Kreativiteten længe leve!

Den bedste Rambo-film til dato er, øh… ikke en Rambo-film? Hvad er nu det for noget? Plakaten til “Son of Rambow” (ja, stavefejlen er tilsigtet) prydes ellers af en lille knægt iført Rambos ikoniske pandebånd, og Sylvester Stallone har sagt god for filmen, hvis levende billeder krydres med uddrag fra “Rambo: First Blood”. Men “Son of Rambow” er altså ikke en temperamentsfuld actionfilm om den fiktive krigsveterans søn. Det er derimod en af årets bedste familiefilm og en både rørende og humoristisk cadeau til Stallones legendariske actionhelt, den menneskelige fantasi og filmmediets evne til at inspirere og forsone.

Arkitekten bag denne lille perle er engelske Garth Jennings. “Son of Rambow” er 37-årige Jennings’ anden spillefilm, hvor britens første var den skuffende filmatisering af Douglas Adams’ klassiske “The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”-roman. Science fiction-filmen fra 2005 var flot og velspillet, men desværre også blottet for den opkvikkende, uimodståelige charme, der gennemsyrede forlægget. Det var en forbavsende kold og upersonlig film, men det samme kan man heldigvis ikke sige om “Son of Rambow”, som derimod er en følelsesladet, festlig affære, der får Jennings’ skrantende karriere tilbage på ret køl.

Jennings’ forkærlighed for historien, som han selv har forfattet, skinner igennem i hver eneste scene, der fornemt skildrer tidsånden anno 1982, dengang auteuren selv var rolling. Filmen er kraftigt inspireret af Jennings’ personlige eskapader som purung, ambitiøs filmmager i årtiet, hvor Stallone og talløse andre muskelbundter blev ideelle faderskikkelser for en hel generation af barnerumper inklusive Jennings og hovedpersonerne i “Son of Rambow”: Drengene Lee og Will, som ikke kunne være mere forskellige.

Lee er skolens mest forhadte elev – en drillepind, som ingen kan udstå. Will er til gengæld lavmælt, fuldstændig uskyldig og anonym. Hans familie er med i en sekt, der forbyder disciplene at se fjernsyn. Så da Will rent tilfældigt kommer til at se “Rambo: First Blood” hos Lee, som sidstnævnte har båndet i biffen, bliver han rystet i sin grundvold. Oplevelsen tvinger hans undertrykte kreativitet op til overfladen, og Rambos vovemod inspirerer Will til selv at begå et mindre oprør mod sin diktatoriske sekt. Lee drømmer om at skrue sin egen actionfilm sammen, så han endelig kan få noget at prale af over for en familie, som altid har forsømt ham. Parret beslutter sig for at indspille en actionfilm, som skal dyste om BBC’s ungdomsfilmpris. Og via det umage makkerpars blomstrende venskab illustrerer Jennings for alvor, at levende billeder kan flytte bjerge.

11-årige Bill Milner og 13-årige Will Poulter er ikke mindre end sensationelle som henholdsvis Will og Lee. Duoen leverer både manuskriptets morsomme og seriøse replikker med en entusiasme, der gør mange ældre skuespillere til skamme. Jessica Hynes er superb som Wills enlige mor, som er splittet mellem sin tro og sin kærlighed til Will, men filmen tilhører Milner og Poulter. De er så fantastiske, at man aldrig kedes af filmens trods alt ret forudsigelige (og ikke vildt originale) fortælling om to aparte gutters spirende venskab. Men modsat de fleste lignende historier plages “Son of Rambow” ikke af sukkersøde moralprædikener. Jennings ved godt, at hans manuskript og persongalleri er så stærkt, at han ikke behøver ty til desperate metoder eller klicheer for at engagere os.

Både Will og Lees egne fortolkninger af scenerne fra “Rambo: First Blood” samt de smukke sekvenser, der afbilder Wills særegne dagdrømme, er enormt underholdende og kombinerer ofte og succesfuldt realoptagelser med forbløffende animationer. “Rambo”-parodierne er hverken for platte eller overgearede, men filmens midterdel hæmmer historien, idet alt for mange mindre karakterer dukker op, som til tider sparker Will og Lee ud af rampelyset. De alt for fjollede bifigurer (inklusive en karikeret, fransk udvekslingsstudent) snupper så megen spilletid, at en 4-stjernet vurdering begynder at ligne en realitet, lige indtil filmens glimrende, sidste akt napper den femte stjerne ved målstregen.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er udmærket, men ikke helt problemfrit. Edge-enhancement dukker op undertiden. Glorierne er sjældent decideret tykke, men de er indimellem påfaldende. Til gengæld forekommer hverken komprimeringsfejl, utilsigtet gryn eller snavs. Billedet er sædvanligvis meget skarpt, og kun få skud fremstår en kende slørede. Farverne er flotte, rene og bløder aldrig, og kontrasten er upåklagelig. Børnenes hjemmevideooptagelser ser naturligvis mere slørede og upolerede ud, men det er selvsagt meningen.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-mix og et DTS 5.1-lydspor medfølger, men på trods af DTS-lydsporets højere bitrate er det mere eller mindre umuligt at høre forskel på de to lydspor. Der er øjeblikke, hvor filmens lydside virkelig imponerer, mens der er omtrent lige så mange stunder, hvor man ikke rigtig bider mærke i lydfolkenes arbejde. Størstedelen af filmen benytter sig udelukkende af fronthøjtalerne, og i filmens stilfærdigste scener hører man sjældent andet end dialogen og vinden, der blæser. Replikkerne er dog tydelige hele vejen igennem og plages aldrig af støj, og under filmens mere alternative scener (såsom Wills drømmesekvenser) vågner både subwooferen og baghøjtalerne for alvor op og leverer et auditivt sansebombardement af format. Et ujævnt lydspor.

Ekstramateriale

Desværre medfølger hverken de adskillige dokumentarer, det underholdende kommentarspor med Jennings og skuespillerne eller Jennings’ gamle kortfilm, som ellers befandt sig på de internationale udgivelser af filmen. Her er ikke andet end filmens trailer, næsten 8 minutters uinteressante klip fra optagelserne samt dokumentaren “Boys Will Be Boys” (26 min.), der trods alt har et par udmærkede interviews med børneskuespillerne og deres instruktør, men her er også en del overfladisk sniksnak, ensartet rygklapperi og klip fra filmen.