Et venskab på trods

Man ved, at de er der. På bænken foran Fakta eller på trappen til metroen. De hjemløse i deres forhutlede genbrugstøj omgivet af alle deres ejendele pakket i plastikposer. Man lader som om, de ikke er der, og måske tænker man, at man da burde hjælpe dem – væk fra bænken, til et arbejde og til en lejlighed – så de kan blive ligesom os andre. Men egentligt burde man blot begynde med at tilbyde dem venskab – måske kunne man endda lære noget af dem. Præcis det er det klokkeklare budskab i Joe Wrights nyeste film “Solisten”.

Klummerskribenten Steve Lopez ser potentiale for en god historie, da han tilfældigt møder den hjemløse Nathaniel Ayers, der udviser et ualmindeligt stort musikalsk talent på en ramponeret to-strenget violin. Dette møde bliver begyndelsen til en klummeserie om den psykisk syge Nathaniel, der som ung var cellist ved det prestigefyldte musikakademi Julliard. Samtidig prøver Steve at hjælpe Nathaniel til en bedre tilværelse væk fra slummen i Los Angeles, og efterhånden fremvokser et særpræget venskab mellem de to, der mærkbart forandrer både Steves og Nathaniels tilværelse. Men det er ikke ukompliceret, for Nathaniels skizofrene sind er en enorm udfordring for dem begge.

Selvom “Solisten” bygger på en historie fra virkelighedens verden, er der noget utrolig Hollywood’sk over filmens tema: venskab på trods af modsætninger. Man kender formlen til hudløshed – to modsætninger mødes, og langsomt opstår et venskab, der beriger dem begge. Lektien, der skal drages, står bøjet i neon – ved at engagere os i hinandens liv kan vi lære noget af hinanden og måske endda blive bedre mennesker. “Solisten” følger stringent denne formel, men heldigvis formår Joe Wright at manøvrere uden om de værste faldgruber af banalitet og sentimentalitet, som ofte klæber til denne type film.

Vigtigst er, at portrættet af de to hovedkarakterer fremstår troværdigt. Det lykkes bedst, når det gælder den skizofrene Nathaniel, der i Jamie Foxx’ udmærkede spil både er rørende og dramatisk. Man forstår kompleksiteten i hans forvirrede sind, når han på få sekunder forvandler sig fra et pludrende barn til en aggressiv kæmpe. Særligt godt er indlevelsen i Nathaniels forhold til klassisk musik. For Nathaniel er det ikke bare musik – det er en flugt fra sindets dæmoner. Wright viser dette glimrende i en scene, hvor Nathaniel overværer et orkester spille en af Beethovens symfonier. Først forsvinder omverden, siden Nathaniel selv og tilbage er kun en mængde farveeksplosioner, der danser i takt med tonerne. Musikken har vundet over dæmonerne for en stund.

Filmens egentlige hovedperson, Steve, er i sig selv ret uinteressant. I Robert Downey Jr.’s slentrende spillestil finder man aldrig helt ud af, om han er i krise, eller om han bare keder sig gevaldigt. Wright forstår imidlertid at fremhæve et interessant paradoks i Steves forhold til Nathaniel – på den ene side er han fascineret af Nathaniels aparte karakter, på den anden side arbejder han ihærdigt for at gøre Nathaniel “normal”. Han skaffer ham en lejlighed og en cellounderviser, så han kan optræde i en koncertsal i stedet for på gaden. Men dermed ødelægger Steve også alt det, der netop er særegent ved Nathaniel. Paradokset er ganske tankevækkende, og man indser, at som “normal” udviser man ofte i misforstået godhed en utrolig arrogance over for anderledes mennesker. Desværre bliver det en anelse for banalt belærende, når Wright lader Steve klarlægge for tilskueren i en voiceover, at venskabet må bygge på gensidig respekt.