Og glem ikke syge børn

Her i juletiden står det klart. Reklamefolk er vor tids store profeter, forkyndere af markedsevangeliet, som det skrevet står på en sølvskinnende computerskærm. I den aller- allerførste scene af ret rædsomme “Skønheden i alting” bliver Will Smith introduceret som manden, der kan sælge alt. Hans store hemmelighed? Giv dem død, tid og kærlighed. Tyg lidt på den. Vi skal forstå, at det at markedsføre et produkt, ikke er et job. Det er en kunstform, der kræver forfinet vrøvleri og villighed til at lyve i lilla silkeskjorter. Hvor utroligt det end lyder, kan ikke engang Will Smiths gadedrengesmil sælge så store løgne. Død, tid og kærlighed…

Der er ingen til firmafesten, der tør spørge nærmere ind til vrøvlet, måske fordi Will betaler deres løn? De nikker i stedet eftertænksomt. Mmm, godt set, Howard, som Smiths direktør hedder. Selv om han allerede her med tid, død og kærlighed lader til at have tabt sutten en smule, er det først langt senere, efter sit barns død, at kompagnonerne reagerer. Nu bygger Howard bare kæmpe dominotårne på sit kontor. Og hvad værre er, han sælger ingenting. Man skulle ellers tro, at folk, der købte hans gamle gajolpakke-visdom, ville være vilde med en kampagne lavet i dominobrikker. Det kunne da sælge nogle deep-pan-pizzaer.

Howard er først og fremmest sur og indelukket, og det kan man ikke have gående rundt i et åbent kontorlandskab af ulønnede praktikanter og tavler med farvestrålende slogans for krydstogtskibe. Problemet er, at firmaets kunder forsvinder, fordi det selvfølgelig kun er Will Smith, der er genial. Partneren Edward Norton står i en ret konstrueret knibe, pengeløs på grund af skilsmisse og snart arbejdsløs, fordi hans ven er begyndt at skrive breve til døden, tiden og kærligheden. I stedet for at bruge dem til markedsomvæltende reklamer.

Løsningen dukker op i en casting-kø midt på det fede, åbne kontor, hvor mænd med dreadlocks spiller luft-trommer, og der er fed, kreativ stemning. Keira Knightley åbenbarer sig for ham i al sin luftige ynde, inden hun med det samme stikker af til et gammelt teater. Det ender med, at Norton hyrer hende og kollegerne Helen Mirren og Jacob Latimore til at spille død, kærlighed og tid for at skubbe Will Smith det sidste stykke ud over kanten. Det er dybt usympatisk, men hvis Kate Winslet er med på den, så kan det vel ikke være helt forkert. Synes logikken at være.

Det bliver altså ikke mindre flyvsk efter de indledende meditationer over livet og døden og vigtigheden af lækre produkter. Will Smith okser rundt på en retro-cykel til tonerne af klimakserende amerikaner-indie. Vi skal til sorggruppemøder og nævne datterens navn, og vi skal se halvdelen af castet bokse med dødelige sygdomme. Alt sammen mens vi bevæger os frem mod et forudsigeligt dobbelt-twist, der, da det endelig kommer snublende, fiser ud som en træt julemandsballon. Ja, “Skønheden i alting” er en spekulativ julefilm i ånden fra “Det er herligt at leve”, uden et gran af klassikerpotentiale.