Tyskfødte Michael Haneke har altid haft en udtalt forkærlighed for at tage tilskuerens skuelyst under kærlig behandling. Således også i “Skjult”, der, udover at foregive at foregå i nutidens Frankrig, også byder på et par af fransk films førende kapaciteter – Daniel Auteuil og Juliette Binoche.

Det første, man som tilskuer uafværgeligt bemærker, er imidlertid ikke de to skuespillere men derimod filmens gådefulde åbningsbillede, en statisk indstilling, der viser optagelserne af en tilsyneladende ligegyldig fransk forstadsvilla. Umiddelbart ikke videre interessant skulle man synes, men derimod i allerhøjeste grad vigtigt for historien. Afbildningen stammer nemlig fra en optagelse på et videobånd, tv-værten på et kulturprogram, Georges (Daniel Auteuil), og forlagsmedarbejderen Anne (Juliette Binoche), to midaldrende individer i et gennemført overfladisk overklasse parforhold, har fundet på deres dørtrin. Undervejs dukker der naturligvis flere af den slags bånd op, og mysteriet trækker ganske hurtigt tråde til en episode fra barndommen, som Georges for længst havde glemt eller måske rettere fortrængt.

I sig selv kan “Skjult” ses som en lang audiovisuel konstruktion. Det er ikke altid helt til at vide, hvad der hører til disse intimiderende overvågningsoptagelser, og hvad der rent faktisk er en del af fiktionens realisme på handlingsplanet. Det er nemlig spillekort, Michael Haneke i udpræget grad har valgt at holde meget tæt til kroppen. Men det er også denne form, sammen med den ekstraordinært gode historie, der gør “Skjult” til noget nær en helstøbt oplevelse.

I tilfældet Michael Haneke er intet naturligvis tilfældigt. Heller ikke i “Skjult”, der ligesom hans tidligere værker angriber tilskuerens voyeurisme og skuelyst. Det er derfor ikke tilfældigt, at filmen er struktureret ligesom en bog, at begge hovedkarakterer har med bøger at gøre, at tv-mediet egentligt har hovedrollen, og at den egentlige hovedperson ligeledes er tv-vært. Det er træk, der tilsammen skaber et helhedsbillede, en helhedsoverflade, hvor det så er op til tilskueren selv at lede efter ridserne i lakken, sprækkerne i overfladen, som kan afsløre sammenhængen mellem Georges, Anne og de videobånd, der dukker op på trappetrinet i tide og utide. For afsløringen leverer Haneke nemlig ikke af sig selv.

Mysteriet er naturligvis kvælende for ægteparret, der som familie i øvrigt også tæller teenagesønnen Pierrot (Lester Makedonsky). Men særligt for Georges, for hvem en række væmmelige barndomsminder atter vækkes til live. Haneke har udset sig selv bøddelrollen som den, der enerådigt tvinger Georges til at fortsætte med at se de videobånd, der dukker op og tilsyneladende afslører flere og flere oplevelser fra fortiden. Oplevelser Georges gerne havde været foruden. Jo mere han ser, des mere falder familielivet og hans eget liv nemlig fra hinanden.

“Skjult” er samtidig en beskrivelse af et midaldrende ægtepars overfladiske liv med hinanden, med overklassen og med intellektualiteten. Haneke peger ikke fingre men påpeger dog, hvilken indflydelse det kan have, når udefrakommende faktorer går ind og påvirker et mekanisk, i nogens øjne nok også dødt, men i hvert fald overfladisk ægteskab. Hvad sker der, når man begynder at skrælle de øverste lag af?

Det er med andre ord et fremragende studie i menneskeligt forfald men samtidig en utvetydig hentydning til, hvad tv-mediet kan gøre ved folk (læs: tilskueren). For er det i virkeligheden Georges, der går og sætter griller i hovedet på sig selv, eller er der vitterligt noget om snakken? Svar får vi ikke nogen af, men der bliver opstillet en række hypoteser. Og så er det ellers op til os selv at danne vores egen mening. “Skjult” er formentligt en af sidste års absolut stærkeste franske filmudgivelser. Selv om det måske kan indvendes, at Michael Haneke har en tendens til at tumle lidt for meget med de samme emner, er hans nyeste film bestemt ikke et værk, der bør forbigås. Tværtimod giver “Skjult” filmoplevelsen som ritual en helt ny dimension, hvor samfundets karrierefolk og mediemastodonter får sig et ordentligt hak over tuden.

Video”Skjult” er fremstillet i et 1.78:1 anamorphic widescreen format og tager sig rimeligt godt ud. Selv om billedsidens kvaliteter ikke har været det centrale i denne omgang, har det dog en afgørende indflydelse. Under alle omstændigheder er billedkvaliteten i orden, kontrasten god, og der er kun enkelte eksempler på digital støj. Derudover går det skarpe farvevalg godt i spænd med en handling, hvor overfladens pæne farver pynter på de grimheder, der måske gemmer sig, når fortællingens lag pilles af.

AudioLyduniverset i “Skjult” leveres i et fransk Dolby Digital 5.1 spor. Baghøjtalerne gør sig næsten ikke gældende på noget tidspunkt, og filmen bærer da også tydeligt præg af at være dialogbåren, hvorfor lyden primært kommer fra fronthøjtalerne. Nu er der ikke de store biljagter at gøre godt med, men det kunne alligevel have givet filmens auditive del lidt mere kant med en bedre udnyttelse af højtalerne. Med det sagt går selve dialogerne rent og klart igennem.

EkstramaterialeSelv om filmen er udgivet som dobbelt-dvd, er det ikke fordi, der er voldsomt meget at komme efter, ud over selve filmen. Således er der blevet plads til den klassiske trailer for “Skjult” samt interviews om filmen med instruktøren Michael Haneke, skuespillerne Juliette Binoche og Daniel Auteuil og en enkelt featurette om tilblivelsen af filmen. Det udgør krumtappen for det resterende ekstramateriale. Det er en ikke videre optimal udnyttelse af pladsen, når man har to skiver at gøre godt med, og man kunne godt savne det epokegørende ekstramateriale, der kunne gøre denne udgivelse til noget særligt.

Lavmælt ubehag uden lette løsningerDen østrigske instruktør Michael Haneke har aldrig været sart, når det kom til at vise menneskers forråelse og det generelle ubehag, som vor verden byder på. Lige siden tidernes morgen har konflikt eksisteret os Homo Sapiens imellem, og nok har vi kæmpet for civilisationen, men er vi egentlig civiliserede når det kommer til stykket? Haneke river i sine film ofte tæppet væk under os, som man river en negl ud med en tang – brutalt, direkte og hamrende smertefuldt. I sin seneste misantropi “Skjult”, der vandt adskillige priser i Cannes sidste år, er filmsproget blevet mere forfinet og tilgangen mere subtil. Han vil stadig ruske os vågne, men gør det så snigende og sagte, at det næsten kan kaldes humant.

En sælsom begivenhed truer med at splintre livet for overklasse-ægteparret Georges (Daniel Auteuil) og Anne Laurent (Juliette Binoche). En dag modtager de et uadresseret videobånd, der viser deres egen husfacade. Hvem overvåger dem, og hvad vil afsenderen med denne mystiske besked? Er det deres søn Pierrot (Lester Makedonsky), der laver numre med dem, eller måske algiereren Majid (Maurice Bénichou), der boede på gården hos Georges da de var børn, men som pludselig blev sendt væk? Flere videobånd dukker op med posten, snart ledsaget af blodige børnetegninger, og frygten og paranoiaen siver sagte men sikkert ind i det franske borgerskab.

Allerede i den første indstilling får vi slået fast, at vi er i instruktørens vold, og at vores forsøg på hurtig og nem meningsdannelse lades i stikken. Billedet er statisk og viser familien Laurents hus, mens de anonyme credits løber hen over skærmen. Men der sker ikke noget. Desperat afsøger vi lærredet efter meningen, efter spor, men det eneste vi får igen er en helt tilfældig hverdag i Paris set fra et overvågningskamera. Det vi ser, er videobåndet, der som Anne efterfølgende fortæller, fortsætter således i to timer. Man husker et lignende videobånd fra David Lynch’ “Lost Highway”, men her var afklaringen hurtig og kontant, om end rædselsvækkende. I “Skjult” trækkes mystikken ud til det næsten ubærlige, og man mærker hurtigt at selve gåden omkring videobåndets afsender ikke er filmens centrale punkt.

Som brevet i Clouzots “Ravnen” fra 1943 er Hanekes videobånd ikke et løgnagtigt smædeskrift, men snarere en sladrehank, der afdækker fortidens fortrængte hemmeligheder, og Georges må sande, at han og familien ikke er de eneste ofre i hele affæren. Haneke leger kækt med tilskuerens forventninger til thrillergenren, men nægter at forfalde til gængse konventioner, hvilket sikrer et stærkt og originalt værk. Dialogen må fremhæves, da den er fantastisk velskrevet i sin minutiøse realisme, og den besnærer tilskueren gennem hele filmen. I hænderne på de fremragende skuespillere, hvor især Daniel Auteuil og Juliette Binoche i de to hovedroller er fænomenale, bliver manuskriptet et studie i, hvordan selv den mindste detalje kan gøres interessant. Den underliggende frygt, som i Hanekes lavmælte instruktion kun med nød og næppe viser sig på overfladen, lurer i karakterernes bevidsthed – det mærker man. Det er dog så som så med overførelsen af denne angst til tilskueren, og skal man kritisere “Skjult”, så må man indrømme at den brutale uro, der ellers kendetegner Hanekes produktioner, udebliver.

Det hele virker upåklageligt på et udtænkt, logisk, realistisk og karakterpsykologisk plan. Men man tager sig selv i at finde affæren en tand for distanceret og nøgternt registrerende til at følelserne for alvor kommer med. Derimod skal det siges, at som studie i en persons gradvise optrevling (og opløsning) af psyken, rammer portrættet af Georges og hans omverden plet. Den skræmmende ironi i, at han for at finde frem til sandheden tager sig selv i at skjule den for sin kone, er en af filmens højdepunkter (netop den ægteskabelige krise hos hr. og fru Laurent er den mest sublimt fremstillede i lang tid).

Fortidens spøgelser hjemsøger for alvor den uheldige familie og synes at hviske i kor: Løgn avler løgn. At angsten for det fremmede samtidig skal tematiseres og gøres til et spørgsmål om racisme, der henter symbolværdi i de ladede fjernsynsreportager om alt fra epidemi til krigen i Irak og urolighederne i Palæstina, ender mere som en parentes end egentlig omdrejningspunkt. Der stilles i det hele taget flere spørgsmål end der gives svar – hvem sender videobåndene, har Anne en affære, hvad gjorde Georges dengang, der resulterede i at Majiid blev sendt væk? Måske er det ikke så vigtigt, og måske er vores egne bud lige så gyldige som instruktørens.