Stalins død

InstruktionArmando Iannucci

MedvirkendeJason Isaacs, Olga Kurylenko, Steve Buscemi, Rupert Friend, Jeffrey Tambor, Paddy Considine, Michael Palin, Andrea Riseborough

Længde104 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen14/12/2017

Anmeldelse

Stalins død

4 6
Tilbage i loopet

Det er “Paradise Hotel” møder “The Godfather”. Den store leder er død. Nu skal spillet spilles – hvem overtager magten efter Stalin? Det er “In the Loop”-instruktør Armando Iannucci, der fortsætter med at udstille det politiske spil som farce. Denne gang i Sovjetunionen, men det kunne lige så godt have været i Trump-administrationen eller Slagelse byråd. Det handler om at have magt eller ikke at have magt.

I tilfældet Sovjetunionen er indsatsen dog lidt højere. For har du ikke magt, så er du død. På vej til Gulag-lejren eller henrettet i en baggård med en bortforklaring til lejligheden om, at du har forrådt fædrelandet. Det er særligt Khrusjtjov, Malenkov og lederen af sikkerhedsstyrkerne, Beria, der skal lægge ny kongekabale efter Stalins død i 1953. Og kender du bare lidt til plottet i den roman, der hedder verdenshistorien, så findes det sjove ikke i hvem, men hvordan.

Det er Steve Buscemi, Jeffrey Tambor og Simon Russell Beale, der spiller de tre, der spiller spillet på det her dødsens farlige ‘Sovjet Hotel’. Jeg skulle lige bruge 10 minutter til at vende mig til, at Stalins slæng alle taler fejlfrit engelsk uden kommunist-accent. Måske er det ligefrem en pointe? At magtspillet er universelt – dine kolleger er de værste fjender i jagten på magten. Uanset ideologi og sprog. For der er ikke meget ideologi i Iannuccis magtpolitiske farce.

Det var der heller ikke i “In the Loop”, hvor krig og spin var dagens ret, imens det potentielle mål for krig – et sted i Mellemøsten – var ligegyldigt. Præcis sådan er det med ‘folket’ her i “Stalins død”. De smeder rænkerne for folkets bedste, siger de. Men det eneste, vi ser til dette folk, er, da 1500 personer bliver skudt som led i en magtkamp imellem Khrusjtjov og Beria. Skyd skylden på et par af officererne, bliver kompromiset. Så meget for folket.

Imellem Buscemis taktisk kloge Khrusjtjov og Beales brushoved, Beria, står Jeffrey Tambor som den dejligt svage Malenkov, der officielt står til at efterfølge Stalin. Han følger den stærke eller flertallet. Et ’No problem' kan nemt forvandles til et ’No. Problem', hvis det er bekvemt at skifte fra et ja til et nej. Det handler ikke om sige det, man mener, men derimod mene det, der kan gøre en til den nye Stalin. Det er den kyniske side af politik.

Kynismen sættes på spidsen i møderne i Centralkomiteen. Her afventer de fleste, hvilken vej flertallet vender – og stemmer så med. Man er jo kommunist. Alle er enige. Som i et byråd, hvis man da bare har fået den udvalgspost. Hos Armando Iannucci vil politikerne igen kun magten. Og Iannucci? Han vil den sjove farce.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Stalins død” udspilles omkring despotens sidste tæppefald i 1953 og ikke mindst stiller skarpt på de politiske rænkespil, der følger.