Fifty Shades of Single

Det er sket før. ”Christian,” sagde hun, ”Anastasia,” sagde han. Så var det uerfarne pandehår, der sidder på toppen af Dakota Johnson, helt vildt forelsket i “Fifty Shades of Grey”. Nu sker det igen. ”Josh”. ”Alice”. Det uerfarne pandehår er igen forelsket i en film, der siger, at den ikke handler om parforhold. Men det gør den.

“Single i New York” voice-over-fortæller ellers, at den handler om at være single. Som en antitese til “Sex and the City” og “Bridget Jones”, hvor de Bechdel-dumpende tøser kun ævler om, hvordan de finder en mand. Så de kan blive lykkelige. Den fordummende fælde vil Alice og veninderne ikke falde i. Alt handler ikke om parforhold. Man er noget i sig selv. Uden én anden. God pointe! Men hvorfor peger titlen så netop på det at være single – altså ‘diagnosen’ på ikke at være i et parforhold?

Og det hele begynder netop også med et parforhold. Men nu vil Alice stå på egne ben – Josh må på pause. Én vild bytur senere handler single-filmen her om, hvordan Alice savner tosomhed. Præcis som i “SATC” og “Bridget Jones”. Til at spejle det uerfarne pandehår smides tre andre tøser i puljen. Den baby-hungrende storesøster, den elite-datende Lucy og så den tykke festpige, der er castet som den sjove. Det er Rebel Wilson, der er sat på den opgave, som hun var det i “Brudepiger”, “Du kan vente dig”, “Pitch Perfect” og “Pitch Perfect 2”. Jeg griner meget sjældent af den runde Rebel.

Det gjorde jeg heller ikke denne gang, da hun bemærker, at Alice ikke er glatbarberet dernede, hvilket får ‘den sjove’ til at døbe den til Gandalf; ”No penis shall pass.” Sådan ikke-sjover hende, der var Amy Schumer før Amy Schumer, sig igennem en masse fester og tømmermændsscener, der skal ende ud med, at Alice indser, at hun kan selv. Uden en mand. Selv om alle omkring hende ikke gør andet end at ævle om den eneste ene. Som den søde player-bartender, der bare slet ikke vil have en fast dame. Indtil han vil. Som alle de andre fanger i den her single-film.

Det bedste ved de her ligegyldige afskygninger af single er nok scenen. New York. Den ser urealistisk skøn ud. Som den helt vildt forfærdelige, ubeboelige, ret trendy, urbane, boheme-lækre etværelses som Alice bliver tvunget til at bo i. Her kan hun fra sin læseplads i vinduet ved en rusten brandtrappe se ud over New York. Stakkels pige. Tænk at måtte nøjes på den måde. Ligesom alle de fester med sjove mennesker hun må kæmpe sig igennem. Det er den storbydrøm, som HBO-serien “Girls” effektivt punkterede. De måtte deles om de dyre lejligheder.