Elektrisk sommer og højspændt kærlighed

Ung kærlighed er en utømmelig kilde til film. Fra stumfilmens æra over 50’ernes rebeller og helt til 90’ernes amerikanske Askepot-genfortællinger. “Sommeren med Sangaile” er ikke engang den eneste, der har premiere denne uge. Derfor må den enkelte ungkærlighedsfilm gøre en indsats for at skille sig ud fra mængden. “Sommeren med Sangaile” vælger at bruge sine kræfter på stemningsopbygning frem for plot. Det gør den så godt, at teenagelivets følelseskvaler konstant pulserer i den litauiske sommer.

Sangaile tilbringer sommeren med sine forældre i et sommerhus, hvor hun keder sig bravt, indtil hun støder på pigen Auste. Sangaile er en genert lille pige, der har det allerbedst gemt væk i hjørnet, mens Auste er farverig, kreativ og udadvendt. Der er en øjeblikkelig tiltrækning mellem de to, hvilket skildres ømt ved små korte klip af bare skuldre, korte shorts, bikinitoppe og ikke mindst længselsfulde blikke bag den andens ryg. I en særligt mindeværdig scene stirrer hun intenst på Auste, der klæder om, mens hun lader fingrene kærtegne åbningen på en konkylie. Men Sangaile er ikke typen, der siger den slags lige ud, og det er først, da spændingen mellem dem er blevet så opskruet og overspændt, at det næsten slår gnister, at den endelig forløses.

Spændingen skildres ved en konstant brummen, susen, summen og hvisken på lydsporet. Radioen hælder hvid støj ud over lydsporet, varmen og insekterne summer i ørerne og den dybe brummen af elektricitet fra det nærliggende kraftværk bliver mere og mere fremtrædende. Scenen, hvor Sangaile har sex med en tilfældig fyr ved siden af en transformatorstation, er måske nok uraffineret, men dog et meget malende billede på teenagernes ‘højspændte’ følelser. Den samme tilgang til klipning, lyd og stemningsopbygning gør spændingens udløsning og den følgende sexscene så meget mere rørende og forløsende. Her er ingen rester af den voldsomhed og voyeurisme, der i mine øjne skæmmede “Adéles liv”.

I anden halvdel kommer kærligheden under pres, da Auste finder ud af, at Sangaile er cutter. Gradvist kommer vi længere ind i Sangailes univers, hvor traumerne over moderen, der ofrede familielivet for balletkarrieren, kaster skygger over Sangailes drømme om flyvemaskiner. Det er svært at blive pilot, når man er højdeskræk. Der faldes aldrig i den pladderromantiske faldgrube, men i stedet fastholdes et realistisk syn på de to pigers forhold. Nogle gange sårer man hinanden, nogle gange elsker den ene mere end den anden, og nogle gange må man træffe meget svære valg.

Sangailes højdeskræk er et gennemgående element, der skildres i et par halsbrækkende scener skudt med kamerakran, der også formår at give sus i maven til os uden højdeskræk. Man har tydeligvis gjort sig umage for at fange de imponerende flyveopvisninger, der er Sangailes tilbagevendende tilflugtssted. Nogle steder lykkes det fantastisk, andre gange bliver scenerne desværre lidt for lange og intetsigende. Der er anvendt en ret abrupt klippestil, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, men jeg endte med at erkende, at den passer til den historie, instruktøren vil fortælle.