Space in Between: Marina Abramovic and Brazil, The
Udgivet 23. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hvad gør man efter New York? Når Loki er blevet besejret. Eller som i tilfældet Marina Abramovic, der i “The Artist is Present” lavede sit livs performance-artistiske udstilling på MoMa. Her sad hun dag efter dag i tre måneder stille på en stol og stirrede på dem fra publikum, som tog plads overfor. Hun var selv kunststykket i New York. Nu nedtoner hun kunsten til fordel for en (new age) religiøs søgen i et brasiliansk postkort.
Men her er hun altså taget på tur. Og denne gang handler det ikke så meget om hende, som det er hende selv, der handler. Der peges frem i stedet for retrospektivt tilbage på en stor karriere inden for performance art, som oftest involverer kroppe, der støder nøgne sammen. Hun er søgende. Besøger den ene new age-sandsigerske efter den anden, der siger luftige ting, som ikke er langt fra kunstverdenens værste floskler.
Derfra fortsætter de grædende øjne, som Marina stirrede så inderligt med i den første film, videre på turisttur blandt Brasiliens alternative. Ud i regnskoven, hvor ild, gløder og røgelse gør hende inderlig, inden hun lægger sig på en bambusmåtte dækket kun af grønne blade. Et med naturen. Fødder i mudder. Mudder på krop. Det er som de mest spirituelle afsnit af “Chef’s Table”. Der også er de dårligste. Fokus forsvinder fra maden. Her forsvinder det fra kunsten og Marina i en søgen efter noget at tro på et sted i Brasilien.
For der mangler en ramme for “The Space in Between”. Skiftet fra en slags kunst til en slags religion giver dog udmærket mening. Begge skal tages prætentiøst alvorligt, ellers bliver det latterligt. Marina Abramovic griner ikke. Alderen trykker for performance-kunstens bedstemor i en jagt på mening. Langt fra New York.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet