvinde mødes, sød musik opstår, men kødets lyster alligevel trækker i en anden retning efter måneders og mange tusinder kilometers adskillelse. Derfor og takket været et overmåde drevent tempo, der oftest er uden dynamik og til dels søvndyssende, så bliver “Silk” aldrig den storladne, pompøse og emotionelle film, som stilen ellers umiddelbart lægger op til. For historien til trods er filmen et visuelt kraftfuldt og følelsesladet incitament til, hvordan kærligheden eksekveres bedst muligt på film. Det er sensuelt og euforisk, når kameraet gang på gang følger de små og detaljerede bevægelser fra filmens primære aktører.

Men det er langt fra nok. Og så er det desværre også en lidt letkøbt forklaring, at lige præcis Hervé skal sendes til det eksotiske Asien uden nærmere forklaring. Det er selvfølgelig den knage, filmens fortælling hænges op på, men der mangler noget tyngde. Betagende er dog det eksotiske ved udlandsrejserne og også den i og for sig sympatiske skildring af Hervé, som er underlagt følelsernes vold på den ene side og samfundets fastlåste rammer på den anden. Det er en dybfølt skelnen mellem kærligheden og det eksotiske. En skelnen som Hervé ikke formår at gøre op med, ligesom der heller ikke er gjort op med sproget i filmen. En afrundende stikpille kunne således være: Hvorfor skal sproget partout foregå på engelsk, når filmens rum hovedsageligt henlægges til Frankrig og Japan?

Video

“Silk” præsenteres i et forholdsvist skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som dog ikke er uden ridser i fernissen. Edge-enhancement er således et gennemgående problem, hvorimod hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger forekommer. Endvidere præges de i øvrigt flotte og panoramiske billeder enkelte steder af mindre udsving i både kontrast og farvegengivelse. Med andre ord et transfer, som placerer sig en anelse over det jævne.

Audio

På lydsiden eksekveres de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby Surround 2.0-lydspor ganske fortræffeligt. Dialogen er først og fremmest tydelig, uden overstyringer og overdøves heller ej af det tyktflydende og insisterende score. I tilgift er atmosfæren godt gennemarbejdet, realistisk og helt uden mislyde og lægger en god bund for filmens samlede udtryk.

Ekstramateriale

Ud over trailere for “Det gyldne kompas”, “Afsløringen”, “Run Fatboy Run” og naturligvis “Silk” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Overall

Med næsten et tiår imellem næstsidste instruktion – “The Red Violin” – og nærværende “Silk” kan Francois Girard næppe påstås at være den mest produktive instruktør i filmbranchen. Alt andet lige kunne man med rette også have forventet en smule mere, end hvad nyeste opus kan tilbyde. Sensuel og dragende er den på den visuelle side, javist. Men til gengæld er beretningen for tung og for langsom i de impressionistiske træk, som naturligvis heller ikke reddes af et fortællemæssigt uoriginalt islæt. Men flot ser det ud.