Et twist til twistet

Han fucker altid med din hjerne ham M. Night Shyamalan. Det er, som om publikums chok over et uventet plot-twist er hans livs formål, det kollektive gisp fra salen er hans fix. Efter en karriere, bygget på oh!, wow! og WTF!, er der efterhånden intet overraskende i, at vi på et tidspunkt skal blive overrasket i hans film. Så hvad gør en mand, der hader forudsigelighed mere, end han hader dårlige film? Han går tilbage til start, til psykiatriens grænseområde mellem virkelighed og forestilling. Her propper han 24 unikke personligheder ind i hovedet på stakkels James McAvoy. Nu skal der fuckes med hjerner på begge sider af linsen.

Det er mareridtet om kældermanden igen. Det ligger latent i os, efter Fritzl, Dutroux og de andre virkelige forbrydere viste, at fantasien har meget at indhente. I denne nye verden er trygheden altid et postulat. “Split” åbner med en ubehagelig scene, hvor Casey, Claire og Marcia kidnappes i den bil, der skulle køre dem sikkert hjem. Shyamalan opbygger på den måde en stemning af usikkerhed, allerede før pigerne vågner op i en specialindrettet fangekælder. Et smart valg, der effektivt underbygger James McAvoys hovedkarakter i al hans uberegnelighed.

McAvoy har nemlig nogle lidt mere kringlede planer end indespærring og voldtægt. Kidnapperen Dennis er brutal, metodisk og renlig som beskrevet på side 1 i bogen over filmpsykopater. Men han bliver hurtigt afløst af Patricia med sjaler på skuldrene og romantisk poesi på læberne samt den niårige Hedwig, der vil lege kysseleg. McAvoy har tydeligt en fest med sit eget lille karakter-maraton, men det bliver aldrig ren show-off. Tilbageholdenheden og disciplinen i skildringen af hver enkelt er ganske imponerende.

Det er dog også her, instruktøren og hans plakat har talt over sig. “Split” koncentrerer sig særligt om de tre nævnte og når slet ikke op i nærheden af 23. Dem må vi blot tage for gode varer, når psykiateren Karen har samtaler med Barry, den homoseksuelle designer, der fungerer som ‘ansigtet udadtil’. Karen er den forklarende motor i historien, der langsomt deducerer sig frem til, at der foregår en kamp mellem Barry, Patricia og Dennis. Sidstnævnte forsøger at fremmane en 24. personlighed, ‘The Beast’, der jo ikke lige lyder som én, man skal lukke ned i en kælder med tre unge kvinder.

Shyamalan bygger et komplekst manus op. Og som altid i hans fortællinger er der mange informationer at holde styr på undervejs. For at binde trådene sammen bliver der trukket på både pseudovidenskabelige forklaringer og flashbacks til den martrede Caseys fortid, alt imens James McAvoy flintrer rundt i baggrunden. Det fungerer langt bedre end det egentlig burde, omend nedtællingen til ‘The Beast’ ikke bliver så intenst medrivende, som Shyamalan nok havde håbet. Måske fordi Anya Taylor-Joy og hendes medfanger ikke får lige så meget fra personlighedskassen at give igen med.