sid gab sov

Kender du den type af mennesker, som ganske vist har det hele, men som alligevel jamrer så uendeligt meget over selv den mindste modstand, at man hurtigt finder det meget vanskeligt at fatte blot en snert af sympati for dem?

Selvfølgelig kan man være velstillet og stadig være ulykkelig, men det er ikke mindst vanskeligheden ved at interessere sig for den privilegerede journalist/forfatter Liz Gilberts beskedne modgang, der gør det så svært at få fortællingen i “spis bed elsk” til at fungere. Hun spilles af Julia Roberts og er gift med en ualmindeligt flot og hengiven mand, men finder alligevel ingen tilfredsstillelse i deres velhavende Manhatten-tilværelse. Hun beslutter sig for at droppe ham til fordel for en lækker, yngre model i skikkelse af James Franco, men efter lidt hed lagengymnastik bringer det hende heller ingen glæde længere.

I stedet tager hun et gevaldigt forskud fra redaktøren – som må være en ualmindeligt generøs en af slagsen – og tager på en et års lang rejse omkring jorden for at finde frem til sin indre lykke. Som titlen antyder, bliver det en tur på tre stadier: En til Rom for at spise, en til Indien for at bede og meditere, og til sidst en til Bali for at finde kærligheden hos en sexet ubarberet Javier Bardem.

Manden bag filmen er tv-instruktøren Ryan Murphy, der tidligere har arbejdet på tv-serierne “Glee” og “Nip/Tuck”. Han debuterer på det store lærred med en film, der bestemt ønsker at være en visuel lækkerbisken, og som trækker os gennem så mange turistattraktioner, at den indimellem begynder at ligne et rejseprogram. Vi fordres med utallige kig ned af Roms smalle gyder, nærbilleder af kager og pastarette, endeløse rismarker og stille vandløb. Det er dog ikke kun skønne syn, der møder vores hovedperson, der også fra ende til anden bliver bombarderet med flotte, følsomme og generøse mænd, der ikke lader til at have andre ambitioner end at gøre hende lykkelig og af samme grund ikke just er troværdige. Langt mere interessant end de anonyme stege er imidlertid den ældre skyldplagede Richard – spillet af den fænomenale Richard Jenkins – der som den eneste person i filmen rent faktisk yder Liz noget modspil og lader til at føre et selvstændigt liv. De fem minutter, hvor han beretter om sin triste baggrund, er uden sammenligning filmens bedste og det eneste tidspunkt hvor en smule nerve kommer ind i fortællingen.

Et af filmens problemer er utvivlsomt, at selvom Julia Roberts er en herlig skuespillerinde i den rette slags film, så er hun ikke særlig god til at formidle indre konflikt, og på trods af at vi gentagne gange får at vide, hvor hårdt hun har det, så mærker man det ikke. Når filmen så samtidig lader hende opholde sig i den ene mere overdådige lokation efter den anden, og hun propper sig endeløst med lækre retter uden at se det mindste smule mindre anorektisk ud af den grund, så kappes forbindelsen til virkeligheden.