På livets skyggesideFor den store almenhed forbindes Brasilien og hovedstaden Rio formentligt først og fremmest med fodbold og samba. Men landet rummer imidlertid også knapt så farverige indslag på samfundets bundlinje, hvor fodboldvirtuositeter som Ronaldinho og Ronaldo ophøjes til guder, og hvor hver dag er en nådesløs kamp for overlevelse.

Sådan er det for eksempel for den talentfulde fodboldtosse – i ordets bedste betydning – Thiago (Thiago Martins) i “Skyggen af Rio”, for hvem evnerne med den lille runde kan være en redning ud af storbyens betongrå og skånselsløse slum. Den indbringende sportsgren kan være en redningsplanke for den unge knøs og hans fattige familie, men en syg mor, manglen på penge og tilstedeværelsen af dårligt selskab kan lige så hurtigt få billedet til at vende i negativ retning.

“Skyggen af Rio” fokuserer nemlig på favela’en, brassernes egen betegnelse for slumkvartererne, hvor bandeopgør, drab og narkotika vel nok nærmere er reglen frem for den gyldne undtagelse. Thiago misser selvfølgelig den planlagte talentudtagelse til den lokale fodboldklub på byens stadium, falder i unåde og havner sammen med vennen Sabia (Luis Otávio Fernandes) i kløerne på en lokal mafiaboss, hvis søster – Juliana (Naima Santos) – har et godt øje til Thiago. Det bliver skæbnesvangert for dem alle.

Trods et udtalt realismepræg – især igennem fotograf Arie Van Damms håndholdte billedside – er det aldrig svært at forudse slagets gang for den unge stjerne i svøb. Filmen rører i afmålt grad, men fortvivlende bliver det aldrig. Bevidstheden om, at det nok skal gå for hovedkarakteren, selvom omgangskredsen kreperer som fluer i det ene bandeopgør efter det andet, er hele tiden til stede. “Skyggen af Rio” fornemmes da også allermest som et lys i mørket for hovedkarakteren, men mest af alt for den befolkningsgruppe, der skildres. Uden drømme, intet håb.

Helt ved siden af er “Skyggen af Rio” dog ikke. Den tyske instruktør Alexander Pickls skildring af håbløsheden og armodet virker nu alligevel stærkt. Den rå og meningsløse gadevold er solidt malet op, uden det nogensinde bliver vold for voldens skyld. Men det tjener en pointe, og den er ikke til at tage fejl af. Den brasilianske hovedstad trækkes med et massivt problem, der ikke blot kan pakkes ind i sambarytmer, karneval og mageløse fodbolddriblinger for derefter at blive udryddet af hemmelige politipatruljeringer i ly af mørket.

Apropos ordensmagt er denne aldeles fraværende i “Skyggen af Rio”, og filmen indrammer det kriminelle miljø, de medvirkende hader og elsker på samme tid, som et miljø, hvor hver enkelt er sin egen lykkes smed. Det kan derfor undre, at Thiago konstant bevæger sig over på livets skyggeside, når fodboldmagikeren udmærket godt ved, at hans muligheder ud af helvedes forgård ligger i evnerne med bolden. Men det får vist, hvor svært det er at slippe ud af de rammer, man er født i, når penge er alt, men svære at tilegne sig på lovlig vis.

“Skyggen af Rio” får igennem velspillende aktører tegnet et væsentligt portræt af en storbys absolutte skyggesider. Desværre er det svært for alvor at blive overrasket, dels fordi samme historie på sin vis er blevet fortalt før, og dels fordi tempoet er en tøddel for drænende. Mest dynamik er der i den sideløbende kærlighedshistorie, hvorigennem Thiago indirekte udfordrer og lægger sig ud med den lokale mafiaboss. Et højere tempo og flere overraskelser havde uden tvivl givet et stærkere indtryk, men spørgsmålet er, om det havde gået i spænd med instruktørens eget ønske om realisme?

VideoFilmens anamorphic widescreen 1.85:1 format gør sig først og fremmest bemærket takket være Jens Klübers kreative og stilfulde klipning. Med det sagt befinder “Skyggen af Rio” sig desværre i den mørke ende, præges af svingende kontrast og ditto farvetemperatur. Der er flere eksempler på edge-enhancement, udtværinger og gryn, mens de naturskønne omgivelser som pendant til slummet alligevel har en vis attraktion.

AudioFilmens auditive kvaliteter måles i de portugisisksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor, der fængsler på grund af de energiske samba-rytmer, der naturligvis er det oplagte valg, og heldigvis er der ikke sparet på dette område. Tilsvarende er atmosfæren detaljerig og fyldt med storbyliv, og filmen byder også på både lydpanoreringer og effektlyde. Derimod er dialogen et svaghedstegn og præges flere steder af mudder og utydeligheder.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer ud over trailere for “London to Brighton”, “The Death of a President”, “Macbeth” og “A Few Days in September” ikke skyggen af ekstramateriale.