Erindringen om en bombe

Det er ikke mange genrer, der tillader filmmagerne at foretage så megen leg med mediet og så mange visuelle krumspring som science fiction, og derfor er det lidt trist, at vi så forholdsvist sjældent ser netop den genre brugt til andet end at springe rumskibe eller kæmperobotter i luften.

En lykkelig undtagelse er heldigvis Duncan Jones, der med sci-fi-filmen “Moon” tog så godt som alle fans af genren med storm og viste, at selvom han konstant blev omtalt som David Bowies søn, så havde han meget andet end en usædvanlig familiebaggrund at byde på. Med “Moon” og nu “Source Code” er han godt på vej til at opbygge et rygte for at stå bag intelligente veludformede science fiction-film.

Filmen åbner ellers ganske stilfærdigt, da Sean – spillet af Jake Gyllenhaal – vågner lettere desorienteret i et tog, hvor han sidder over for den kønne Christina i skikkelse af Michelle Monaghan. Det burde jo være en behagelig opvågning for de fleste mænd, men der er imidlertid det problem, at Sean er overbevist om, at han i virkeligheden er Kaptajn Colter Stevens, der ganske ufrivilligt har indfundet sig i en fremmed mands krop. Problemet er imidlertid ikke, at han er tosset – problemet er, at han tilsyneladende har ret, og da toget efter blot 8 minutter eksploderer, begynder vi at få flere brikker til puslespillet. Toget blev rigtigt nok sprunget i luften via en bombe, og Stevens sendes tilsyneladende gentagne gange ind i de sidste 8 minutter af erindringen hos et af ofrene. Disse erindringer udspiller sig imidlertid forskelligt, alt efter hvad Stevens gør, og det bliver hans opgave at finde morderens identitet.

Hvorvidt alt det her giver frygtelig meget mening er et godt spørgsmål, men hvad, der er mere afgørende, er, at det rent faktisk lykkes for Duncan Jones at etablere et indfangende omdrejningspunkt for denne tankevækkende sci-fi-thriller, hvorfra en fascinerende leg med identitet kan udspille sig. Hvis “Source Code” havde været af Tony Scott, ville den utvivlsomt have udviklet sig til noget i stil med “Deja Vu”, hvor en masse hæsblæsende biljagter og brutale slagsmål havde afløst hinanden, men Jones’ sigte er et andet, og i stedet får filmen hurtigt en udformning, der ofte lægger sig tættere på Bill Muray-komedien “En ny dag truer”. Her er den lille lumske gnaver blot blevet erstattet af en fjernstyret bombe.

Hvor Bill Murrays figur havde en hel dag, så har Stevens blot otte minutter til at gøre godt med, og dermed har filmen lagt sig nogle klare begrænsninger, eftersom det kun er Stevens, der ændrer sig, mens hans omgivelser forbliver de samme. Taget den vanskelighed i betragtning er det imidlertid forbløffende, hvor godt Duncan Jones magter opgaven, og hvor meget han får tilskueren til at investere sig selv følelsesmæssigt i persongalleriet. Meget af rosen for det bør selvsagt også tilskrives Jake Gyllenhaal, der formår at skabe en levende person ud af den stramt skåret fortælling, og som bliver suppleret glimrende af Vera Farmiga, Jeffrey Wright og Michelle Monaghan.