Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 299

Har du set en Lars von Trier-film?

  • Ja
    70%
  • Nej
    30%

Star Trek: Stardate Collection

Originaltitel: Star Trek: Stardate Collection
Instruktion: Robert Wise (I)
Medvirkende: William Shatner, Leonard Nimoy, DeForest Kelley, James Doohan, George Takei, Walter Koenig, Nichelle Nichols - Læs mere
Produktionsår: 2014
Længde: 1133 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk, klingonsk, romulansk
Genre:
Sci-Fi, Action, Drama, Adventure
Links: Officiel hjemmeside
Censur: 15 år
På DVD: 19/09-2013
På Blu-ray: 19/09-2013
DVD-distributør: Fox-Paramount

Dato: 31. January 2014   Af: Johan Albrechtsen (The Insider) - Skriv din mening i forummet

Space, the final frontier...

Da den oprindelige "Star Trek"-tv-serie blev aflivet i 1969 på grund af skrækkelige seertal, var der formentlig ikke mange, der forventede, at serien ville fostre en franchise med godt 700 tv-afsnit (fordelt over seks forskellige tv-serier!) og tolv spillefilm på samvittigheden. Men da serien blev genudsendt i 70'erne, flokkedes amerikanerne om deres fjernsyn. Fanskaren voksede eksponentielt, så en ny tv-føljeton, "Star Trek: Phase II", røg i støbeskeen. Men da George Lucas' "Star Wars" tog verden med storm, valgte Paramount prompte at ændre rumskibet Enterprises destination fra flimmerkassen til det hvide lærred.


Foto: Fox-Paramount


Således udkom "Star Trek: The Motion Picture" i 1979 med kaptajn Kirk, Spock, Scotty og alle seriens andre eventyrere atter på udflugt i Mælkevejen engang i det 23. århundrede. Som sagt er der siden da blevet produceret i alt tolv "Star Trek"-spillefilm, og denne nye Blu-ray-samling, "Star Trek: Stardate Collection", rummer filmseriens første ti kapitler – vel at mærke de ti "Star Trek"-film, som blev lavet, før instruktøren J.J. Abrams pustede nyt liv i franchisen med sit "Star Trek"-reboot i 2009.

Men hvis man er bange for, at man ikke vil kunne fatte franchisens ældre film foruden et indgående kendskab til tv-serierne, så kan man ånde lettet op, da "Star Trek"-spillefilmene altid har sigtet efter at række ud over fanskarens grænser og nå ud til den almene biografgænger. Det har de endda været nødt til, for en biograffilm kan altså ikke generere overskud, hvis kun trekkies tropper op i biografen. De bedste "Star Trek"-film mestrer da også den svære kunst at tilbyde nok letfordøjelig, uforpligtende underholdning til at tiltrække og tilfredsstille masserne, alt imens de finder plads og spillerum til at stimulere fantasien og intellektet på samme måde som franchisens bedste tv-afsnit. Men der er dog ingen vej uden om, at "Star Trek"-filmføljetonen er en noget blandet landhandel.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek: The Motion Picture" begynder ti år efter "Star Trek"-serien, hvori Kirk og Co. berejste kosmos via rumskibet Enterprise på vegne af Føderationen – en futuristisk pendant til FN, som forsøger at sprede fred og fordragelighed i hele galaksen. Men her i franchisens første film er Enterprises besætning spredt for alle vinde. Kirk er blevet forfremmet til admiral og arbejder nu bag et skrivebord. Spock, som er halvt menneske, halvt vulcaner, er rejst hjem til planeten Vulcan for at uddrive sin menneskelighed for stedse, så han omsider kan blive fri for vores races pokkers uregerlige følelser. Skibets fyrige overlæge, McCoy, er tilsyneladende gået på pension, og resten af Enterprise-officererne arbejder nu under en helt ny kaptajn: den unge regelrytter Willard Decker. Men da et enormt, faretruende fartøj truer Jorden, bliver Kirk bedt om at vende tilbage til Enterprises bro. Kan den heroiske ekskaptajn mon bremse denne mystiske trussel?

Det lyder måske som opskriften på et grandiost sci-fi-actionbrag à la "Star Wars", men "Star Trek: The Motion Picture" har faktisk langt mere tilfælles med Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001". Det er en usædvanligt tænksom og tålmodig science fiction-film – spækket med flotte, dvælende billeder af rumskibe, astronauter og henrivende himmellegemer i det uendelige verdensrum, som ledsages af Jerry Goldsmiths melodiske, majestætiske musik, der simpelthen er for smuk til at blive beskrevet med ord. Filmen er ludfattig på action, mens den til gengæld er fyldt med filosofiske dialoger om den menneskelige sindstilstand, som sættes i relief under besætningens møde med en særegen skabning, der funderer over sin egen eksistens. "Star Trek: The Motion Picture" er en udfordrende, fascinerende og indimellem langsommelig og forstyrrende følelseskold affære. Men Robert Wise (den Oscar-belønnede legende bag "The Sound of Music" og “West Side Story") udvinder nok varme og charme fra skuespillernes præstationer til at holde vores engagement i live.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek: The Motion Picture" var en enorm finansiel succes, men den blev nedsablet af de fleste kritikere og selv af mange fans, der savnede tv-seriens mere gemytlige lune, eventyrlige tone og højere tempo. Så man kan sagtens forstå, hvorfor "Star Trek II: The Wrath of Khan" er en væsentligt anderledes film. Det er også en væsentligt bedre film – særligt fordi karaktererne ikke bryder deres hjerner med dybsindige spekulationer, men i stedet tumler med fortidens fejltrin, den uomgængelige alderdom og døden. Kort sagt: Problematikker, vi alle kan forholde os til. Ricardo Montalban brillerer som den morderiske eksdiktator Khan, som besætningen oprindeligt besejrede i et klassisk afsnit af tv-serien. Som Hitchcock engang sagde: "Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen", og den hævngerrige slyngel er uden sammenligning franchisens mest mindeværdige skurk. Montalban gør Khans enorme intellekt og skræmmende råstyrke fuldkommen troværdig, og når William Shatner (Kirk) og Montalban kævles, liver filmen for alvor op.

Det var en genistreg at hyre en mand som Nicholas Meyer til at instruere filmen (og raffinere manuskriptet), for han havde intet forhold til "Star Trek", og således forholdt han sig ikke til franchisens spilleregler eller uoverskuelige kanon, men udelukkende til personerne, dramaet og følelserne. Resultatet er en blændende, følelsesladet spændingsfilm, der leverer masser af gribende tvekampe mellem kolossale rumskibe, men som først og fremmest drives af historien og karaktererne – helt op til den rystende, tårevædede slutning, hvor en af franchisens største hovedpersoner ofrer sit liv for at redde mandskabet. De fleste fans og anmeldere betragter "Star Trek II: The Wrath of Khan" som franchisens bedste spillefilm, og det er formentlig den eneste af alle tolv film, som generelt er anerkendt som en klassiker inden for science fiction-genren. Den er tilmed en af Quentin Tarantinos yndlingsfilm. "Kill Bill" indledes endda med et citat fra den! Personligt synes jeg dog, at den visuelt er mærkbart forældet (selv i forhold til flere endnu ældre sci-fi-perler) og til tider lidt sløv. Men dens enorme, emotionelle pondus er uimodsigelig.


Foto: Fox-Paramount


Trekkies har for længe siden udarbejdet en populær tommelfingerregel: De lige-nummererede "Star Trek"-film er bedre end de ulige-nummererede. Til og med franchisens niende kapitel vil jeg påstå, at reglen er gyldig, og "Star Trek III: The Search for Spock" er nok den bedste ulige-nummererede "Star Trek"-film (hvis vi ser bort fra J.J. Abrams' "Star Trek" fra 2009, som teknisk set er franchisens 11. spillefilm). Kirk vender sine overordnede ryggen og stjæler Enterprise for at drage på en personlig mission for at redde sin bedste ven. Hans mangeårige kollegaer – McCoy, Scotty, Sulu, Uhura og Chekov – hjælper Kirk i en film, der lever højt på den gode kemi mellem karaktererne og de skuespillere, som her havde spillet dem i snart 20 år.

Filmen lider lidt under at være bindeleddet mellem "Star Trek II: The Wrath of Khan" og "Star Trek IV: The Voyage Home", hvilket den pudsigt nok ikke var udset til at være – de tre films respektive historier endte næsten tilfældigt med at danne en trilogi. Men "Star Trek III: The Search for Spock" savner vitterligt en ordentlig start (den første akt er lidt langsom og rodet), mens slutningen er meget brat. En stor del af spilletiden bruges på enten at følge op på forgængeren eller lægge op til efterfølgeren, hvorfor filmen i høj grad føles som én lang, ufuldstændig mellemakt.

Men imellem de to yderpunkter rummer filmen en masse godter. Jeg har altid følt, at "Star Trek III: The Search for Spock" var den af filmene, som med størst succes fremdrev den oprindelige tv-series tone og stemning, dens opkvikkende positivitet og smittende eventyrlyst. Den har også noget af filmseriens bedste karaktersamspil og skuespil – særligt DeForest Kelley er fremragende som en lettere traumatiseret McCoy, der forsøger at komme til hægterne igen ovenpå forløberen, og selvom mange fans fremhæver "Star Trek II: The Wrath of Khan", når Shatners bedste præstation skal udpeges, så vil jeg mene, at han aldrig har været bedre, end han er her. Shatners reaktion ovenpå et tragisk dødsfald er decideret hjerteskærende, og filmen har faktisk flere vidunderligt følelsesbetonede øjeblikke. Det klæder "Star Trek III: The Search for Spock" at være mere intim og mindre storladen end de to foregående film, og Christopher Lloyd er desuden superb som skurken: en snerrende, aggressiv klingon.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek IV: The Voyage Home" var den første "Star Trek"-film, jeg så, og selvom jeg dengang ikke havde nogen klokkeklar idé om, hvad katten "Star Trek" egentlig var, eller hvorfor i alverden ham Spock havde spidse ører, så blev jeg fortryllet af særligt filmens høje humør og det skæppeskønne samspil mellem karaktererne. Sagaens fjerde spillefilm er da også blevet kaldt "'Star Trek'-filmen for ikke-fans," og både mit førstehåndsindtryk og filmens verdensomspændende succes synes at understøtte det postulat. Den blev tilmed nomineret til hele fire Oscars, og selvom filmen afrunder den fortælling, der blev indledt i "Star Trek II: The Wrath of Khan", så er filmen så let og lettilgængelig, at man sagtens kan se og forstå den som "Star Trek"-nybegynder. Og i langt højere grad end de foregående film appellerer den til både science fiction-skeptikere og familier, idet den ikke blot foregår hovedsageligt i det 20. århundrede, men også åbenlyst er en komedie – vel at mærke som den eneste af alle "Star Trek"-filmene.

Det er dog ikke ensbetydende med, at "Star Trek IV: The Voyage Home" ikke går i spænd med de andre film eller er respektløs over for "Star Trek"-franchisens ånd. Tværtimod er den meget tro over for "Star Trek"-skaberen Gene Roddenberrys utopiske fremtidsvision, idet den klart illustrerer (uden at ty til alenlange, udpenslende moralprædikener), hvordan vi kan (og hvorfor vi bør) arbejde os mod Roddenberrys ideale fremtidsbillede. Sci-fi med sjæl og håb – en delikat sjældenhed.

Det meste af filmen udfolder sig i San Francisco anno 1986, fordi Kirk og Co. bliver tvunget til at rejse tilbage i tiden for at hente et par pukkelhvaler med hjem til det 23. århundrede, hvor en fremmed sonde næsten har destrueret planeten Jorden i forsøget på at kontakte den nu uddøde dyreart. Det lyder skrupskørt, men det er et pragtfuldt påskud for at tvinge karaktererne ud i et helt uvant miljø – vores primitive, kaotiske tidsalder – hvor sammenstødet mellem æraerne afføder det ene geniale, komiske indfald efter det andet: Scottys bøvl med en antik 80'er-computer; Sulus flyvetur i en huey-helikopter; russiske Chekov, der spørger de forbipasserende amerikanere, hvor han kan finde USA's atomdrevne skibe her midt under den kolde krig; Spock og Kirks konfrontation med en larmende punker på en bus... Det lyder måske torskedumt, men humoren er aldrig plat eller forceret, og manglen på højteknologisk isenkram og en egentlig skurk giver karaktererne mere tid og plads i rampelyset end nogensinde før. Det er en varm, sød og sjælfuld science fiction-film og et kærkomment toneskift ovenpå de foregående, overvejende seriøse film.


Foto: Fox-Paramount


Mens mange mener, at "Star Trek IV: The Voyage Home" er en af seriens allerbedste dele, så er der nærmest universel enighed om, at "Star Trek V: The Final Frontier" er den værste "Star Trek"-film til dato. Jeg er ikke helt enig – jeg synes, der er lavet to værre fortsættelser siden da, men det er afgjort den svageste "Star Trek"-film med den oprindelige Enterprise-besætning (Kirk, Spock osv.) som primus motor. "Star Trek IV: The Voyage Home" var så stor en succes, at Paramount gav grønt lys til produktionen af en ny tv-serie, "Star Trek: The Next Generation", som begyndte i 1987 og slog seertalsrekorder og vandt kritikernes gunst efter en lidt sløv start. "Star Trek: The Next Generation" foregik omtrent 80 år efter den oprindelige serie og omhandlede et nyt persongalleri på et mere moderne og elegant Enterprise. Pludselig begyndte gode, gamle Kirk og hans aldrende venner at virke ude af trit med tiden – særligt i øjnene på den nye generation af "Star Trek"-fans, der sprang med på vognen på grund af den nye, succesfulde spin-off på tv.

"Star Trek V: The Final Frontier" er først og fremmest hæmmet af et lavt budget (som konstant blev beskåret under optagelserne), der har resulteret i nogle frygteligt grimme og utroværdige effekter, rekvisitter og kulisser. Det hæmmer indlevelsen, når scenografien er mangelfuld, som den er her. Samtidig insisterede Paramount på at spække filmen med humoristiske indslag, fordi "Star Trek IV: The Voyage Home" havde været så stor en succes. Men alle de "muntre" påfund er hovedrystende. Scotty slår hovedet ind i en dør; en klingon bøvser højlydt ind i kameraet; og Uhura danser halvnøgen for at distrahere en gruppe terrorister. Det er simpelthen for lavpandet, og flere af birolleskuespillerne er omtrent lige så ringe som vitserne. Den centrale historie – Spocks halvbror, Sybok (som Sean Connery oprindeligt skulle have spillet!), kaprer Enterprise for at bruge skibet til at finde Gud i galaksens centrum – er også for fjollet og uforløst. Men Jerry Goldsmiths musik er vidunderlig, og det samme er alle scenerne med "Star Trek"-filmenes hellige treenighed: Kirk, Spock og McCoy.

Tv-seriens største drivkraft var dynamikken og venskabet mellem disse tre vidt forskellige mænd. McCoy er den enormt lidenskabelige romantiker, Spock er den rationelle, kløgtige logiker, og det er ofte op til Kirk at finde den gyldne mellemvej mellem vennernes ofte sammenstødende ideologier, når en konflikt skal løses. De repræsenterer menneskets modsætningsfyldte natur, og det var altid en udsøgt fornøjelse at se d'herrer ryge i totterne på hinanden eller finde fælles fodslag, især fordi Shatner, Nimoy og Kelley havde en besnærende og unik kemi. Og her i "Star Trek V: The Final Frontier" spiller den trio en større rolle end i nogen af de andre film, og flere af deres scener er fænomenale – særligt sekvensen, hvor Spock og Kirk ser på, mens Sybok får McCoy til at genopleve et traumatisk minde om sin afdøde far. Det er et af hele filmseriens mest mindeværdige øjeblikke, og det er en skam, at det omkranses af så meget nonsens. En ujævn, men langtfra ussel film.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek V: The Final Frontier" fik så dårlig omtale og blev samtidig revset af så mange fans, alt imens "Star Trek: The Next Generation" kun blev mere og mere populær, at det så ud til, at det gamle Enterprise-rumskib aldrig ville gæste biografsalene igen. Men i forbindelse med franchisens 25 års jubilæum i 1991 (Roddenberry døde i øvrigt samme år) fik Kirk, Spock, McCoy, Scotty, Uhura, Chekov og Sulu alligevel lov til at takke af med en gedigen svanesang i form af "Star Trek VI: The Undiscovered Country". Nicholas Meyer, manden bag "Star Trek II: The Wrath of Khan", vendte tilbage til instruktørstolen, og den intelligente, samfundsbevidste filmmager valgte at gøre filmen til en allegori for Sovjetunionens sammenbrud. "Star Trek" (og god sci-fi generelt) har ofte belyst nutidige situationer og stridpunkter gennem brug af rumvæsner og fremmede verdner. Sci-fi-symbolik. De krigeriske klingoner repræsenterede også det 20. århundredes russere i filmene og den gamle tv-serie, så Meyers idé (udarbejdet i tæt samarbejde med Nimoy) gav god mening.

Således begynder "Star Trek VI: The Undiscovered Country" med, at en af klingonernes primære energikilder eksploderer (lidt à la Tjernobyl i det gamle Sovjet), hvorefter det intergalaktiske jerntæppe begynder at krakelere, og en fredsaftale pludselig bliver tvingende nødvendig. Men flere parter på begge sider af konflikten ønsker ikke, at våbenhvilen bliver en realitet – især fordi de har haft så mange årtier til at opbygge et ubændigt had til modparten. Kirk selv har endda svært ved at forsone sig med tanken om fred, da hans søn blev dræbt af klingonerne i en af de forrige film, og traktaten hænger i en tynd tråd, efter at en uskyldig Kirk bliver dømt for snigmordet på klingonernes leder, Gorkon (à la Gorbatjov).

Ligesom mange klassiske "Star Trek"-fortællinger er "Star Trek VI: The Undiscovered Country" en moralitet – et studium i både menneskets godhed og grusomhed. Det er en stærk historie, der tager godt hånd om vægtige temaer som griskhed og racisme, men som aldrig glemmer at underholde og elegant sammenvæver sci-fi med genrer som retssalsdrama, krimi og thriller. Skuespillerne – velvidende at de nok spiller deres ikoniske karakterer for allersidste gang – knokler røven ud af bukserne, og Christopher Plummer er en ren fryd i rollen som den konstant Shakespeare-citerende, klingonske skurk. Den sidste scene med besætningen, hvor en afgående Kirk citerer "Peter Pan" – den ultimative historie om evig ungdom – er lige i øjet.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek: The Next Generation" sluttede i 1994 efter syv succesrige år på amerikansk tv, og det havde længe været planen, at den nye series yngre besætning – anført af den stoiske, standhaftige kaptajn Picard (Patrick Stewart) – dernæst skulle overtage filmføljetonen. "Star Trek: Generations" havde ansvaret for at overdrage depechen fra det gamle Enterprise til det nye, og det var selvsagt en anseelig opgave, som jeg egentlig synes, filmen håndterer godt. Måden, hvorpå manuskriptforfatterne muliggør mødet mellem Kirk og Picard, er dog lidt en kamel at sluge... Eftersom der er gået mange årtier mellem "Star Trek VI: The Undiscovered Country" og "Star Trek: The Next Generation", og da filmmagerne betragtede tidsrejse som et fortærsket koncept, så valgte man at smide Kirk ind i et såkaldt "energibånd" med tilnavnet the nexus, som rejser gennem galaksen og samtidig er en døråbning til en alternativ dimension, hvor tiden står stille, mens alle ens største drømme går i opfyldelse – ja, vel nærmest et flyvende paradis. Javel ja.

Adskillige år senere støder Picard og hans Enterprise på nexus-båndet, som en forhærdet videnskabsmand, Soran, vil gøre alt for at blive opslugt af – han er endda villig til at destruere hele planeter i forsøget på at ændre båndets kurs. Soran spilles af en veloplagt Malcolm McDowell, der tydeligvis nyder at svælge i herlige replikker som "du må have mig undskyldt, Picard, men jeg har et stævnemøde med evigheden, og jeg vil nødigt komme for sent". Via dette nexus mødes Picard og Kirk, og det er ikke blot enormt fascinerende at se to så legendariske karakterer i samme lokale, men der er også en interessant dynamik i interaktionen mellem den fandenivoldske Kirk og den mere beherskede Picard, og Shatner og Stewart klikker godt.

"Star Trek: Generations" er lidt ujævn, og efter en fabelagtig start (hvor Kirk, Scotty og Chekov optræder kort) tager det filmen lidt tid at komme op i gear igen. Men jeg værdsætter virkelig den modenhed, hvormed filmen udforsker et tungt emne som menneskets dødelighed. Den er seriøs og eftertænksom, men aldrig tilnærmelsesvis prætentiøs, og der er ægte patos i de scener, hvor Kirk funderer over fortiden, nu hvor enden er nær. Slutningen knuste mig simpelthen som barn, men selvom jeg i dag føler, at man kunne have sat et mere poetisk punktum for Kirks personlige rejse, så har den sidste akt en følelig, emotionel slagkraft. Her er også et par superbe actionsekvenser – særligt Enterprises tvekamp med et klingonsk rumskib og Enterprises efterfølgende styrt tager kegler. Den legendariske fotograf John Alonzo, som tidligere havde skudt klassikere som "Chinatown", "Harold og Maude" og "Scarface", kreerer en masse smukke billeder undervejs, og Dennis McCarthys undervurderede score er guf for øregangene. Korsangen går lige i hjertekulen.


Foto: Fox-Paramount


Nu hvor overgangen mellem "Star Trek"-æraerne var overstået, kunne manuskriptforfatterne fokusere helt og holdent på "Star Trek: The Next Generation"-besætningen i den næste spillefilm i rækken. Og Picard og Co. havde ingen problemer med at stå på egne ben. "Star Trek: First Contact" er i min optik den bedste "Star Trek"-film overhovedet, og det er ikke blot en storartet "Star Trek"-film, men et fantastisk sci-fi-actionbrag punktum. Ligesom "Star Trek II: The Wrath of Khan" tager "Star Trek: First Contact" udgangspunkt i et afsnit af sin forudgående tv-serie – i dette tilfælde det legendariske "Star Trek: The Next Generation"-afsnit "The Best of Both Worlds", hvori Picard blev kidnappet af de kybernetiske, zombieagtige Borg-væsner, der er halvt organiske, halvt maskinelle.

Borgerne har én kollektiv bevidsthed og er ude på at assimilere resten af galaksen. Hvis de får fingre i dig, fylder de din krop med mekaniske anordninger, udsuger dine minder og kobler dig til Borg-netværket. Din individualitet er væk, og du er nu blot endnu en hjernevasket, underdanig drone. De er en forrygende fjende, der immervæk får nerverne og nakkehårene til at vibrere ligesom alle filmhistoriens bedste monstre. De udnyttede Picards viden i deres angreb på Føderationens flåde, så selvom kaptajnen bagefter blev reddet af sin besætning, så døjede han tit med skyldfølelser senere i serien. Her i "Star Trek: First Contact" vender Borg-folket tilbage og truer ikke blot Jordens, men hele Føderationens eksistens. Kun Enterprise står mellem frelse og Moder Jords endeligt, men kan Picard overhovedet tøjle sin hævngerrighed og hive sejren hjem? Stewart er altid eminent, og han får for alvor lov til at demonstrere sit naturtalent i en film, der i bund og grund er en nyfortolkning af "Moby Dick", hvor hvidhvalen er erstattet af robotlignende rumvæsner.

Brannon Braga og Ronald D. Moore, som skrev mange af tv-seriens allerbedste afsnit (og den gudbenådede Moore skabte senere den nye, brillante "Battlestar Galactica"-serie), har sammensat en perfekt drejebog, der vedligeholder en skøn balancegang mellem action og drama, og som er spækket med replikker af høj, høj klasse (Picards "nu er grænsen nået!"-monolog er sensationel). Ligesom Abrams' "Star Trek"-reboot fra 2009 er "Star Trek: First Contact" gennemsyret af referencer, som fans vil værdsætte, alt imens den forbliver lettilgængelig for de uindviede seere. Jonathan Frakes, som også spiller kommandør Riker foran kameraet, får det allerbedste ud af kollegaerne og spilder ikke ét sekund på overflødigt hurlumhej. Men selvom tempoet er højt, og intensiteten indimellem er ulidelig (en stor kompliment), så er karaktererne altid i førersædet. "Star Trek: First Contact" er først og fremmest gribende, fordi den fortæller en meget menneskelig historie om en mands forsøg på at få bugt med sine dæmoner. Det er bare fedt, at dén centrale, solide historie er indsvøbt i et festfyrværkeri af forrygende actionsekvenser og eminente effekter. Goldsmith har også leveret endnu et mageløst score, og James Cromwell er super som en fordrukken opfinder, der spiller en kæmpe rolle i "Star Trek"-franchisens mytologi. Sådan!


Foto: Fox-Paramount


Desværre har "Star Trek"-filmserien ikke nået de samme tårnhøje højder siden. I 1998, to år efter premieren på "Star Trek: First Contact", udkom "Star Trek: Insurrection", som ærlig talt er noget bras. Enterprise ender midt i en konflikt mellem to racer, der strides om en planet, hvorpå man aldrig ældes. F. Murray Abraham (Oscar-belønnet for sin pragtpræstation som Salieri i "Amadeus") er mindeværdig som filmens slibrige skurk, der vil overtage planeten med magt, men ellers er der meget lidt at råbe hurra for.

Historiens centrale konflikt er direkte åndssvag (Enterprise kæmper for at beskytte en befolkning på blot 600 mennesker, når nu man vil kunne redde milliarder af liv, hvis bare man flytter beboerne i en kort periode, så deres planets helingskræfter kan "høstes"), tempoet er sløvere end en skovsnegl, og – værst af alt – filmen er fyldt til bristepunktet med jammerlige jokes, der får den udskældte "Star Trek V: The Final Frontier" til at ligne en Coen-film. Punchlines om bryster, bumser og numser... Picard, som synger Gilbert & Sullivan... En scene, hvor Enterprise bliver styret med det, der bedst kan beskrives som et pc-joystick fra 90'erne... Uopfindsom, uambitiøs, kedelig og tåbelig som bare pokker – "Star Trek: Insurrection" er langtfra seriens zenit.


Foto: Fox-Paramount


Det bedste, jeg kan sige om "Star Trek: Nemesis", er, at jeg stadig ikke helt kan beslutte mig for, om dén eller "Star Trek: Insurrection" er franchisens værste film. Det er til gengæld et faktum, at “Star Trek: Nemesis" er seriens eneste finansielle flop, og mens filmmagerne bebrejdede en premieredato, der lå klods op ad "Ringenes herre: De to tårne", så var den reelle årsag nok bare, at "Star Trek: Nemesis" er noget ynkeligt juks.

En hæderlig præstation af en dengang 25-årig Tom Hardy i skurkerollen, et glimrende score af Goldsmith (i øvrigt hans sidste "Star Trek"-score – Goldsmith døde to år senere i 2004) og en gæv gæsteoptræden af filminstruktøren Bryan Singer (som er en dedikeret trekkie) er de eneste lyspunkter i dette makværk, der desværre endte med at blive "Star Trek: The Next Generation"-slængets sidste filmeventyr. Manuskriptet, der ellers er skrevet af den Oscar-nominerede John Logan ("Skyfall", "The Aviator", "Gladiator"), bugner af højtravende dialoger, der konstant klinger falsk, og selvom Logan angiveligt er en stor "Star Trek"-fan, så er det påfaldende, hvor meget filmen ignorerer franchisens forhistorie. Actionsekvenserne går også hurtigt i glemmebogen, de fleste skuespillere bliver spist af med fuldkommen ubetydelige roller og replikker, og et dramatisk dødsfald mod slutningen er et desperat, ineffektivt forsøg på at kompensere for de forgangne to timers manglende, følelsesmæssige tyngde. Suk.


Foto: Fox-Paramount


Ja, som man kan høre, så varierer "Star Trek"-filmene enormt i kvalitet – fra det elendige over det middelmådige til det direkte fremragende. Derfor er det selvfølgelig svært at udarbejde én retvisende gennemsnitskarakter, så her får I bedømmelserne af alle ti film, mens den endelige karakter er udarbejdet ved simpelthen at lægge de ti tal sammen og derefter dividere resultatet med antallet af film:

Star Trek: The Motion Picture – 4/6
Star Trek II: The Wrath of Khan – 5/6
Star Trek III: The Search for Spock – 4/6
Star Trek IV: The Voyage Home – 5/6
Star Trek V: The Final Frontier – 3/6
Star Trek VI: The Undiscovered Country – 5/6
Star Trek: Generations – 4/6
Star Trek: First Contact – 6/6
Star Trek: Insurrection – 2/6
Star Trek: Nemesis – 2/6


Filmene: 4/6

Foto: Fox-Paramount


Video

"Star Trek: The Motion Picture", "Star Trek III: The Search for Spock", “Star Trek IV: The Voyage Home", “Star Trek VI: The Undiscovered Country", “Star Trek: Generations", “Star Trek: First Contact", “Star Trek: Insurrection" og “Star Trek: Nemesis" præsenteres i 1080p/AVC 2.35:1, mens “Star Trek II: The Wrath of Khan" og “Star Trek V: The Final Frontier" præsenteres i 1080p/AVC 2.40:1. Det er værd at bemærke, at “Star Trek VI: The Undiscovered Country" her for første gang siden biografpremieren præsenteres i billedforholdet 2.35:1. På VHS og dvd har billedsiden altid været præsenteret i billedforholdet 2.10:1 med lidt mere billedinformation i top og bund, som instruktøren Nicholas Meyer og hans cheffotograf ikke oprindeligt havde planlagt, at folk skulle se.

Indholdsmæssigt svinger “Star Trek"-filmene meget i kvalitet, og billedkvaliteten ligger bestemt heller ikke på samme niveau gennem alle ti film – men gudskelov er den sædvanligvis høj og ofte meget høj. "Star Trek II: The Wrath of Khan" er faktisk den eneste af filmene, som er blevet møjsommeligt restaureret, før den blev udgivet på Blu-ray, men både dén og "Star Trek: The Motion Picture" ser fuldkommen fantastiske ud i HD. Begge transfers er mere eller mindre blottede for snavs og støj. På dvd lignede flere sekvenser i "Star Trek II: The Wrath of Khan" ærlig talt noget, der var løgn (særligt scenerne på ørkenplaneten Ceti Alpha V), men HD-billedsiden har en imponerende detaljerigdom og en vidunderlig, celluloidagtig tekstur, og både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig.


Foto: Fox-Paramount


De efterfølgende fire film – fra "Star Trek III: The Search for Spock" til "Star Trek VI: The Undiscovered Country" – ser desværre ikke helt så flotte ud. Hovedproblemet er, at Paramount tydeligvis har brugt støjreduktionsfiltre (DNR) i et forfejlet forsøg på at rense billedsiderne for støj og snavs. Men når man skruer for kraftigt op for DNR-filtrene, så daler detaljerigdommen samtidig, fordi mange af billedets mindre detaljer udraderes sammen med de gryn, som er en naturlig del af det oprindelige negativ, men som filmselskaberne ofte kæmper for at udviske, fordi de fejlagtigt formoder, at gryn er uønsket smuds. Derfor ser skuespillernes ansigter indimellem lidt voksagtige ud, fordi DNR-filtrene har "fjernet" deres porer, og man har åbenbart forsøgt at kompensere for den dalende detaljerigdom ved at skrue kunstigt op for skarpheden, men derved skaber man edge-enhancement (unaturlige glorier rundt om objekter, personer osv.), fordi billedsidens kanter bliver fremhævet. Det er lidt noget rod.

Hvorom alting er... "Star Trek III: The Search for Spock", "Star Trek IV: The Voyage Home", "Star Trek V: The Final Frontier" og "Star Trek VI: The Undiscovered Country" ser markant bedre ud på Blu-ray, end de gør på dvd, og både glorierne og DNR-problemerne er meget sjældent decideret distraherende ("Star Trek IV: The Voyage Home" er klart hårdest ramt). Langt de fleste sekvenser er endda fuldkommen fri for DNR-skavanker. Samtidig er farverne dejligt mættede og naturtro, og selv ikke i det kulsorte verdensrum eller filmenes mange dunkle scener (særligt "Star Trek VI: The Undiscovered Country" bugner af sekvenser, der foregår i underbelyste lokaler) går vigtige detaljer tabt i mørket. De fire sidste film – fra "Star Trek: Generations" til "Star Trek: Nemesis" – ser alle fremragende ud. Her bemærker man næsten aldrig, at der er blevet brugt DNR-filtre, og glorier optræder uhyre sjældent. Farvegengivelsen er praktisk talt perfekt, det samme er kontrasten, og alle de fire billedsider er skarpe og detaljerige. Karaktermæssigt svinger de ti transfers mellem fire og fem stjerner, men eftersom billedkvaliteten er fornem gennem hovedparten af filmenes sammenlagt 1133 minutter, så runder vi op til:


Video: 5/6

Foto: Fox-Paramount


Audio

Lydsiderne til de seks første "Star Trek"-film gengives via Dolby TrueHD 7.1-lydspor, mens de sidste fire films lydsider gengives via Dolby TrueHD 5.1-lydspor. Alle ti lydspor imponerer meget, selvom det (ikke overraskende) er de fire nyeste film, der lyder bedst, også selvom de altså udnytter to færre lydkanaler end de seks første film. Jeg kunne sagtens tyde hver eneste replik i samtlige ti film, og lige fra den første scene i "Star Trek: The Motion Picture" til det sidste sekunds rulletekster i "Star Trek: Nemesis" bevares en perfekt balance mellem lyd, musik og dialog. Ikke én replik, musikalsk tone eller lydeffekt bliver overdøvet, uden at det er meningen, og selv ikke på de ældste films lydspor forekommer ét sekunds nævneværdig støj eller overstyring.

Dynamikområdet er naturligvis større på de nyere lydspor – det vil sige, at lydene i de dybeste og højeste frekvenslejer kommer klarere igennem i "Star Trek: The Next Generation"-filmene end i sagaens ældre opusser. Men subwooferen får ofte lov til at lege, og det lyder altid godt, når den deltager i festlighederne. De ældre film bruger baghøjtalerne mere sparsomt end de nyere, hvilket også er forventeligt, men alle ti film rummer vitterligt mange gode panoreringer og udnytter fermt surround-højtalerne til at skabe en troværdig, auditiv atmosfære, der gør det lettere at leve sig ind i filmenes futuristiske universer.


Audio: 5/6

Foto: Fox-Paramount


Ekstramateriale

For det første er det værd at bemærke, at alle 10 film medfølger i deres oprindelige biografudgaver. Både "Star Trek: The Motion Picture", "Star Trek II: The Wrath of Khan" og "Star Trek VI: The Undiscovered Country" er ude på dvd i alternative versioner med nytilføjede scener mm. Jeg foretrækker personligt den såkaldte "Director's Edition"-udgave af "Star Trek: The Motion Picture" fra 2001, som er strammet lidt op og har fået finpudset nogle af de effekter, som filmholdet ikke nåede at fintune før biografpremieren i 1979. Desværre blev den nye udgave færdiggjort i en meget lav opløsning (blot 720x480 pixels, hvor disse HD-transfers præsenteres i 1920x1080 pixels), så man ville være nødt til at genskabe alle 2001-udgavens effekter i en højere opløsning, før den kunne udgives på Blu-ray – en tidskrævende proces, som man altså ikke har valgt at kaste sig ud i.

Til gengæld har jeg altid følt, at den forlængede udgave af "Star Trek II: The Wrath of Khan" havde et svagere flow end biografversionen, så den savner jeg bestemt ikke, mens de ekstra scener i "Special Edition"-udgaven af "Star Trek VI: The Undiscovered Country" er direkte horrible. Enkelte tilføjelser til en af filmens slutscener fik den til at minde om noget fra et fjollet "Scooby-Doo"-afsnit – komplet med aftagelige ansigtsmasker og grinagtige twists. Kort sagt: Jeg har det personligt ganske fint med, at boksen udelukkende giver os mulighed for at se originaludgaverne af de ti film.


Foto: Fox-Paramount


Det er muligt at se hver eneste film med den såkaldte "Library Computer"-funktion aktiveret. Hvis man slår den til, så bliver man præsenteret for en masse relevant fakta om "Star Trek"-universet på skærmen, mens den givne film kører i baggrunden. Hvis ens BD-afspiller er koblet til internettet, så har man også mulighed for at give sig i kast med en række quizzer, og man kan tilmed lave ens egne, som andre kan prøve. Trailere og teasere til samtlige ti film medfølger, og de præsenteres i 1080p. Sejt!

I øvrigt er her næsten alt ekstramateriale fra de gamle dvd-udgivelser. Det gamle dvd-materiale er blevet opskaleret fra SD, mens alle de nye dokumentarer præsenteres i HD. Dog indeholder "Star Trek: The Motion Picture"-skiven ikke alle de ekstra godter fra dvd’en – formentlig fordi meget af det gamle ekstramateriale omhandlede den nye udgave af filmen, som altså ikke ligger her på BD-udgivelsen. "Star Trek"-eksperterne Michael og Denise Okuda (et ægtepar), forfatterne Judith og Garfield Reeves-Stevens (endnu et ægtepar) og illustratoren Daren Dochterman, som bl.a. har arbejdet på "Director's Edition"-udgaven af "Star Trek: The Motion Picture" og David Finchers "Se7en", har i fællesskab indtalt et enormt informativt, dybdeborende kommentarspor til filmen. Kvintetten disker op med et væld af interessante anekdoter, som fans formentlig aldrig har hørt før, og de drøfter sagligt både filmens styrker og svagheder. Her er også omtrent otte minutters forlængede/slettede scener, en stak tv-reklamer og tre korte, nye dokumentarer (samlet varighed: ca. 25 min.), som bl.a. gennemgår manuskriptets evolution og ser nærmere på en central scene fra filmen, hvori en række fans agerer statister.


Foto: Fox-Paramount


Der er indtalt to kommentarspor til "Star Trek II: The Wrath of Khan" – det ene med instruktøren Nicholas Meyer, det andet med Meyer og "Star Trek: Enterprise"-produceren Manny Coto, som agerer spørgejørgen over for sit store idol. Jeg forguder simpelthen Meyer. Han er vidunderligt bramfri, ydmyg, humoristisk og lynende intelligent, og hans perspektiv på både "Star Trek" og kunst i al almindelighed er enormt fascinerende. Selvom kommentarsporene leverer flere af de samme anekdoter, så bør fans absolut lægge øre til begge. Meyer er i øvrigt villig til at lave endnu en "Star Trek"-film. Hørte I dét, Paramount? Her er også en stribe gamle interviews med skuespillerne William Shatner, Leonard Nimoy, DeForest Kelley og Ricardo Montalban (samlet varighed: ca. 11 min.) og i alt syv dokumentarer (samlet varighed: ca. 122 min.), som gransker alt fra filmens tilblivelse og James Horners vidunderlige score til produktionens scenografi, effekter og kostumer. Alt sammen er velproduceret og værd at se.

Instruktøren/skuespilleren Leonard Nimoy, skuespillerinden Robin Curtis, forfatteren/produceren Harve Bennett og fotografen Charles Correll har indtalt et udmærket kommentarspor til "Star Trek III: The Search for Spock", men jeg kunne endnu bedre lide kommentarsporet med forfatterne Ronald D. Moore og Michael Taylor, som faktisk havde intet med filmens tilblivelse at gøre, men som senere arbejdede på bl.a. "Star Trek: The Next Generation" og "Star Trek: Deep Space Nine". Begge mænd er trofaste trekkies og ved så meget om franchisen og netop "Star Trek III: The Search for Spock", at deres indsigt aldrig føles irrelevant, selvom de altså ikke arbejdede på filmen. Her er også ni dokumentarer (samlet varighed: ca. 153 min.), og de fleste af dem fokuserer på filmens design og effekter – en nyproduceret dokumentar om ILM's arbejde på flere af filmene hylder fornemt effektmagernes utrolige opfindsomhed i en tid, før alt kunne laves med computere. Jeg nød særligt den bidende sarkasme i Shatners (småskøre) interviews og dokumentaren om klingonernes opspundne sprog.


Foto: Fox-Paramount


Måske havde jeg bare urimeligt høje forventninger, men da jeg i sin tid fandt ud af, at William Shatner og Leonard Nimoy i fællesskab havde indtalt et kommentarspor til "Star Trek IV: The Voyage Home", blev jeg nærmest helt pjanket. Kirk og Spock, der sammen mindes de gamle dage? Hvordan kan det blive andet end fantastisk?! Men man kan tydeligt mærke, at d'herrer er blevet gamle og glemsomme (de blev født med blot få dages mellemrum tilbage i marts 1931), da der er mange, lange pauser undervejs, og flere af deres anekdoter bliver gentaget i udgivelsens velproducerede dokumentarer. De gode venner har dog enkelte interessante historier i ærmerne, og de udveksler også et par muntre jokes (jeg grinte især, da Nimoy fortalte, at hvis Shatner foreslog noget, så valgte filmholdet sædvanligvis at gøre det stik modsatte), så dedikerede fans bør alligevel lægge øre til parrets kommentarer.

Manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman har derudover indtalt et ganske fint kommentarspor til filmen, hvorpå de primært diskuterer deres forkærlighed for "Star Trek"-franchisen og inspicerer manuskriptets struktur. Duoen havde ikke noget med "Star Trek IV: The Voyage Home" at gøre, men de skrev i fællesskab de to seneste "Star Trek"-film – den sidste ("Star Trek Into Darkness") i samarbejde med den kontroversielle Damon Lindelof. Deres passion er smittende, og deres indgående kendskab til manuskriptfagets kunst (og det siger jeg endda, selvom de var med til at forfatte de to første, frygtelige "Transformers"-film) gør deres kommentarspor værd at lytte til. Her er også en stribe gamle interviews og hele 16 dokumentarer (samlet varighed: ca. 194 min.), der omhandler alt fra filmens prisværdige budskab og Oscar-nominerede lyddesign til optagelserne i San Francisco og den afdøde skuespiller Mark Lenard, som i sin tid spillede Spocks far, Sarek.


Foto: Fox-Paramount


William Shatners kommentarspor til "Star Trek V: The Final Frontier" er bestemt ikke bedre end hans kommentarspor til fireren. Han har indspillet det sammen med sin datter, Liz, og selvom det måske lyder besynderligt, så har hun faktisk skrevet en bog om filmens skabelse (og Shatners anden datter, Melanie, har tilmed en bitte birolle i filmen!). Men der er mange lange pauser på sporet, og Shatner leverer slet ikke den dybdeborende gennemgang af filmens turbulente tilblivelse, som jeg havde håbet på. Meget bedre er det kommentarspor, som er blevet indspillet af Michael og Denise Okuda, Judith og Garfield Reeves-Stevens og Daren Dochterman (holdet, der også indtalte et kommentarspor til "Star Trek: The Motion Picture"). Gruppen ved en masse om de problemer, Shatner og Co. tumlede med bag kameraet, og ligesom på deres kommentarspor til seriens første film er de gode til at nærstudere og dissekere både denne films forcer og fejltrin.

Her er hele 14 dokumentarer (samlet varighed: ca. 149 min.), som også tilbyder et forfriskende oprigtigt og objektivt indblik i filmens produktion. Dokumentarerne ser også nærmere på bl.a. lighederne mellem virkelighedens teknologi og det fiktive udstyr i "Star Trek", franchisens legendariske "hofscenograf", Herman Zimmeran, og en række NASA-folk, der blev inspireret af "Star Trek" til at udforske virkelighedens verdensrum. Her er mange spændende arkivklip og både gamle og nye interviews, mens diskens i alt fire slettede scener (samlet varighed: ca. 4 min.) er forglemmelige. Hvis du markerer overskriften "The Star Trek Universe" og derefter trykker på din fjernbetjenings venstre piletast, så får du adgang til et kort fraklip (1 min.), som desværre ikke er synderligt morsomt.


Foto: Fox-Paramount


Instruktøren Nicholas Meyer og manuskriptforfatteren Denny Martin Flinn har indtalt et solidt kommentarspor til "Star Trek VI: The Undiscovered Country". Også på dette kommentarspor skinner Meyers enorme intelligens og kreativitet tydeligt igennem, og jeg lærte en masse om filmens tilblivelse, som jeg ikke allerede var klar over. Det andet kommentarspor er indtalt af Ira Steven Behr (en forfatter/producer, som arbejdede på "Star Trek: The Next Generation" og "Star Trek: Deep Space Nine") og Larry Nemecek (forfatteren bag en række "Star Trek"-bøger). D'herrer får fyret en masse interessevækkende historier af, og det er svært ikke at blive revet med af den gode stemning, som der tydeligvis var i lydstudiet, da gutterne gav deres besyv med. Behr fortæller bl.a. en herlig historie om en dag, hvor han så William Shatner more sig sammen med en hjemløs. Derudover er her hele 224 minutters interviews og dokumentarer, der kommer rundt om alle filmens facetter. Jeg nød især Christopher Plummers interview, hvor han bl.a. taler om sit venskab med sin canadiske landsmand, William Shatner, og dokumentaren om en amerikansk teatertrup, som opfører Hamlet på klingonsk(!).

Næsten alle udgivelsens kommentarspor er værd at bruge tid på, så derfor er jeg efterhånden ved at løbe tør for superlativer til at beskrive dem. Men kommentarsporet til "Star Trek: Generations" med manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Brannon Braga er et af boksens bedste. Pudsigt nok er jeg langt mere begejstret for filmen, end de er. Duoen gennemgår gladelig, hvor svært det var at skrive en film, der havde så mange mål – den skulle bl.a. sige endegyldigt farvel til den oprindelige "Star Trek"-besætning, give "Star Trek: The Next Generation"-holdet en ordentlig entré på filmscenen, appellere til fans af begge serier osv. De føler tydeligvis selv, at de kunne have skrevet en langt bedre film. Det er jeg måske ikke helt enig i, men jeg satte alligevel stor pris på mændenes interessante refleksion. Instruktøren David Carson og førnævnte Manny Coto har også indspillet et kommentarspor, som er udmærket, men ikke nær så dybdeborende som det andet.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek: Generations"-skiven indeholder også i alt 18 dokumentarer (samlet varighed: ca. 196 min.). Alt fra Dennis McCarthys glimrende musik og skuespillernes præstationer til filmens effekter og rekvisitter debatteres. Og så er her hele 33 minutters slettede scener (inklusive interviewbider med filmmagerne, som gennemgår dem), der desværre præsenteres i temmelig dårlig kvalitet. Men det er under alle omstændigheder interessant at se disse saksede sekvenser, selvom man sagtens kan forstå, hvorfor de alle blev droppet. Filmens nærmest sagnomspundne, alternative slutning er mere brat og kold end den, man endte med at bruge i den endelige udgave af filmen. Det er dog besynderligt, at man ikke har inkluderet alle de slettede scener fra "Star Trek: Generations" – for mange år siden røg de alle sammen ud på internettet, og de fleste af dem (inklusive en kontroversiel torturscene, som altså blev droppet) ligger her ikke. Mærkeligt.

Brannon Braga og Ronald D. Moore har desuden indtalt et superbt kommentarspor til "Star Trek: First Contact", som de også skrev i fællesskab. Makkerparret er lige så informativt som sidst, men de er i langt bedre humør, idet de godt er klar over, at dette er en markant bedre film end "Star Trek: Generations". Vidste I, at filmen oprindeligt skulle have foregået i middelalderen? Manuskriptet blev også omskrevet fuldstændigt efter et møde med Patrick Stewart. Oprindeligt var det slet ikke meningen, at Picard skulle være om bord på Enterprise, mens det blev angrebet af Borg-dronerne. Manuskriptforfatteren Damon Lindelof (som jeg personligt ikke ser det store i ovenpå "Prometheus" og "Star Trek Into Darkness") og TrekMovie.com-redaktøren Anthony Pascale har også indtalt et kommentarspor, som dog ikke tilbyder mange værdifulde kommentarer og bruger megen tid på blot at skamrose filmen, dens medvirkende og bagmænd. Det sidste kommentarspor er blevet indtalt af instruktøren/skuespilleren Jonathan Frakes, som ærlig talt virker beruset. Han råber ofte højlydt og griner endnu højere. Spøjst, men også forbavsende underholdende.

Her er også 21 "Star Trek: First Contact"-relaterede dokumentarer (samlet varighed: ca. 245 min.) som gransker alt fra udarbejdelsen af manuskriptet og konstruktionen af kulisserne til designet af filmens nye Enterprise-rumskib og Jerry Goldsmiths uimodståelige underlægningsmusik. Der fokuseres primært på effekterne, men jeg værdsatte virkelig den dybdeborende, ærefulde dokumentar om den geniale Goldsmith. Selv filmens grafikere blev inspireret af at lytte til mandens kompositioner! Ydermere er her en stribe storyboards og et enkelt billedgalleri. Her er så mange minutters materiale, at mange ting naturligvis bliver gentaget, men ligesom stort set alle æskens andre dokumentarer er disse skruet godt sammen.


Foto: Fox-Paramount


Ovenpå Frakes' gakkede kommentarspor til "Star Trek: First Contact" havde jeg ikke ligefrem tårnhøje forventninger til kommentarsporet til "Star Trek: Insurrection" med Frakes (som instruerede filmen og spiller kommandør Riker) og skuespilleren Marina Sirtis, som spiller Troi, Enterprises rådgiver. Men jeg faldt alligevel for den joviale stemning og skuespillernes livlige gemyt, selvom de ikke just gjorde mig meget klogere på filmens fødsel.

Skivens 18 dokumentarer (samlet varighed: ca. 218 min.) fokuserer på alt det sædvanlige: stunts, effekter, skuespil, makeup, manuskriptet osv. Manuskriptforfatteren Michael Piller, som ellers stod bag nogle af "Star Trek: The Next Generation"-seriens bedste afsnit, kommer lidt ind på de mange ændringer, som producerne og filmselskabet (og angiveligt også Patrick Stewart) forlangte i hans oprindelige manus. Piller skrev senere en bog om hele forløbet, som blev lækket på internettet, men aldrig blev trykt på grund af dens kontroversielle historier. Hvis dog bare man havde stolet 100% på Pillers vision... "Jeg ville være lykkelig, hvis jeg kunne nøjes med at lave 'Star Trek'-film resten af mit liv," fastslår den Oscar-belønnede F. Murray Abraham i øvrigt. Wow! Disken huser også en stak storyboards, et billedgalleri og i alt syv slettede scener (samlet varighed: ca. 13 min.). Jeg ved, at man i sin tid skød en alternativ slutning, hvor "Star Trek: Deep Space Nine"-karakteren Quark dukker op (der findes flere billeder fra den på nettet), så det er ærgerligt og mærkværdigt, at man ikke også har lagt den på disken.


Foto: Fox-Paramount


"Star Trek: Nemesis" er en af franchisens største bommerter, så det er lidt besynderligt, at der er blevet produceret så meget ekstramateriale om filmen. Der er blevet indtalt hele tre kommentarspor – ét med instruktøren Stuart Baird, ét med produceren Rick Berman (som mange trekkies bebrejder for at have slået franchisen ihjel med denne film og den upopulære spin-off "Star Trek: Enterprise", før Abrams overtog roret og genoplivede "Star Trek") og ét med "Star Trek"-eksperterne Mike og Denise Okuda. Baird er faktisk rimelig interessant, selvom hans endeløse hvisken hurtigt bliver irriterende. Han kommer rundt om alt fra filmens look og lyd til musikken og redigeringen (Baird er selv en garvet klipper, der bl.a. har redigeret "Superman", "Dødbringende våben" og "Skyfall"). Berman er til gengæld knastør og kedelig, og han holder mange pauser. Begge mænd er åbenbart intetanende om deres egen films mange brister. Okuda-parret disker op med talløse fakta og anekdoter, men igen savner man en mere kritisk analyse af filmen.

Her er også tre billedgallerier og 21 dokumentarer (samlet varighed: ca. 204 min.), og også hér bliver folk ved med at skamrose den nedsablede film, alt imens de ignorerer dens dagklare mangler. Mange af skuespillerne har siden hen (fuldt forståeligt) kritiseret "Star Trek: Nemesis", men her skal man dæleme lede længe efter en kritisk røst. Det er dog interessant at se en veloplagt Tom Hardy folde sig ud over for den garvede Patrick Stewart i en testoptagelse, som blev indspillet før filmen. Her er også en stak slettede scener (samlet varighed: ca. 27 min.), men ingen af dem havde gjort filmen bedre – undtagen den alternative slutning, som fremtvinger et par træk på smilebåndet og byder på en fin birollepræstation af den dygtige Steven Culp.


Foto: Fox-Paramount


Her er også to BD-skiver med endnu mere ekstramateriale. Den ene indeholder dokumentaren "The Captains' Summit" (71 min.) som simpelthen skal ses, hvis man er fan. William Shatner og Leonard Nimoy (Kirk og Spock i de gamle film) sidder ved siden af Patrick Stewart og Jonathan Frakes (Picard og Riker i de nyere film) og diskuterer, hvordan "Star Trek" har påvirket (og fortsat påvirker) deres liv. Shatner fortæller om en fantastisk oplevelse, han havde ved NASA's hovedkvarter, og han indrømmer, at han aldrig har set et afsnit af "Star Trek: The Next Generation" ("vi lavede 178 afsnit, du kunne i det mindste have set ét," råber en herligt sarkastisk Frakes). Frakes taler om at signere kropsdele. Stewart mindes tårevædet, hvordan han næsten brød sammen under optagelserne til den sidste scene i "Star Trek: Nemesis". Nimoy beretter om et muntert møde med Tom Hanks (som i øvrigt kan titlerne på alle de gamle "Star Trek"-afsnit udenad). Kvartettens gejst er smittende, og de 71 minutter flyver forbi. Debatten modereres af Whoopi Goldberg, som selv er en fuldblodet "Star Trek"-fan og medvirkede i et par af filmene og adskillige "Star Trek: The Next Generation"-afsnit.

Den sidste disk bærer overskriften "Star Trek: Evolution", og den huser i alt seks dokumentarer (samlet varighed: ca. 69 min.). En række forskellige personligheder udtaler sig om deres yndlingsøjeblikke i filmene; den nu nedlagte "Star Trek: The Experience"-turistattraktion bliver gæstet (jeg nåede at besøge den i 2007 – jubii!); og der ses nærmere på franchisens forskellige Enterprise-rumskibe og skurke. Her er også et interaktivt kort, der viser et udsnit af vores galakse og påpeger, hvor de forskellige film fandt sted. Det er nok kun enormt nørdede trekkies, der vil finde denne funktion interessant.


Ekstramateriale: 6/6

Foto: Fox-Paramount



Samlet oversigt: Star Trek: Stardate Collection

Filmene4
Video5
Audio5
Ekstramateriale6

Som sagt er "Star Trek"-filmserien en blandet landhandel – blandt denne boks' i alt ti spillefilm finder man både fadæser og petitesser, men de fleste af filmene er rent faktisk fremragende. Derfor vil jeg slet ikke tøve med at anbefale fans og alle andre science fiction-entusiaster at investere i denne uforlignelige udgivelse. Både billed- og lydkvaliteten er for det meste i top, og her er nok ekstramateriale til at holde en trekkie beskæftiget i ugevis. Engage!

Se også: Engage! Filmz TV fejrer Star Treks 45-års fødselsdag



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 4.57 (7 stemmer)