Myten om morfar og mødet med mormor

Laurits Munch-Petersens “Skyggen af en helt” er historien om en splittet familie. Om hvordan Laurits’ morfar, den berømte digter og maler Gustaf Munch-Petersen, kastede en mørk skygge over de efterladte, dengang han forlod dem for at kæmpe i den spanske borgerkrig, hvor han blev skudt og dræbt af Francos fascister. Det er spændende stof, men der kastes ikke lys over hverken helten eller den skygge, han kastede over familien. Trods det spændende udgangspunkt føles det mere som en omgang selvterapi end en film, der også vedkommer os andre.

Det er historien om den idealistiske forfatter, der døde ung. Martyren, der drog i krig imod fascismen af ren og skær overbevisning. Myten om Gustaf Munch-Petersen får stort set lov til at stå uberørt i Laurits Munch-Petersens genfortælling. Det tænksomme barnebarn er ellers tydeligvis i tvivl om, hvorvidt det mytiske heltebillede fortæller hele sandheden. Folk glemmer, hvordan han listende forlod sin højgravide kone i ly af natten. At han bare efterlod et brev, hvor der stod, han var rejst til Spanien for at sætte livet på spil. Hav det godt så længe – held og lykke med barnet.

Men der kan sættes spørgsmålstegn ved den rendyrkede idealistiske motivation. Den spanske borgerkrig blev også kaldt bohemekrigen, da det pludselig blev fashionabelt for kunstnere og intellektuelle at melde sig under fanerne. For mange var det et forfængeligt ønske om at gå i Hemmingways og Orwells fodspor frem for den politiske kamp. Laurits Munch-Petersen berører ganske forsigtigt disse ting. Han indrømmer, at han ofte har spurgt sig selv, om morfar var en helt eller en kujon. Men spørgsmålet får lov at hænge i luften. Og da det primære fokus, Laurits’ mormor, efterhånden forliger sig med morfarens valg, så slipper den romantiske kunstnermyte mere eller mindre uskadt igennem barnebarnets refleksion. Det kritiske spørgsmålstegn er for vagt.

Det er dog Laurits’ mormor, der er den egentlige hovedperson. Hun smed Laurits’ mor ud hjemmefra, da hun var 14 år gammel. Siden har hun ikke ønsket nogen form for kontakt med de to døtre, hun fik med Gustaf. Eller børnebørnene for den sags skyld. Da Laurits blev voksen bankede han på hendes dør og insisterede på at lære hende at kende. Det er den oplevelse, der er kernen i “Skyggen af en helt”. Og her viser Laurits Munch-Petersen faktisk en del mod, da han konfronterer den afvisende mormor.

Der er fine og rørende øjeblikke. Som da den ældre dame kører ræs i de bornholmske gader, så de lokale må springe for livet. Og ikke mindst den befriende latter hun og barnebarnet deler bagefter. Den første lille sprække i det følelsesmæssige bolværk. Men set som helhed så kommer formen i vejen for fortællingen. Det er svært at tro på, at Laurits kan nedbryde mormorens forsvar. Opnå en intimitet og fortrolighed med hende når han hele tiden holder sit lille kamera helt op i den gamle kvindes ansigt. Det er indvaderende på en måde, som virker uforenelig med den spirende intimitet, fortrolighed og tillid, der skildres.