Soraya M.
Udgivet 22. okt 2009 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Normalt bedømmes en given film indenfor dens eget lukkede filmiske univers – hvad er godt, og hvad er dårligt? Men fra tid til anden dukker der film op, der alene på deres valg af emne har en berettigelse, der rækker udover de filmiske kvaliteter. Hvad enten du er til Chaplins lydløse løjer eller ej, så er det eksempelvis umuligt at afskrive “Diktatoren” og det alene grundet i Chaplins modige valg og behandling af nazismens fremmarch. På samme vis tør jeg vædde en spejlblank enkrone på, at ingen ligeså hverken kan eller vil afskrive “Soraya M.”.
“Soraya M.” er en af den slags film, der er vanskelig at have noget imod, thi det er en vigtig film. En vigtig film, fordi den på indholdssiden belyser nogle skikke, der er så primitivt afskyelige, at alle verdens borgere bør vide af deres primale karakter og blive aktivistisk oprørte – det er for galt! Der fortælles klart, hvor vi aldrig er i tvivl om, hvem der er de gode, de onde og de grusomme. Kvinderne er de gode eller ofrene, og de overdrevent troende er de onde, hvilket overlader den grusomme rolle til politikerne, der har mulighederne for at forandre tingenes tilstand, men som tavst undlader.
Klimakset i filmen er hjerteskærende brutalt, hvor vi ikke bliver skånet på nogen måde i forbindelse med den barbariske stening – Mel Gibson ville have været stolt. Det er absolut ikke for sarte sjæle, når stenene suser igennem den iranske bjergluft imod den forsvarsløse kvinde, der som en moderne Jeanne d’Arc må tage imod den urimelige straf fra et modbydeligt religiøst patriarkat. Det er imidlertid ikke islam eller religion, filmen langer ud efter, men misbruget af disse og det verdslige samfunds mangel på indgriben over for vanviddet.
“Soraya M.” er hverken en rigtig god eller dårlig film, hvilket også er ligegyldigt, idet den slet og ret er vigtig. Den sætter sin pædagogiske finger på den fornedrende ringeagt, der hersker over for kvindekønnet verden rundt. Samtidig markeres det tydeligt, at det ikke er Gud, hvis hun da findes, der er skyld i steningen af kvinder, men derimod de utallige misfortolkende og selvhævdende varianter af islam, der findes. “Soraya M.” er ikke en Trier’sk sten i skoen, nok nærmere en stor sten i maven, som ligger der tungt og længe efter den sidste sten imod stakkels Soraya er faldet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet