The Spirit of ensidig og irrelevant historiefortælling

Den engelske instruktør Ken Loach har alle dage været den lille mands forsvarer. Det er der kommet masser af gode, socialrealistiske film ud af, hvor man ikke er i tvivl om, hvor sympatien ligger. I fiktionsfilm kan det fungere rigtig godt at trække linjen mellem de gode og de onde så skarpt op. Når det overføres til dokumentarformatet, bliver en så ensidig fremstilling imidlertid et problem. Et stort problem!

Kort efter enden på 2. Verdenskrig kom Labour-partiet til magten i Storbritannien for første gang i 14 år med den klare målsætning, at en ny efterkrigstid ikke skulle have samme fattige og forarmende resultat som efter 1. Verdenskrig. Derfor begyndte den nye regering en omfattende nationalisering af den britiske infrastruktur og forsyningsindustri. Jernbaner, kulminer og elektricitet blev underlagt statslig kontrol, og de arbejdere, der før var blevet undertrykt af skruppelløse pengemænd, fik nu pludselig indflydelse på deres egne arbejdsvilkår. Samtidig blev National Health Service oprettet med gratis eller i hvert fald billigere lægebehandling til følge.

Og alt var godt. I hvert fald hvis man skal tage denne films budskab for pålydende. Ken Loach har selv udtalt, at filmen er som at høre historien blive genfortalt – bare med billeder på. Kun afbrudt af smalfilmsoptagelser fra tredivernes og efterkrigstidens England og citater fra Labours daværende partiprogram består filmen da også af stillestående talking heads-interviews med en lang række pensionerede minearbejdere, sygeplejersker, læger, skomagere og enkelte yngre økonomer, som alle fortæller om, hvor hårdt livet var under depressionen, og hvor fantastisk det hele blev, da Labour fik sat skik på nationen. Filmen er klinisk renset for argumenter eller udtalelser, der kan få Labour til at fremstå som andet end det godes beskytter og de konservative som andet end rendyrket ondskab.

Først 70 minutter inde i filmen kommer en Labour-modstander til orde. Og det er såmænd den efterhånden universielt forhadte – ikke mindst af Ken Loach selv – Margaret Thatcher. Hun får lov til at fyre et par bevingede ord af ude foran Downing Street 10, mens der bliver buet af hende i baggrunden. Det er så skævvredent, at selv Michael Moore ville finde det utroværdigt. Selv med mit mest socialt indignerede filter monteret bliver det for meget i længden. Det er synd, for det kunne have været en god historie, hvis der havde været mere ligevægt i fortællingen.

Men i det mindste får filmen slået sin pointe fast. Socialisme er godt, og liberalisme er noget, Fanden har skabt. I hvert fald i Storbritannien. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har nogen idé om, hvordan livet var på samme tid i Danmark, men jeg tror ikke, at det britiske samfund, som det fremstår i “The Spirit of ’45”, helt kan sammenlignes med det samtidige danske. Og her ligger filmens andet store problem ud over dens ekstremt ensidige fokus: Hvad har den af relevans for et dansk biografpublikum?