Skyllet væk (dansk tale)

InstruktionDavid Bowers, Sam Fell

MedvirkendeHenning Jensen, Iben Hjejle, Jens Jacob Tychsen, Peter Aude, Caspar Philipsson, Thomas Mørk, Henrik Kofoed

Længde84 min

GenreKomedie, Komedie, Animation, Animation, Familie, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen01/12/2006


Anmeldelse

Skyllet væk (dansk tale)

5 6
I en tid hvor animationsfilm bliver sprøjtet ud med en hast og ligegyldighed som aldrig før, er det let at køre træt i dem. Siden Hollywood opdagede, at “Shrek” formularen gav sikker succes, har man produceret varianter af den historie med omtrent den samme indlevelse man bruger, når man træder et cigaretskod ud med hælen. Det ville derfor være nærliggende at afskrive “Skyllet væk” som blot endnu en i rækken – men det ville være helt forkert, for sjældent har en animationsfilm været så afsindigt underholdende og sjov.
I det fashionable Kensington bor den mageligt anlagte kælerotte Roderick St. James, kaldet Roddy blandt venner. Det vil sige, det ville han blive kaldt, hvis han ellers havde nogle. I stedet bor han ganske alene og nyder sin fredelige tilværelse, indtil den dag den ildelugtende kloakrotte Sid dukker op af håndvasken. Roddy, der ikke er meget for gæster og da slet ikke en ubehøvlet en af slagsen, forsøger at skylle Sid ud i toilettet, men Sid er ikke tabt bag en affaldsvogn, og det bliver i stedet Roddy, der ryger ned i kloakken.

Våd, træt og forhutlet – men unægtelig velklædt – ankommer Roddy og opdager en veritabel miniatureudgave af London i undergrunden, befolket af rotter og snegle. Hans eneste tanke er at komme hjem, og snart møder han den hårdkogte skipper Rita, som måske kan hjælpe ham. De møder uheldigvis også de to håndlangere Strit og Blegmand, der arbejder for den grumme gangster Tudsen. Inden længe må Roddy og Rita flygte, tæt forfulgt af banditterne samt nogle ondsindede franske frøer. Tudsen har dog store og fæle planer for den lille rotteby.

“Skyllet væk” er produceret af “Walter og Trofast” selskabet Aardman samt DreamWorks. Oprindeligt var det tiltænkt, at filmen skulle laves med den velkendte stop-motion teknik fra “Walter og Trofast” og “Flugten fra hønsegården”, peppet op med computereffekter. Det blev imidlertidt tydeligt, at det simpelthen ville være umuligt, hvis alle ambitionerne skulle indfries. Man besluttede i stedet at lave den udelukkende ved hjælp af computere. Til gengæld har man, i stedet for at gå efter så meget realisme som muligt, som animationsfilm plejer, forsøgt at reproducere stilen fra de elskede voksfigurer, komplet med urenheder og fingeraftryk.

Resultatet er en effektiv sammensmeltning af de to verdener, med computeranimationsfilmenes høje hastighed, men med betydeligt bedre ‘skuespil’ og udtryk fra de enkelte figurer end hvad de normalt har. Filmen styrkes ydermere af Aardmans forkærlighed for detaljer. Ofte tager man sig selv i at kigge figurerne over skuldrene, for at holde øje med hvad der sker i baggrunden. Ligeledes bemærker man fornøjeligt hvilke elementer, som f.eks. Ritas skib er bygget af.

Selvom den måske ikke helt kan matche “Walter og Trofast”s sublime charme, formår “Skyllet væk” mere end rigeligt at kompensere med en decideret mur af suveræne vitser og forrygende komiske påhit. Filmen er simpelthen så læsset til med skøre indfald og perfekt timet slapstik, at man kun kan overgive sig og grine med. Handlingen låner med arme og ben fra diverse James Bond film, Batman og Star Wars, godt krydret med engelsk lune. Midt i et opgør, som foregår samtidigt med en fodboldkamp, spørger en af rotterne, om de mon stadig har en chance for at vinde. Svaret kommer prompte: ”England er foran, så alt kan ske!”

Efter mange middelmådige og søvndyssende oplevelser, er det skønt igen at have en animationsfilm der ikke bare virker, men imponerer. Dette er uden tvivl den bedste animationsfilm jeg har set i år, og en påmindelse om, at genren ikke er uddød endnu. Hvis du kun ser én animationsfilm denne vinter, så se denne. Filmens lavine af komik gør det vanskeligt ikke at blive skyllet med.


Trailer

Kort om filmen

Roddy lever en privilegeret tilværelse som kæledyr hos en velhavende familie i Kensington, London. Men det er et gyldent bur. Hvilke andre udfordringer og glæder livet byder på, finder han først ud af, da han bliver skyllet ud i toilettet og ender i det underjordiske London blandt sine mindre privilegerede artsfæller – samt en masse snegle med smag for flerstemmige popsange.

Hernede møder han den søde, men enerådige Rita, som han hyrer til at føre ham hjem igen. Sammen må de også undslippe underverdenens selvudnævnte forbryderkonge, Tudsen, der snart sender både sine håndgangne rotter og sin berygtede franske fætter, Le Frø, efter dem. Er der mon lys for enden af kloakken?