Underholdende, varm luft

Selv om der ikke slås én eneste prut igennem hele filmen, så er historien om den donor-gravide, fejlfrie Anne (Lene Maria Christensen), der opsøger den donor-mulige, fejlfulde Gordon (Nikolaj Lie Kaas) ikke spundet op på meget andet end varm luft. En varm luft à la pruttehumor og den paperback, der sværger at guide dig lykkelig på 187 sider.

Der er tale om en romantisk komedie, der primært hænger sig i sjove one-liners. Hverken mere eller mindre end det. Men selvom “Sover Dolly på ryggen” ikke er voldsomt opfindsom, så slipper den af sted med sine mangler, idet den vitterligt er en utroligt underholdende film, der er vellykket inden for sin genre.

Man behøver altså hverken eje studenterhue eller svendebrev for at kunne afkode, hvordan historien om tv-værten Anne, der nysgerrigt opsporer sin anonyme donor og finder den perfekte, polerede mand iført cashmere-trøje (Casper Crump), men også den skægstubstrittende drengerøv med hængerøv (Nikolaj Lie Kaas) ender. Men måske er slutningen også det forkerte sted at lede efter styrken i Hella Joofs seneste farce.

Efter halvanden time i godt selskab med virkelig sjove og velspillede karakterer som den platinblonde, mandeglade Siv (Mia Lyhne), der har en hjerneaktivitet kategoriseret under ‘parkering’, og Annes lesbiske chef (Sidse Babett Knudsen), der under sin skarpe page og intense blik gemmer på en sexistisk betonarbejder-type i overalls og uden hæmninger, er det snarere rejsen til slutningen, der vægter. En rejse, der indebærer synet af en masse numseprækker bag på filmens stærkt karikerede og stereotype persongalleri, men som faktisk kan betragtes som ét ud af mange komisk vellykkede komponenter, der spiller godt op til filmens overordnede tema: At de ting, kvinder finder allermest uhumske og frastødende ved deres mandlige modstykker, faktisk er det, der i sidste ende tiltrækker dem.

Dog kan herrernes omklædningsrum lugtes vel rigeligt i nogle af karaktertrækkene hos Nikolaj Lie Kaas’ rolle og faktisk også hos Sidse Babett Knudsens’ karakter. For eksempel er ”vis mig dine patter” en efterhånden nedslidt replik, der får Gordon-karakteren til at fremstå en anelse uddateret som moderne vildmand. Så selv om det er uvant og forholdsvis underholdende, når det kommer fra Nikolaj Lie Kaas, er det altså ikke humor på det originale “spot-on” plan, man ellers kender fra Hella Joof.