Uvæsentlige rumvæsnerDen allerførste “Species”-film havde biografpremiere i 1995. Den forholdsvis hæderlige thriller indkasserede en ganske anstændig pengesum på verdensplan, men der syntes trods alt ikke at være stor efterspørgsel efter én eller flere fortsættelser. Men her 13 år efter er føljetonens fjerde del, der følger i kølvandet på seriens to første, forhadte fortsættelser, udkommet på dvd. Et eller andet sted derude må der altså befinde sig en fanskare, der køber nok merchandise til at forsyne den døende series respirator med strøm. Men det er svært at forestille sig, at selv seriens mest dedikerede fans vil lade sig spise af med juks som “Species: The Awakening”.

“Species”-serien er formentlig bedst kendt for sin blanding af gys og science-fiction ligesom “Alien”, der også benyttede sig af den schweiziske kunstner H. R. Gigers værker, da fortællingens ondskabsfulde monstre skulle designes. “Species”-filmenes ophavsmænd er sædvanligvis også glade for at afbilde parrelystne, letpåklædte damer med rumvæsensblod i årene. Der dukker da også talrige flotte kvinder op undervejs i “Species: The Awakening”, og filmens sidste halvdel er mildest talt proppet med langvarige nærbilleder af svenske Helena Mattssons bare bryster. Men i lange perioder glemmer man virkelig, at man sidder og ser en film, der skal forestille at være en gyser.

En forbavsende stor del af forløbet bruges på lommefilosofiske debatter om uetisk videnskab samt knastør dialog, der sædvanligvis omhandler blodtransfusioner og stamceller. Allerede efter et lynhurtigt anslag transformeres den underskønne, unge gymnasielærer Miranda (spillet af førnævnte Mattsson) til et blodtørstigt monster. Hun besvimer efter at have likvideret en håndfuld læger og forvandles igen til et almindeligt menneske, der ingen erindring har om sine morderiske handlinger. Professoren Tom Hollander, som hævder at være Mirandas onkel, afslører, at hun er en hybrid, der er halvt menneske, halvt rumvæsen, og at parret sammen må flygte til Mexico for at finde en løsning på frøkenens prekære problem, inden hendes blide, menneskelige side går helt tabt.

Og dermed er der snarere lagt op til et ujævnt og ineffektivt miskmask af “Flygtningen” end en gyser om brutale rumvæsner. I Mexico støder Hollander af og til på andre hybrider, der brøler lidt, inden de forsvinder lige så pludseligt, som de dukker op. Ellers bruger karaktererne størstedelen af deres tid på at diskutere det uetiske i at manipulere med gener, det gennemsnitlige menneskes værdi og talløse andre lignende emner. Et enkelt opgør mellem Hollander og en muteret taxichauffør i Mexicos klaustrofobiske slumkvarterer udgør et af filmens få stemningsfulde øjeblikke. Men oftest smadres stemningen af den kaotiske kameraføring, den anstrengende synthesizermusik og ufrivillig komiske påfund – såsom synet af en nonne med en 20 meter lang tunge ud af munden.

Effekterne er lige så utroværdige som kulisserne, som ofte er ludfattige på rekvisitter, og der er færre statister end effektive spændingsmomenter. En alt for stor del af spilletiden bruges også på Hollanders gåture gennem Mexicos gader, hvor han bl.a. leder efter en australsk forsker, McGuire, som han tidligere har samarbejdet med. I rollen som den forfængelige, selvsikre McGuire tilføjer karismatiske Dominic Keating den langsomme film en hårdt tiltrængt dosis humor. Og Ben Cross er hæderlig som Hollander – en papirtynd figur, som den garvede skuespiller trods alt får til at fremstå sympatisk. Helena Mattsson er heller ikke værst, og hendes pludselige, men troværdige skift fra naiv skolelærer til liderlig nymfoman beviser, at hun kan andet end at udstille sin imponerende figur, hvilket desværre er det, hun oftest bliver bedt om at gøre i “Species: The Awakening”.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Species: The Awakening” er tydeligvis blevet skudt på video, hvilket transferets polerede og meget digitale udseende beviser. Der optræder aldrig edge-enhancement og kun en ubetragtelig mængde gryn. Men kontrasten er undertiden så kraftig, at skyggeområder og aftenbilleder bliver så mørke, at billedet virker fladt og øde. Farverne er med vilje blevet manipuleret, så de fremstår mere grønlige (formentlig for at skabe en forbindelse mellem rumvæsnets og filmens udseende), men farverne mister trods alt ikke deres troværdighed og virker altid tilpas mætte. Billedet er også skarpt fra start til slut.

AudioSkivens engelske Dolby Digital 5.1-mix er nogenlunde, men forglemmeligt. Der mønstres simpelthen for få lydeffekter til, at der nogensinde skabes en overbevisende auditiv atmosfære. Både baghøjtalerne og subwooferen bruges hovedsageligt til at give musikken ekstra fylde og gennemslagskraft, og der er ikke mange panoreringer. Til gengæld er både lydsidens høje og dybe toner og dialogen krystalklar hele vejen igennem.

EkstramaterialeDer medfølger intet ekstramateriale.