Nuancerne i mørkets hjerte

Denne tur er taget før. Op ad floden, ind i junglens mørke hjerte. Joseph Conrad har taget den. Coppola har taget den. Herzog har taget den flere gange. Og nu tager colombianske Ciro Guerra os med på en opdagelsesrejse til Amazonas tabte kulturer og den hvide kolonialismes destruktive indflydelse. Billederne er sort-hvide, men skildringen af det kulturelle sammenstød er tegnet med et væld af nuancer. Der tales hele ni forskellige sprog. Flere af skuespillerne er amatører fra de portrætterede amazoniske kulturer. “Slangens Favntag” er det stik modsatte af Hollywoods tendens til at hvidvaske alt, der slår lidt ud på den kulturelle eller etniske farveskala.

Med al den seneste tids snak om den mere eller mindre monokrome amerikanske filmindustri in mente så er det sjovt at kaste et blik på de nominerede for bedste udenlandske film ved årets Oscar-uddeling. Her lever den kulturelle mangfoldighed i hvert fald i bedste velgående. To af de nominerede, “Slangens Favntag” og “Theep”, synes ligefrem at have respekt for kulturel forskellighed helt inde i kernen af deres fortællinger. I “Theep” var det nomadefolk fra Jordan, der delte deres perspektiv på “Lawrence of Arabia”-æraen. I “Slangens Favtag” er det mennesker fra Cubeo-, Ocainas- og Tikuna-folket, der leder vejen ind i Amazonas jungle og fortæller om kristendommen og gummibaronernes ødelæggende hærgen. Flerstemmigheden findes. Bare uden for hovedkategorierne.

Gode intentioner alene gør selvfølgelig ingen god film. Men ligesom “Theep” har “Slangens Favntag” på ingen måde glemt filmkunsten i den gode sags tjeneste. Tværtimod. De sort-hvide junglebilleder emmer af lige dele skønhed og blind, selvfortærende glubskhed. Et tilbagevendende, nærmest hallucinatorisk billede af en klump sammenfiltrede slanger, der bider hinanden på må og få, indfanger den obskøne side af junglen. Den side, der fik en fortvivlet Werner Herzog til at vrisse mod den utæmmede natur under optagelserne til “Fitzcarraldo” - “Fuglene her synger ikke – de skriger i smerte.”

Fortællingen pendulerer mellem to parallelle junglerejser, der finder sted med 31 års mellemrum. I 1909 og 1940. Begge gange med shamanen Karamakate som guide for hvide opdagelsesrejsende på jagt efter den hellige og helende yakruna-plante. De to vestlige opdagelsesrejsende er løst baseret på virkelige mennesker, hvis rejsedagbøger har dannet udgangspunkt for fortællingen, uden at det betyder, at “Slangens favntag” først og fremmest er deres historie. Det er Karamakate, der er hovedpersonen. Det er hans blik, vi oplever junglen igennem.

Karamakates frygt for hvide mennesker er tydelig, da han møder den tyske opdagelsesrejsende, Theo, som beder om hjælp til at finde yakruna-planten, der angiveligt kan rette op på hans skrantende helbred. Undervejs på rejsen bliver det indelysende, hvor den frygt stammer fra. Der er gummibaroner, der piner deres arbejdere, til de tigger om at blive slået ihjel. Der er en kristen mission, der pisker djævlen ud af små børn, hvis de kommer til at tale deres ukristelige modersmål. Da Karamakate i 1940 vender tilbage til den kristne bastion midt i junglen, er vanviddet eskaleret til hysteriske højder med en selvudråbt messias, der lyder som Klaus Kinski i slutscenen i “Aguirre – den gale erobrer”. Der er dog også plads til mere stilfærdig refleksion. Som da den ellers sympatiske Theo nægter at lære de indfødte at bruge et kompas. Det vil ødelægge deres forhold til naturen, mener han. De indfødte selv er uforstående over for den bekymring. Hvorfor skal de ikke have lov til at lære noget nyt? Behandler Theo dem ikke mere som etnologiske museumsgenstande end som mennesker?