For instruktøren Joe Carnahan var filmen “Smokin’ Aces” ikke blot endnu en tjans, men også rendyrket terapi. Det var flere år siden, at filmmageren sidst havde forfattet og instrueret en spillefilm: den hårdkogte og fængslende politithriller “Narc”, som superstjernen Tom Cruise var så vild med, at han hyrede Carnahan til at lave “Mission: Impossible 3”. Men den nybagte auteurs forhold til verdens formentlig kendteste skuespiller krakelerede, og Carnahan forlod projektet – en afgørelse, som efterlod ham i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville få lov til at instruere film igen. “Smokin’ Aces” er Carnahans første værk i årevis og tydeligvis et forsøg på at få afløb for de talrige ideer såvel som aggressioner, der har beboet instruktørens sind.

Det er især Carnahans åbenlyse iver efter at slippe tøjlerne og bombardere publikum med et lettere uoverskueligt antal ekstravagante skuddueller og voldsomme håndgemæng, der bekræfter mandens eget behov for at få noget ud af systemet og samtidig vise, at han stadig er en habil filmmager. Der er også et næsten uoverskueligt sortiment af figurer og sideplots, hvilket indikerer Carnahans trang til at prøve kræfter med forskellige karakter- og historietyper. Instruktøren jonglerer dog med lidt for mange bolde, men ambitioner er langtfra det værste, en film kan have for meget af.

Katalysatoren for al spektaklet er entertaineren Buddy ‘Aces’ Israel, som samtidig er en fremadstræbende gangster, der indvilger i at udlevere informationer om mafiaen til FBI for dermed at undgå en alvorlig fængselsdom. Det får tilsyneladende mafiabossen Primo Sparazza til at beordre hans henrettelse, og en sand legion af politiofficerer og lejemordere opsporer derfor Israels opholdssted, et tårnhøjt kasino, for enten at redde eller likvidere manden.

Jeremy Piven blev i årevis spist af med kedelige roller, men via den uforlignelige komedieserie “Entourage” har skuespilleren tilegnet sig status som en af branchens mest underholdende aktører. Piven er det imponerende ensembles absolutte stjerne i rollen som Israel. Blot få minutter efter at have sønderknust publikums lattermuskler, er han tæt på at rokke tårekanalerne i en scene, hvor han nærmest bryder sammen overfor en af sine bodyguards. Det er en kraftpræstation af format. Ryan Reynolds, der spiller en ung, følelsesladet FBI-agent, afslører også en hidtil ukendt evne til at spille seriøse roller. Musikerne Alicia Keys og i særdeleshed rapperen Common udmærker sig også, og den sædvanligvis hysterisk morsomme Jason Bateman er en fornøjelse.

Men der er flere solide præstationer, end der er plads til at nævne i én gængs anmeldelse, og hver eneste af skuespillerne får rig mulighed for at komme til orde og virkelig bevise sit værd. Filmen er ikke synderlig original, og slutningen føles utilstrækkelig, forhastet og endda lettere prætentiøs. Men Carnahans vittige dialog er næsten på niveau med Tarantinos, og selv de allermindste karakterer har mere sjæl end de fleste spændingsfilms hovedfigurer. Derudover gør det naturligvis ikke noget, at actionscenerne ofte er forbandet underholdende og akkompagneret af imponerende lyd og stemningsmættet musik. “Smokin’ Aces” er rodet, men Carnahan har nok esser i ærmet til at sikre vores urokkelige opmærksomhed igennem alle filmens 109 minutter.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Visuelt er “Smokin’ Aces” lidt en rodebutik, men det er også fuldstændig overlagt, og den turbulente billedside går perfekt i spænd med selve fortællingen. Transferet har et attraktivt filmagtigt look og er blottet for edge-enhancement og snavs. Den minimale mængde gryn styrker kun billedsidens celluloidagtige udseende. Kontrasten er solid, farvegengivelsen er god, og billedet er skarpt. Et minus er dog, at man har fjernet de stilfulde tekster, der befandt sig på selve billedet, da filmen kørte i biografen, og som introducerede de forskellige karakterers navne. I stedet optræder de i bunden af skærmen som regulære undertekster. Det har ikke den samme effekt, og det var ikke sådan, filmmagerne ønskede, vi skulle se filmen.

AudioSkivens engelske Dolby Digital 5.1 mix er imponerende. Alle kanalerne er aktive, og man bombarderes aldrig unødigt af auditive indfald. Subwooferen er aggressiv, men den overdøver ikke lydsporets andre elementer. Der skabes en imponerende atmosfære, og der er flere tilfælde af veltilrettelagte panoreringer. Derudover kommer dialogen klart og tydeligt igennem, og Clint Mansells velkomponerede musik og diverse sange folder sig godt ud.

EkstramaterialeJoe Carnahan og klipperen Robert Frazen har indtalt et morsomt og informativt kommentarspor. Der er ingen alvorlige pauser, og derudover er herrerne så humoristiske, at man aldrig får lov til at kede sig. Uanset om man kan lide filmen eller ej, vil kommentarsporet garanteret fornøje. Udgivelsen byder også på ca. 11 minutters slettede og forlængede scener inklusiv en alternativ slutning, der ikke er særlig anderledes i forhold til den endelige udgave, men dog er en anelse mere brutal. De andre scener er ganske gode, om end intet særligt.

Der er i alt tre dokumentarer: “The Line-Up” (14 min.), “The Big Gun” (12 min.) og “Shoot ’em Up: Stunts & Effects” (5 min.). Den førstnævnte featurette handler om filmens karakterer og stjernespækkede ensemble, og den byder på en del interview, der desværre oftest er overfladiske og uinteressante. For det meste opremser skuespillerne bare plottet. “The Big Gun” er langt mere interessant og består primært af optagelser af den evigt karismatiske Carnahan, der udtaler sig om filmen eller instruerer. Den sidstnævnte, korteste featurette handler om filmens forskellige stunts og effekter.

Dvd’en indeholder også traileren til komedien “Hot Fuzz” og ca. 10 minutters forrygende fraklip fra “Smokin’ Aces”, der bl.a. tydeligt demonstrerer Ben Afflecks manglende evne til at spille billard.

Overall”Smokin’ Aces” er fundamentalt endnu en Guy Ritchie-inspireret spillefilm om rapkæftede, skydeglade lejemordere, ordenshåndhævere og andet godtfolk. Men det er formentlig også den bedste af slagsen siden den efterhånden 7 år gamle “Snatch”. Der er lige lovlig mange karakterer og handlingsforløb, og slutningen er bestemt ikke tilfredsstillende. Men hvis man er til velspillet og æstetisk fornøjelig underholdning læsset med velkoreograferet action og afvæbnende humor, så bør man give “Smokin’ Aces” en chance. Både udgivelsens transfer og lydspor er fremragende, og ekstramaterialet er godt.

Action-indpakning med forglemmeligt indholdMan kan ikke beskylde instruktør Joe Carnahan for ikke at levere varen med sin nyeste actionfilm “Smokin’ Aces”, også selvom varen mest af alt består af forgyldt indpakningspapir, hotte farver og en lille sløjfe på toppen. Der er dømt fart over feltet og stil-lir i stride strømme, men det bliver aldrig kedeligt, for der sker hele tiden noget, og både handling og action-elementerne takles overbevisende. Med et persongalleri på små tyve personer, der alle skal introduceres fra starten, har man som publikum nok at holde styr på, men efterfølgende spørger man muligvis sig selv, om ikke filmen var fyldt med rigelig meget varm luft.

Las Vegas-entertaineren Buddy ‘Aces’ Israel har øjensynligt raget uklar med sine gangstervenner, og inden længe er rygtet om dusøren på hans hoved spredt i underverden. Adskillige lejemordere – den ene mere bizar end den anden – lugter blod og penge, og FBI må nu sørge for, at Buddy ikke bliver likvideret, da han har indvilliget i at vidne mod gangsterbossen Sparazza. I hans luksussuite på et stort hotel sidder det intetanende offer med sine bodyguards og bliver mere og mere paranoid, i takt med, at en voldsstorm af dimensioner nærmer sig med høj hastighed.

Plottet er i og for sig ganske simpelt, men dette enkle set-up fungerer glimrende. Der bliver ikke tid til det store karakterstudie, men dette opvejes i stedet af farvestrålende typer, der alle spilles med et glimt i øjet. Vi introduceres f.eks. for de tre vanvittige Tremor-brødre, der er redneck-nazister uden større tankevirksomhed, men med psykopatisk blodtørst, og to sorte lejemordersker med Ricki Laket-attitude og en højkaliberriffel. De mange forskellige grupper og handlingstråde på kryds og tværs gør, at filmen aldrig mister pusten og holder et højt tempo hele vejen igennem. Den lykkes dog mindre heldigt i sit forsøg på at lægge sig op ad Quentin Tarantino eller Guy Ritchies film. Den cool dialog, som ofte er vanvittig morsom og skarp hos de to herrer, falder i “Smokin’ Aces” som regel til jorden og tager sig mest ud som søgt plagiat. Den bærer overordnet ikke nogen nævneværdig vægt, heller ikke på det humoristiske plan, selvom enkelte kommentarer da er ganske underholdende.

Der kompenseres dog udmærket for den manglende tyngde og indhold i filmens actionsekvenser, der om noget også burde være omdrejningspunktet. Her flyver kuglerne om ørerne i stor stil, og det hele tager sig vældig godt ud, selvom vi meget hurtigt bliver klar over, hvem, som skal dø, og hvem, som skal overleve. Til tider føler man sig næsten hensat til det endelige klimaks i Tony Scotts “True Romance”, blot trukket ud til spillefilmslængde – dog holdt i en lettere tone her, uden den nødvendige indlevelse i de involverede. Når filmen så alligevel forsøger dette, står den lidt i vejen for sig selv, da nogen nævneværdig pondus ikke kan opnås.

Carnahan er ganske stilsikker i sin håndtering af filmens visuelle side, der byder på over-mættede farver i stil med Tony Scott og Michael Bay, men det kammer ikke over, og klipningen er heldigvis ikke det, som sætter tempoet i den adrenalininducerede “Smokin’ Aces”. Derimod virker det upassende, når man prøver at gøre Tarantinos “Kill Bill” kunsten efter på lydsiden og lettere kikset har inkluderet “The Death of a Soldier” fra Ennio Morricones skelsættende score til “Den gode, den onde og den grusomme”, for det lugter snarere af mangel på originalitet end den måske tilsigtede reference til scenen i den gamle spagetti-western.

Takket være de mange finurlige og farverige karakterer i filmen samt instruktørens sans for velkoreograferet action keder man sig aldrig for alvor under “Smokin’ Aces”, men der er helt klart tale om kalorier af den lettere slags. Man efterlades ikke med hovedbrud eller åndenød, og der går ganske givet ikke lang tid, før denne flotte stiløvelse har forladt éns bevidsthed.