Fra ABBA til paté – og tilbage igen

Liliane pynter paté. To laurbærblade, lidt peber og en håndfuld tørrede tranebær. Gentag. Dag ud og dag ind. Indtil hun kan nyde en ensom whisky og et quizprogram i sofaen om aftenen. Stinkende af paté. Det ændrer sig, da en ny kollega på patéfabrikken genkender hende som Melodi Grand Prix-stjernen Laura, der i 1974 blev nummer to i Eurovisionen, lige efter ABBA. Den unge kollega tvinger hende ud af både glemsel og ensomhed i “Souvenir”. En lille, charmerende fransk feel good-fortælling med humor og Grand Prix-ørehængere, der er federe end den mest velnærende paté.

Det er fransk films førstedame, Isabelle Huppert, der spiller Liliane. Hendes imponerende karriere har ramt endnu en guldalder i de seneste år. Sidste år var hun en stærk, selvstændig filosofiprofessor i “Dagen i morgen”. Tidligere i år var hun frygtløs som voldtægtsofret, der slog tilbage i “Elle”. Og nu er hun sårbar, falleret sangerinde. Uden stor stemme, men med forførende fransk hviskesang er hun helt vidunderlig, når hun synger om at takke ja til en sød, ung mand med muskler af stål.

Den søde, unge mand er den 21-årige Jean. En ny kollega fra paté-fabrikken. Egentlig er han bokser. Men han vil hellere være hendes manager – eller hendes elsker. Med iver og overskæg lykkes han med begge dele. Til sin fars store misundelse. I en række ømme og akavede scener forfører den ensomme slagersangerinde den unge bokser med whisky, som hun har betydeligt lettere ved at få ned end ham.

Deres forhold kunne let havde resulteret i en masse dumsmarte ‘cougar’-jokes, men “Souvenir” er lykkeligvis fri for den slags. Hun er ældre, han er yngre, sådan er det bare. Videre. Til gengæld kommer der en del sjov ud af det mærkværdige møde mellem boksning og Melodi Grand Prix. Bokserne vil hende det godt. De er med fra Lilianes comeback-koncert i bokseklubben og hele vejen frem mod den endelige genrejsning. Hvorfra kommer deres passion for Grand Prix-musik fra 70’erne? Det går ikke rigtig op. Sådan er der så mange ting i “Souvenir”, og det er netop de små skævheder, der gør den sjov.

Det er kitch og camp. Ligesom Melodi Grand Prix. Og “Souvenir” har faktisk et soundtrack, der ville kunne gøre sig gældende i den spraglede sangkonkurrence. Det er ellers ofte en svaghed i den her slags musikfilm, at musikken ikke er så god, som alle karaktererne går og siger. Det er måske også for meget at kalde Lilianes popsange gode. Og Isabelle Huppert er ikke nogen god sanger. Men melodierne er catchy på den helt rigtige måde. De er skrevet af amerikanske Pink Martini, der mestrer alle genrens klichéer. Går alle sangene en halv tone op i det sidste omkvæd? Selvfølgelig. Ligesom alle Melodi Grand Prix-hits nogensinde.