Tomas Villum Jensens navlebeskuende folkekomedie “Sprængfarlig bombe” om den danske filmbranches fordærv er langt fra vellykket men tjener alligevel rigeligt med point på sine ironiske skudsmål mod filmbranchens bannerførere og en yderst velspillende Ulrich Thomsen i en lidt atypisk rolle.

Forudsigeligheden er til at tage og føle på. Med åbenlyse referencer til både Lars von Trier, Nicolas Winding Refn, Per Fly og Christoffer Boe med flere tager filmen sit afsæt i et univers, hvor filminstruktøren Claus Volter – i øvrigt spillet af en altid veloplagt Nikolaj Lie Kaas – laver film for kunstens skyld og ikke for sit potentielle publikum. Men nu er det heller ikke ligefrem fordi, Volter kan prale af at appellere til det brede publikum.

Hele syv billetter blev nemlig langet over disken i premiereweekenden til kunstfilminstruktørens seneste film. Voldspsykopaten Tonny (Ulrich Thomsen) er en af de biografgængere, der fejlagtigt fik købt billetter til filmen – på månedens eneste dag, hvor han havde mulighed for at være sammen med sine skilsmissebørn, Ida og Brian. Brian har for i øvrigt skiftet navn til Gustav, fordi det lyder bedre. Tonny føler sig på sine egne og børnenes vegne snydt og vil have de spildte penge for cola, popcorn og biografbilletter refunderet.

Og det er penge, Volter skal overrække i forbindelse med en velfortjent undskyldning – i hvert fald hvis det står til Tonny. For at sætte filminstruktøren i stævne og ordne mellemværendet melder Tonny sig derfor som statist til Volters næste filmoptagelse. Det møde lægger ikke overraskende kimen til filmens fortløbende projekt. Volter skubber i et raseriudbrud Tonny ned fra et stillads, så Tonny brækker arme og ben. Han er dog hurtig klar til med assistance fra den grådige advokat Tim Holstein (Lars Brygmann) at sagsøge filminstruktøren med den mildest talt skrantende økonomi. Forliget bliver den noget uortodokse løsning, at Tonny skal være medinstruktør og medmanuskriptforfatter på Volters kommende film – den ventede sidste del af en trilogi.

Ikke overraskende bliver instruktørsamarbejdet mellem Tonny og Volter alt andet end uproblematisk. Gnidningerne er udtalte både under og uden for optagelserne, hvor skuespillernes begejstring for Tonnys mainstream manuskript-ideer skaber en vis jalousi hos den kunstnerisk tænkende Claus Volter og tilsvarende spændinger mellem de to ganske forskelligt tænkende instruktører.

For Tonny handler det nemlig om at skabe, hvad publikum vil have. Og det har det tydeligvis også gjort for Tomas Villum Jensen. “Sprængfarlig bombe” er jævnt underholdende i den henseende. De grinagtige replikker er veltilrettelagte og sjældent pinagtige, men tilbyder et forfriskende og nødvendigt pust. Den selvudslettende ironi er nemlig ikke til at tage fejl, og at humoren har en armslængdes distance til sit fag styrker kun filmens tilbagelænede charme.

“Sprængfarlig bombe” skal ikke tages alt for alvorligt. Alligevel skæmmer det i større grad, at plottet er så forudsigeligt, som det rent faktisk er tilfældet. Heldigvis bærer Villum Jensens seneste æg i kurven sig hjem på en forkølet charme, hvor især stærkt skuespil og en herlig selvironi holder skuden lige præcist oven vande.

Video”Sprængfarlig bombe” fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format men er desværre ikke videre imponerende. Der er flere eksempler på udtværinger og andre digitale forstyrrelser, men derudover fremstår transferet, med en relativt stabil farvetemperatur, da forholdsvis fornuftigt.

AudioLyden fås i enten DTS eller Dolby Digital 5.1 men holder sig ikke desto mindre på det jævne niveau. Selv om alle lydkanaler burde være i brug, er det primært fronthøjtalerne, der gør sig bemærket. Lidt ærgerligt men dog ikke overraskende taget i betragtning, at “Sprængfarlig bombe” i høj grad hviler på dialogerne.

EkstramaterialeDenne udgivelse rummer ud over filmen en trailer for “Sprængfarlig bombe” samt en tyve minutters featurette, der går bag om kameraet under selve filmens produktion. Det giver anledning til interviews med både instruktør og aktører, men derudover har udgivelsen desværre ikke mere at byde på, hvorfor bedømmelsen falder på det jævne.

Kæmpe fuserMed den nye komedie “Sprængfarlig bombe” får man indtryk af, at instruktøren Tomas Villum Jensen og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen bruger de danske biografer som deres eget forum til at kritisere visse dele af den danske filmbranche i. Og det lider filmen meget under.

Da Tonny (Ulrich Thomsen) kommer ud fra spjældet og skal se sine børn for første gang i lang tid, beslutter han sig for at tage dem med i biffen. Så skal de rigtig hygge sig. De går ind for at se den anmelderroste film af den danske instruktør Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas), hvilket viser sig at være en dårlig ide. Filmen er noget decideret lort, ungerne tuder og Tonny, der lidt har et problem med at styre sit temperament, går amok, da han ikke kan få pengene tilbage. En meget ihærdig indsats fra Tonnys side ender senere i et tvunget samarbejde med Claus Volter om at lave en ny film, men med to hidsigpropper bag kameraet er der lagt op til masser af problemer.

Man griner en del, når man ser “Sprængfarlig bombe”, for Anders Thomas Jensen har som sædvanligt lagt sjove replikker ind i manuskriptet og Tomas Villum Jensen har – ligesom i sin tidligere film “Solkongen” – benyttet sig af sjov udklædning og overspillede karikaturer til at lægge et muntert niveau filmen igennem. Men bortset fra de ironiske gags har filmen intet på hjerte, og det er trist, når det skal forestille sig at være Danmarks stærke, kommercielle film-team, der står bag. Og ingen, der har set Anders Thomas Jensens CV kan være i tvivl om, at han har bedre historier at byde på.

François Truffauts “Nat for dag” og Spike Jonzes “Orkidè-tyven” er alle titler på såkaldte meta-film. Det vil sige film, hvis indhold kommenterer på selve fænomenet at lave film. “Sprængfarlig bombe” foregår i et filmmiljø og umiddelbart kunne det virke som om, at filmen vil skrive sig ind i den filmgenre. Nikolajs Lie Kaas’ indbildske og selvforherligende instruktør kunne være et meget godt udgangspunkt for en god historie, men der er næsten ingen udvikling i karakteren, og det lidt, der er, virker på ingen måde overbevisende. Til gengæld er der mange scener, hvor karakterernes dialoger sender tydelige og uvenlige referencer til nogle af Danmarks mere smalle instruktører, heriblandt Lars von Trier. Når Anders Thomas Jensen og Tomas Villum-Jensen laver en film om det at lave film, så er det altså ikke fordi, de har nogle større pointer om fiktionens verden kontra virkeligheden, de vil ud med. Det er blot en raffineret og dyr måde at sige deres mening om andre instruktører på.

Derudover har to af Danmarks største skuespillere, i form af Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen, fået roller, som de på ingen måder får ført ud i livet. Begge overspiller – trods det at deres roller er karikerede fra manuskriptets side – og ingen af dem formår at skildre den form for hurtigt accelererende “HvadFandenErDetForNogetPis” hidsighed, som deres typer ellers skal forestille at besidde.