“The Living Daylights” er sandsynligvis den mest uretfærdigt oversete og undervurderede af alle Bond-filmene. Det faktum skyldes nødvendigvis ikke selve filmens indhold, men derimod aspekter af filmen, der egentlig ikke decideret skyldes selve produktionen eller fortællingen. Af uransagelige årsager synes Timothy Dalton at være blevet den til dato mest upopulære skuespiller, der har spillet den britiske spion – i hvert fald blandt den menige offentlighed (vi vælger at se bort fra den delvist upopulære Daniel Craig, indtil “Casino Royale” vitterlig er udkommet). Dalton gør ellers et fortrinligt og originalt stykke arbejde, som siden hen har skaffet ham megen mere respekt, popularitet og positiv omtale end i årene umiddelbart efter de to Dalton-films oprindelige udgivelse.

Hovedårsagen er sandsynligvis, at Dalton og Co. ikke bare leverede ‘mere af det samme’ og i stedet satsede på at levere en mere seriøs og kompleks Bond-fortælling, der måske havde nydt større succes i de mere omgængelige 90’ere. Bond havde vist tydelige tegn på alderdom i flere af de forgangne film, og det var derfor en velsignelse at få en ny, yngre mand som Dalton til at spille Bond, fordi han både tog imod rollen med kyshånd og samtidigt også med et væld af egne, nyskabende ideer i baghånden. Dalton blev som blot 25-årig tilbudt rollen i forbindelse med 1969’s “On Her Majesty’s Secret Service” men takkede nej, fordi han selv mente, at han var alt for ung. Dalton havde og har tydeligvis stor respekt for karakterens historie.

Pierce Brosnan blev faktisk både prøvetestet og hyret til at spille Bond, men en grådig tv-station satte en bremser for en tidlig start på Brosnans Bond-karriere ved at udnytte en kontraktklausul. Først 8 år senere bestilte Brosnan sin første Vodka Martini på det store lærred. I stedet er det op til Timothy Dalton at løse et enormt komplot øjensynligt involverende KGB, en grådig amerikansk våbenleverandør og en bedårende russisk cellist (vidunderlige Maryam d’Abo), som Bond langsomt falder for. Agent 007 kommer vidt omkring – bl.a. til Afghanistan, Østrig og Gibraltar. Sidstnævnte i en af seriens mest direkte underholdende indledninger.

Javist, Dalton er en mere sammenbidt og indadvendt herre end Roger Moore og Sean Connery, og filmen fremstår dermed ikke nær så skamløst underholdende eller lettilgængelig som nogle af seriens mest fornøjelige affærer. Men det er langt fra en svaghed. På den måde minder filmen i høj grad om flere af seriens største triumfer såsom førnævnte “On Her Majesty’s Secret Service” og “For Your Eyes Only”. Den kynisme, Dalton skænker Bond, gør agenten 100% troværdig som den koldblodige lejemorder, han nu engang er. Bonds image som en uovervindelig superhelt bliver tilsidesat, og det gør filmen forfriskende original, karaktererne mere menneskelige og plottet mere engagerende. Men på trods af alt dette er filmen alligevel ikke blottet for den herlige humor, som er et af seriens største varemærker – den er bare mere mådeholden. Og pragtfuld action er her heldigvis også masser af.

Samtidigt med, at Timothy Dalton medvirkede i sin første Bond-film, forlod en markant Bond-personlighed serien: filmkomponist John Barry, der med sine distinkte, uforglemmelige kompositioner havde været én af hovedarkitekterne bag Bonds verdensomspændende succes. Ganske passende er “The Living Daylights” et af mandens bedste scores. På musikfronten finder vi også adskillige fænomenale sange incl. et par friske The Pretenders-sange og en formidabel titelsang sunget af norske A-Ha, som havde offentlige klammerier med John Barry, hvilket måske var én af grundene til Barrys exit fra serien. Det er egentlig kun en overlang spilletid og fåtallige markante stilafvigelser, der frarøver filmen en lurende topkarakter.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Ligesom den anden Timothy Dalton film, “Licence to Kill”, er “The Living Daylights” en nydelse at se her i en nyrestaureret udgave. Transferet besidder dog til en hvis grad de farveproblemer, der har plaget flere af de andre Bond ‘Ultimate Edition’-udgivelser. Hudfarverne især virker af og til en lille tand for pink (scenen med Bond og hans overordnede i kapitel 6 leverer nok skivens bedste eksempler på dette). Som ventet er billedet skarpt og sprødt, med en vældig detaljerigdom og ingen støj og støv. Kontrasten er også perfekt, og tilfælde af minimal udtværing så fåtallige, at det næsten ikke er værd at nævne.

AudioLigesom de andre ældre James Bond-film, der i sin tid blev lanceret udelukkende med Dolby Digital 5.1 lydspor på udgivelsen, byder “The Living Daylights” på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Overraskende og overraskende effektive effekter bliver leveret overalt, og adskillige (ofte sublime) panoreringer er med til at højne intensiteten og effektiviteten af selve filmen. Sporene er begge velmixede med krystalklar dialog, der aldrig bliver overdøvet af de mange lydeffekter. Bunden er en af stjernerne på begge spor, og den styrker nærmest alle aspekter af sporene – inklusive musikken, der kommer til at fremstå endnu mere kraftig og grandios, uden det nogensinde bliver for meget. DTS-mixet har som sædvanligt en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære.

EkstramaterialeDisc 1 byder på et enkelt kommentarspor, hvor især instruktør John Glen, samt enkelte skuespillere og andre filmfolk leverer en masse info om filmen. Der bliver talt om stort set alle aspekter af filmen – skuespil, historie, kulisser, etc. Ligesom i dokumentarerne på disc 2 savner man at høre noget nyt fra Timothy Dalton, men derudover er der bestemt ikke meget at klage sig over. Ligesom de fleste andre Bond-kommentarspor er dette spor en obligatorisk lytteoplevelse for fans.

Lad os inspicere udgivelsens anden disc. “Declassified: MI6 Vault”-sektionen byder på en enkelt slettet og en enkelt forlænget scene, begge introduceret af instruktør John Glen. Den slettede scene – med en særpræget brug af et tæppe – er en af seriens mere famøse slettede scener, og det er en fin inkludering. Lidt i samme dur er 8 minutters fraklip fra optagelserne til filmens jagtsekvens. “Happy Anniversary 007” (48 minutter) er en dokumentar produceret i forbindelse med filmens udgivelse og samtidigt Bonds 25-årige jubilæum som filmtilstedeværelse. Roger Moore er vært på denne lange dokumentar, som mest af alt er en opsummering af tidligere episoder.

4 andre featuretter produceret i forbindelse med filmens 25-års jubilæum er også inkluderet: “Cubby Brocolli”, “Maryam D’Abo”, “Around the World with James Bond” og “The New Bond Car”. De varer alle omtrent halvandet minut hver især, og de handler – som titlerne antyder – om seriens producer Brocolli, filmens kvindelige hovedrolleindehaver D’Abo, filmens locations og designet af Bonds bil. Sektionen byder på yderligere et interview med skuespillerinde D’Abo, men det er de to featuretter “Timothy Dalton: The New James Bond / Vienna Press Conference” (5 minutter) og “Timothy Dalton: On Acting” (7 minutter) samt endnu et interview med Dalton, der gør én lidt ærgerlig over, at den særdeles velartikulerede skuespiller ikke har optaget nogen nye, retrospektive interviews til udgivelsen.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen byder på “Inside The Living Daylights” (34 minutter), der, som ventet, fokuserer hovedsageligt på Daltons første optræden som Bond. Men vi hører også om mange andre interessante ting, hvor det nok er sektionen omhandlende Brosnans hyring og senere fyring, som er mest interessant – man får endda lov til at se bidder fra Brosnans prøveoptagelse. Man kunne nok ikke ønske sig en bedre og mere velproduceret dokumentar omhandlende Bonds litterære fader end “Ian Fleming: 007 Creator” (43 minutter). Det er en fascinerende og informativ dokumentar, som burde interessere både fans og Bond-begyndere.

Musikvideoen til A-Ha’s glædelige ørehænger af en titelmelodi er lettere tåbelig som ventet. Ønsker man alligevel at høre om, hvorledes musikvideoen blev lavet, har man mulighed for at studere en 4-minutter-lang featurette omhandlende netop videoen. Til slut disker discen op med tre trailere og et billedgalleri. En af de mest underholdende og veltilrettelagte portioner ekstramateriale tilgængelig på en Bond-dvd.