Somers Town

InstruktionShane Meadows

MedvirkendePiotr Jagiello, Ireneusz Czop, Perry Benson, Thomas Turgoose, Kate Dickie, Wojciech Olczak, Wojtek Macierznski, Ben Porter, Jamie Belman, Steve Hillman, Mark Monero, Ryan Ford, Levi Hayes, Risade Campbell, Huggy Leaver

Længde71 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen28/08/2009


Anmeldelse

Somers Town

4 6
England har altid været forgangsnationen indenfor socialrealistisk film og dokumentarisme. Herunder har det heller aldrig været synderligt tabubelagt at tage fat i hjemmelige samfundsmæssige problemer, særligt ikke når det handler om racisme eller socialt belastede grupperinger. En af de mest kontroversielle nyere filmskabere ud i den genre må siges at være Shane Meadows. For et par år tilbage skabte den tidligere skinhead debat med det nådesløse drama “This is England”. Dog har Meadows med “Somers Town” valgt at gå noget anderledes til værks denne gang.
Somers Town er det kvarter i London, som danner rammen om fortællingen – en ganske hverdagslig rejse ind i et venskab mellem to teenagedrenge. Den polske Marek er flyttet til London med sin far, mens moderen er tilbage i Polen. Faderen tjener penge på en byggeplads, mens Marek spenderer tiden på at tage billeder af den smukke franske servitrice Maria. Helt tilfældigvis møder han den hjemløse knøs Tomo, der render rundt i Londons gader på må og få, og et besynderligt venskab blomstrer op.

Der er ikke meget dramatik i “Somers Town”, og forventer man et nyreslag af heftig realisme om “chav”-kulturen – de unge britiske voldstyper – kan dette ikke blive andet end en skuffelse. Shane Meadows har skam taget udgangspunkt i det knapt så fine sociale lag, men denne gang synes billedet at være småpoetisk og humoristisk frem for grumt og sindsoprivende. Trods dynamisk og stilistisk føles “Somers Town” som en kærkommen og varmhjertet påmindelse om, at der ikke skal meget til at knytte bånd på tværs af nationaliteter – så længe gensidig åbenheden eksisterer.

Nu kan det hurtigt komme til at lyde som om, at den gamle skinhead er blevet sentimental og disker op med en solstrålehistorie for at imødekomme en eller anden politisk korrekthed. Det er næppe tilfældet. London er præcis så trøstesløs, som det kan forventes ud fra Meadows optik – beskidt, barsk og brovtent. Filmen er endda optaget i sort/hvid på, hvad der ligner et billigt kamera, hvilket giver storbyens gader et tilsigtet realistisk præg. Dog er de to venners gerninger og ugerninger et charmerende indblik i en ganske vist ordinær verden på gaden, fortalt med dén portion nerve, der ophæver det hverdagslige til en overraskende fængslende film med et kækt glimt i øjet. Dette underbygges særligt af en fremragende præstation af Thomas Turgoose som Tomo, og vil filmen blive husket for noget, bliver det formentlig pga. den unge skuespiller.

“Somers Town” er en kort fornøjelse på knapt 70 minutter, hvilket ikke er for meget. Hverdagsfortællingen om de to venner og deres pubertære fascination af den franske skønhed har i bund og grund ikke meget mere potentiale i godteposen. Fordi filmen er overstået med en håndvending, skæres der kontant ind til benet i storbyportrættet på bedst tænkelige vis. Meadows efterlyser ikke en større filmisk begivenhed proppet til renden med socialpolitisk bevidsthed eller at fremstille de stakkels unge på gaden som ulykkelige eksistenser. Mindre kan tydeligvis gøre udslaget som ren fortælling. Det er dog blottet for enhver form for eftertænksomhed, hvilket desværre fastholder filmen som en usleben diamant, der egentlig hverken vil fra eller til.

“Somers Town” er noget så overraskende som en hjertevarm skildring af Londons bybørn, der trods rå udførelse byder på befriende humoristiske indslag og dynamisk udførelse. Det er fornøjeligt så længe det varer, og selvom særligt Thomas Turgoose understreger sit fantastiske skuespillertalent, vil filmen hurtigt gå i glemmebogen som en banal og hyggelig lille fortælling, der egentlig ikke havde det store at byde på. Har man derimod lyst på at se andet end endnu en traditionel selvmedlidende ungdomsfilm, kan Shane Meadows nyeste skud på stammen dog varmt anbefales som et lille afbræk.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Somers Town” handler om en ung polsk dreng, der lige er flyttet til London sammen med sin far. Mens faderen arbejder i Somers Town, stifter sønnen bekendtskab med en dreng, som er flygtet fra et børnehjem i Sheffield. Da de to drenge bliver forelsket i den samme pige, må det umage venskab stå sin prøve.