Sommerfrokost i Rom
Udgivet 3. jul 2009 | Af: dolphinfriendly | Set i biografen
Indimellem kan den enkle historie have det mere at byde på – om det så er hverdagsligt, langsomt fortalt og med et budget, der næppe overstiger catering-udgifterne på en hvilken som helst Hollywood-produktion. Hermed ikke ment, at lavbudgetsfilm nødvendigvis er bedre, slet ikke. Dog er det virkeligt imponerede, hvad italienske Gianni Di Gregorio har formået at brygge sammen med debutfilmen “Sommerfrokost i Rom”, som han har instrueret, skrevet manuskript til og selv spiller hovedrollen i. Den knapt 75 minutter lange film er nemlig en raffineret underspillet komedie, der smagfuldt udstiller, hvordan livets små glæder kan krydre tilværelsen – hvis man vælger at stoppe op og ser tålmodigt efter.
“Sommerfrokost i Rom” er en film af få, men kraftfulde ord. Hele fortællingen foregår stort set i Giannis lejlighed, hvor han langsomt bliver drevet til vanvid af de fordrukne, men lune ældre damer, mens han ikke nænner at irettesætte dem – det er jo trods alt Ferragosto. Tolerancen og behagesygen fra Giannis side fører naturligvis til en række underspillede optrin, der samlet set skaber en ufrivillig komisk tråd mellem en gruppe mennesker, der egentlig alle har nok i sig selv.
Nu er “Sommerfrokost i Rom” på ingen måde en film med store armbevægelser, snarere tværtimod, og dybere tanker om livet i sig selv er der nu heller ikke. Rent beset handler filmen om hengivenhed og om at værdsætte det, man nu har, så længe det nu varer. Let og helhjertet berører den 59-årige filmiske altmuligmand beskueren med en så dybtfølt oprigtighed, at det er umuligt ikke at føle sig mættet på afslappet lun og underfundig vis. Værker som “Sommerfrokost i Rom” kan betegnes som forunderlige feel-good-film i mangel af bedre. Kun få film med den term iboende er ikke patetisk belærende, og ofte spilles der på billige virkemidler og kvalm følelsesporno. Di Gregorio rammer imidlertid plet med sit stille portræt af det almen gode og givende i menneskets hengivne natur, når der vises gensidig forståelse. Selv med fem ældre gimper.
At Di Gregorio var medforfatter på Matteo Garrones mørke “Gomorra”, mens Garrone har produceret “Sommerfrokost i Rom”, vidner om, at nye kræfter på bedste neorealistiske vis med smalle midler og stort hjerte er ved at arbejde sig op igen i italiensk film. Som makkerpar bliver det interessant at se, hvilke projekter Di Gregorio og Garrone kaster sig ud i næste gang. Under alle omstændigheder er der ikke en mere livsbekræftende og munter sommerfilm ude i øjeblikket, og jeg kan kun på det varmeste anbefale denne velsmagende italienske godbid.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet