‘Tegneserieagtigt’ er et populært og egentlig ret spøjst begreb, der (forståeligt nok) ofte frustrerer dedikerede tegneserielæsere. Det bruges som regel til at beskrive noget, der er overfladisk, banalt eller alt for utroværdigt – altså ikke just et positivt adjektiv. “Spider-Man 2”, der selvsagt har rødderne solidt plantet i tegneseriedomænet, er absolut ikke overfladisk eller banal, og persongalleriet og det centrale, karakterdrevne drama fremstår mere troværdigt end i de fleste traditionelle dramaer. Måske bør begrebet altså tages op til kraftig revision – en tanke, som denne nyudgivne, forlængede udgave af “Spider-Man 2” understøtter.

Ligesom i filmseriens første kapitel forsøger Parker stadigvæk at kombinere studielivet med sin nyfundne rolle som byens højtelskede superhelt: Spider-Man – en krævende rolle, der gør det svært at vedligeholde venskabet med Mary Jane, som Parker er håbløst forelsket i, og kammeraten Harry Osborn, som fejlagtigt bebrejder Spider-Man for mordet på sin far, der var blevet transformeret til superskurken Green Goblin.

“Spider-Man 2” er længder bedre end sin forgænger. Den første film var god til at etablere persongalleriet og universet, men filmens sidste halvdel konstituerede én lang stribe af kedsommelige klicheer, og selvom Willem Defoe gjorde alt, hvad han kunne, så fungerede Green Goblin slet ikke. Det samme kan heldigvis ikke siges om skurken her i “Spider-Man 2.1”, Doc Ock, som spilles af en uhyre veloplagt Alfred Molina. Der er en tragisk dimension over figuren, som gør ham til en af genrens mest mindeværdige skurke.

Og effekterne, selvom de stadigvæk til tider virker en anelse for kunstige, er også markant bedre end i den første film – Spider-Man ligner ikke længere verdens dyreste tændstikmand. Doc Ocks fire mekaniske blækspruttearme er enormt flotte, og kampen mellem Doc Ock og Spider-Man på et tog i høj fart er både filmens og hele trilogiens absolutte højdepunkt.

Men for mange fans har de grandiose actionsekvenser og dyre effekter aldrig udgjort seriens største trækplaster – det er de elskelige, menneskelige karakterer og forholdene imellem dem, som får “Spider-Man” filmene til at stikke ud i forhold til konkurrenterne i genren. Selvom der efterhånden er blevet produceret en hel del eminente superheltefilm, så er det de færreste, der besidder lige så jordbundne karakterer, der er så lette at relatere sig til. Balancegangen mellem dybfølt familie- og kærlighedsdrama og højspændt underholdning opretholdes hele vejen igennem – “Spider-Man 2” er noget nær den perfekte blockbuster.

Denne nye udgave af filmen byder på 8 minutters ekstra scener. Størstedelen af det nye materiale er kortvarige momenter, der er med til at give karaktererne lidt ekstra fylde. Bl.a. er det fantastiske tog-opgør og adskillige dialoger blevet forlænget en anelse. Scenen, hvor Spider-Man støder på en reklamemand i en elevator, er også ændret, og det er den eneste af de nye scener, som virker lidt malplaceret – mest fordi der er skruet en tand op for humoren, og scenen uheldigvis kommer lige før et lettere tragisk øjeblik.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Farvetemperaturen er ikke fuldstændig stabil på denne nye 2.1-udgivelse – der er bl.a. et par tilfælde af pink hudfarve – men alt i alt er der tale om et blændende transfer. Kontrasten er solid som beton, farverne er – altså med få undtagelser – naturtro og flotte, der er ingen enerverende tilfælde af digital støj, edge-enhancement eller komprimeringsfejl, og så er billedet knivskarpt hele vejen igennem. Alle de nye scener er af samme kvalitet som resten og blender dermed helt naturligt ind i filmen.

AudioSådan her skal en blockbuster dæleme lyde! Det engelske Dolby Digital 5.1 spor er en ren fornøjelse. Subwooferen er uhyre aggressiv, men den overrumpler aldrig de andre højtalere. Dialogen kommer krystalklart igennem via centerhøjtaleren, og den har en fantastisk rumklang, som nærmest får én til at føle karakterernes tilstedeværelse i stuen. Der er masser af blændende panoreringer, og hele kanalnetværket bidrager til den eminente auditive atmosfære.

EkstramaterialeKommentarsporet med produceren Laura Ziskin og manuskriptforfatteren Alvin Sargent er desværre knastørt og dræbende kedeligt. Sargent taler måske to minutter i alt, mens Ziskin intet siger, man ikke allerede ved i forvejen. Der er masser af lange pauser og ligegyldig mumlen. Så er den såkaldte ‘Spidey-Sense 2.1’-funktion langt sjovere. Når denne aktiveres, bliver man løbende konfronteret med tekst-info, mens filmen kører. Her er masser af interessant information om tegneserien og tilblivelsen af filmen, samt diverse anekdoter mm.

Resten af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens 2. disc. “Sneak Peek: Spider-Man 3” (3 min.) er et ultrakort og overfladisk kig på “Spider-Man 3”. Traileren til treeren ligger også på discen.

Man har muligheden for at se en 5 minutter lang optagelse af Danny Elfmans orkester, mens de spiller, sideløbende med at man enten ser filmen eller Elfman selv, som interviewes. Interviewet er tydeligvis gammelt, da Elfman her siger op til flere positive ting om Sam Raimi. Elfman har siden hen udtrykt stor forargelse over instruktørens manglende respekt for komponisten under arbejdet på toeren. Elfman har derfor heller ikke komponeret musikken til “Spider-Man 3”.

Der er i alt fem såkaldte “Visual Effects Breakdowns” med en samlet spilletid på ca. 33 minutter, som minutiøst gennemgår skabelsen af flere af filmens special-effects. Folk, som er til den slags, vil garanteret nyde disse.

De sidste tre featuretter hedder “Inside Spider-Man 2.1” (14 min.), “With Great Effort, Comes Great Recognition” (8 min.) og “Villains of Spider-Man” (14 min.). I den førstnævnte dokumentar bliver ændringerne i 2.1-udgaven af filmen gennemgået. “With Great Effort” handler om dem, som modtog Oscars for bedste effekter for filmen. Ganske sødt og muntert. “Villains” fortæller primært om skurkene i “Spider-Man 3”, og vi får lov at se masse designs, interviews med diverse filmfolk og skuespillere, samt ‘behind-the-scenes’ optagelser og klip fra filmen.