En science fiction-sværvægters zenit

Jeg indrømmer gerne, at jeg længe har været en dedikeret “Star Trek”-tilhænger og således en såkaldt trekkie – den eneste fan-betegnelse anerkendt af verdens største engelskordbog: The Oxford English Dictionary. Nogle har drilskt bemærket, at jeg derfor er uegnet til at anmelde “Star Trek”. Men hvorfor? Ingen bliver jo født som fan. Vi har alle prøvet at vandre intetanende ind i en biografsal og forlade den som fan ovenpå en fed filmoplevelse. Min affektion for “Star Trek” er ganske enkelt rodfæstet i en affektion for god, gedigen historiefortælling, og det er lykkeligvis noget, der præger mange af franchisens 12 spillefilm og godt 700 tv-episoder – ikke mindst de 26 afsnit i den superbe 5. sæson af “Star Trek: The Next Generation”.

Der er afsnit her, der ikke blot kan klassificeres som storartet “Star Trek”, men som slet og ret storartet sci-fi. Tag bare “Darmok”, hvor besætningen om bord på rumskibet Enterprise støder på en fremmed race, der kommunikerer gennem metaforer. Kaptajn Picard (den evigt exceptionelle Patrick Stewart) og rumvæsnernes leder forsøger desperat at bryde igennem sprogbarrieren, så en krig kan afværges. Afsnit som “Darmok” er grunden til, at jeg er trekkie, for det finder ikke blot tid til at tilfredsstille min indre 10-årige med mægtige monstre og duellerende rumskibe, men også til at stimulere min fantasi og mit intellekt. Metaforsproget er ikke blot en genial idé i sig selv (afsnittet er tilmed krøbet ind i pensummet på adskillige lingviststudier verden over), men det er også det perfekte springbræt til et gribende karaktersamspil, der sætter tolerance og forståelse i relief. Dét er, hvad “Star Trek” gør, når det er allerbedst: Underholder os og udvider vores horisont. Nu til dags tør sci-fi for sjældent forsøge det sidstnævnte – bare se på “Star Trek Into Darkness”.

Og sæsonen bliver endnu bedre. I “The Inner Light” støder Enterprise på en fremmed sonde, som afgiver et stærkt signal, hvorefter Picard pludseligt besvimer og vågner op på en fremmed planet med en kvinde, der påstår at have været hans hustru i årevis. Og mens blot få minutter passerer på Enterprise, hvor besætningen forsøger at vække deres bevidstløse kaptajn, udlever Picard et helt, alternativt liv på denne fremmede verden. Ligesom “Darmok” er “The Inner Light” et afsnit, der både bugner af store ideer og store følelser. Picard bliver tvunget til at tage sit gamle liv op til revision, da han nye tilværelse rummer alle de goder, han altid har nægtet sig selv: Børn, ægte kærlighed og tid til fordybelse i musikkens vidunderlige verden… ”Husk at leve livet”, lyder afsnittets oldgamle budskab, men det er sjældent blevet leveret med større pondus end her – da Picards to “liv” kolliderer til slut, bliver tårekanalerne sat på overarbejde. I min verden er “The Inner Light” det bedste “Star Trek”-afsnit nogensinde.

Siden årtusindskiftet har langt de fleste tv-føljetoner fortalt fortløbende fortællinger, hvorimod “Star Trek: The Next Generation” er enormt episodisk: nærmest hvert eneste afsnit fortæller en særskilt, enkeltstående historie, der ikke kræver, at man har set de foregående for at kunne følge med. Den slags historiefortælling insisterede tv-selskaberne i sin tid på, da man derved lettere kunne tiltrække nytilkomne, uindviede seere. Et minus ved dén metodik er selvsagt, at karakterernes udvikling ikke er lige så mærkbar, fordi tavlen (til en vis grad) bliver visket ren igen ugen efter. Men udviklingen er stadig sporbar, og en betydningsfuld fordel ved den episodiske model er til gengæld, at man får langt større frihed til at fortælle historier af vidt forskellig karakter.

Således får denne 5. sæson både mønstret genrebrydende genistreger som “Darmok og “The Inner Light” og også mere konventionelle, men ikke mindre værdifulde afsnit, der kommer rundt om et væld af forskellige genrer. “Disaster” er eksempelvis på niveau med Hollywoods bedste katastrofefilm. Enterprise kommer ud for et enormt uheld, og gennem et væld af fængende, parallelle handlingsforløb ser vi, hvordan officererne klarer skærene. “Conundrum” er en gedigen thriller – her bliver hele besætningens hukommelse slettet, og de må hurtigt få bugt med deres prekære dilemma, før de uforsætligt ender som en aktiv medspiller i en destruktiv konflikt. Og et par år før biografpremieren på “En ny dag truer” leverede “Cause and Effect” en fascinerende historie om et tidsloop, som Enterprise bliver fanget i. Kelsey “Frasier” Grammer (som i øvrigt er en selvudråbt trekkie) dukker op til slut.

“Star Trek” har heller aldrig været bange for at tage hånd om kontroversielle temaer og levere politiske budskaber mellem linjerne. Den oprindelige “Star Trek”-serie gik i kødet på alt fra Watergate til Vietnam-krigen tilbage i 1960’erne, og dengang homoseksualitet stadig var tabu på amerikansk tv i de tidlige 90’ere, gav “The Outcast” seksuel intolerance et ordentligt los i skridtet med en fortælling om et diktatorisk styre, der har det samme stokkonservative, snæversynede syn på seksualiteten som Vladimir Putin. Og aktiv dødshjælp bliver taget op i “Ethics”, hvor den krigeriske klingon Worf kommer ud for en voldsom ulykke, der gør ham paralyseret fra nakken og ned. Worf ønsker kun at dø, men hans medofficerer nægter at føje ham, og når karaktererne går i clinch med hinanden, udløses noget af seriens bedste skuespil til dato.

Derudover optræder en af franchisens mest ikoniske figurer, Spock (der igen spilles af den legendariske Leonard Nimoy), i dobbeltafsnittet “Unification”. Nimoy er som altid i topform, og der er særligt en emotionel slagkraft i scenerne mellem Spock og androiden Data (den blændende Brent Spiner), der reflekterer over deres menneskelighed og mangel på samme. De grufulde Borg-væsner vender tilbage i guldklumpen “I, Borg”, der giver de kybernetiske skurke (en af franchisens mest mindeværdige modstandere) et mere menneskeligt islæt. Og sæsonen slutter tilmed af med en gedigen cliffhanger i form af “Time’s Arrow”. 5. sæson af “Star Trek: The Next Generation” er i sandhed en veritabel skattekiste.

I sin storhedstid var “Star Trek: The Next Generation” ikke blot en serie, der talte til passionerede sci-fi-entusiaster, men til adskillige millioner tv-seere af begge køn og i alle aldre. Hvorfor? Fordi det simpelthen er et vanvittigt velstøbt karakterdrama drevet af et talentfuldt cast og en gruppe hovedsageligt unge forfattere, som i dén grad har præget tv-feltet i årene siden. Fordi den ikke var besat af action og special effects, men af mennesker og problemstillinger mage til dem i vores virkelige verden. Mens 80’erne og 90’erne bugnede af sæbeoperaer og politiserier, var her en anderledes ambitiøs serie, der leverede rigeligt med pure underholdning, alt imens den turde tage hånd om store ideer og emner. Dét er, hvad de allerbedste science fiction-film og –serier gør, og “Star Trek: The Next Generation” er så absolut en af genrens sværvægtere, og denne 5. sæson er seriens zenit. Det er galimatias at undvige den, hvis man hælder til genren.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Den 5. årgang af “Star Trek: The Next Generation” ser helt fantastisk ud i HD. Jovist, der optræder et par mikroskopiske støvkorn her og der, men aldrig i et tilnærmelsesvis distraherende omfang, og de få slørede skud (som her dog er flere af, end der var i de foregående sæsoner) skyldes fotografernes oprindelige arbejde og altså ikke den fænomenale indsats, som selskabet CBS har lagt i at restaurere disse godt og vel 20 år gamle tv-episoder. Billedet er nærmest altid knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang fuldkommen forbløffende. Fans vil formentlig føle sig fristede til at pause afsnittene flere gange undervejs for at studere de utallige detaljer, der tidligere har været uklare på VHS og dvd. Det gjorde jeg i hvert fald.

Kontrasten er i en liga for sig, og især derfor fremstår episoderne langt mere filmiske, end de i sin tid gjorde på dvd – nu kan man for alvor beundre fotografernes leg med lys og skygger, som tit giver episoderne et lækkert spillefilmslook. Og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Desuden figurerer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud, mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud) fungerer fortrinligt. Men desværre har CBS ikke kunnet finde et par minutters kildemateriale til afsnittene “The First Duty” og “Power Play”, så man har været nødt til at snuppe disse scener fra den gamle videomaster, som desværre har en langt lavere opløsning end de oprindelige 35mm-negativer. Nogle af de tidligere udgivelser har også budt på opskaleret materiale, men ikke mere end få sekunder, og selvom CBS har gjort et hæderligt forsøg på at få det opskalerede videomateriale til at gå i spænd med de restaurerede 35mm-skud, så bemærker man overgangene.

Audio

Ærlig talt lyder serien bedre end de fleste nyproducerede tv-føljetoner. Næsten samtlige kanaler er konstant aktive, uden at man nogensinde føler, at man bombarderes med overflødige lydeffekter. I scenerne på Enterprise hører man tit bippende computerpaneler i det fjerne og rumskibets dybe, konstante brummen, som aldrig bliver tilnærmelsesvis irriterende, men tværtimod kun styrker fornemmelsen af, at man befinder sig i det ydre rum sammen med alle de gæve stjerneflådeofficerer. Den auditive atmosfære er også enormt imponerende, og panoreringerne tager kegler – hver gang Enterprise flyver forbi kameraet, fornemmer man, at det passerer hjemmebiografen på vejen. Musikken fylder altid helt tilpas i lydbilledet. De oprindelige stereolydspor medfølger også.

Ekstramateriale

Når man smækker udgivelsens første skive i afspilleren, præsenteres man øjeblikkeligt for trailerne til BD-udgivelserne af “Star Trek: The Next Generation”-dobbeltafsnittet “Redemption” og seriens sæson 3 og 4 samt 2. sæson af tv-serien “Star Trek: Enterprise”. Det er bare lidt ærgerligt, at man bliver nødt til at genindsætte skiven i afspilleren, hvis man vil gense trailerne. Desuden medfølger de gamle tv-reklamer for alle sæsonens 26 afsnit. Når man ser disse trailere, bliver det fornemme restaureringsarbejde for alvor sat i relief.

Alle dokumentarerne fra den gamle dvd-udgivelse af sæsonen medfølger: “Mission Overview” (18 min.) fokuserer mest på Spocks optræden i dobbeltafsnittet “Unification”, men desværre indeholder dokumentaren ikke noget interview med Leonard Nimoy, der atter spillede den ikoniske karakter. “Memorable Missions” (18 min.) rummer adskillige anekdoter om et væld af sæsonens afsnit, mens “Intergalactic Guest Stars” (15 min.) beretter om de mange gæsteoptrædener i serien (såsom Kirsten Dunst, Ashley Judd og Famke Janssen), men desværre bliver næsten ingen af disse stjerner interviewet. I “Departmental Briefing: Production” (15 min.) gennemgås bl.a. tilblivelsen af “The Inner Light” (og Jay Chattaway diskuterer sit smukke score til afsnittet), og flere instruktører og manuskriptforfattere udtaler sig om deres arbejde bag kameraet. “Departmental Briefing: Visual Effects” (18 min.) gransker sæsonens effekter, mens “Alien Speak” (12 min.) handler om de mange fiktive sprog, som blev skabt til franchisen. Bl.a. forfatteren bag den klingonske ordbog, Marc Okrand, bliver interviewet. Og “A Tribute To Gene Roddenberry” (28 min.) er fin, lille hyldest til “Star Trek”-skaberen Gene Roddenberry, som døde, mens denne sæson blev indspillet.

Derudover er der blevet lavet en række nye dokumentarer, som alle er nøjagtig lige så fremragende som dem, der fulgte med BD-udgivelserne af de foregående sæsoner. “Requiem: A Remembrance of Star Trek: The Next Generation” (60 min.) er delt op i to dele, og selvom vi hører en del om en række af sæsonens afsnit (særligt “The Inner Light”), så bliver der ikke overraskende fokuseret på Gene Roddenberrys førnævnte død. Det er forbavsende rørende at høre manuskriptforfatterne, skuespillerne etc. diskutere deres reaktioner, da de hørte om Roddenberrys død. Og i “In Conversation: The Music of Star Trek: The Next Generation” (74 min.) diskuterer komponisterne Jay Chattaway, Ron Jones og Dennis McCarthy deres musikalske arbejde på serien – udfordringerne, højdepunkterne, samarbejdet med producerne osv. En ekstremt interessant chat for alle os med interesse i film- og tv-musik.

Der er også blevet indtalt kommentarspor til fire afsnit. Seth MacFarlane og manuskriptforfatteren Brannon Braga kommenterer episoden “Cause and Effect”. Ja, dén MacFarlane – manden bag tegnefilmsserierne “Family Guy”, og “American Dad!” og den ekstremt succesfulde komediefilm “Ted”. MacFarlane er en kæmpe trekkie, som ofte klemmer “Star Trek”-referencer ind i sine tv-serier, og som tilmed har optrådt i flere af dokumentarerne på Blu-ray-udgivelserne af “Star Trek: The Next Generation”-sæsonerne. ”Jeg har ingen grund til at være her”, bemærker MacFarlane i begyndelsen af afsnittet, men selvom han ikke havde noget som helst med serien at gøre (han voksede op med den som teenager), så får han fyret en masse muntre kommentarer af (og nynner endda med på titelmelodien) og stiller Braga en masse relevante spørgsmål. Et vildt underholdende kommentarspor.

Manuskriptforfatterne Ronald D. Moore og Naren Shankar har indtalt et kommentarspor til episoden “The First Duty”, som de i sin tid skrev i fællesskab. D’herrer er (ikke overraskende) mere saglige end Braga og MacFarlane, men de er bestemt ikke mindre interessante. De to mænd havde mange stridigheder med deres overordnede omkring afsnittets udformning, og det er uhyre fascinerende at høre om afsnittets skabelse såvel som de kreative konflikter bag kameraet. René Echevarria og Star Trek-eksperterne Mike og Denise Okuda (som i sin tid også arbejdede på seriens grafiske design) har også indtalt et informativt kommentarspor til “I, Borg”, mens Okuda-parret og forfatteren Morgan Gendel kommenterer “The Inner Light”. Fans bør lytte til dem alle.

Her er også knap otte minutters fyrstelige fraklip (det er forbløffende, hvor ofte skuespillerne bryder ud i sang!) samt slettede scener fra i alt syv afsnit: “New Ground”, “Ethics”, “The Outcast”, “The First Duty”, “Cost of Living”, “The Perfect Mate” og “The Inner Light”. Scenerne fra “The First Duty” (hvor en far sorger over sin søns død) havde gjort afsnittet stærkere, men man kan sagtens forstå, hvorfor de andre saksede sekvenser blev droppet. De nye dokumentarer, fraklippene og de slettede scener præsenteres i 1080p, mens trailerne og de gamle dokumentarer er blevet opskaleret fra SD.

Det absolutte højdepunktDa TNG nåede til sin 5. sæson, nåede serien – efter min egen personlige vurdering – sit absolutte højdepunkt. Det er meget svært at sætte en finger på noget. Med alle karakterer veletablerede, alle skuespillere og instruktører i deres esser og med manuskriptforfatternes fortsatte kreative blomstring kørte TNG nu virkelig for fuld hammer og på alle cylindre.
Det hele starter med afslutningen på sidste sæsons cliffhanger: “Redemption, Part 2”. Dette er et helt forrygende afsnit, meget bedre end del 1, som også var en særdeles underholdende episode. Ud af de mange cliffhanger-afslutninger der var, da TNG kørte, er dette muligvis den bedste.

Det høje kvalitetsniveau er bevaret igennem alle 26 episoder, med ganske få – og relativt ubetydelige – undtagelser. “The Masterpiece Society” (hvor Enterprise kæmper for at redde en koloni af isolationister fra undergang), “Cost of Living” (hvor Lwaxana Troi kommer på besøg og møder Worfs søn Alexander) og “Imaginary Friend” (hvor en lille piges usynlige veninde bliver virkelig og truer Enterprise) er alle sammen ganske gode episoder, men i forhold til resten af sæsonen blegner de lidt.

Men mængden af fremragende episoder er næsten overrumplende: “Ensign Ro” (hvor Enterprise får et nyt besætningsmedlem: Ro Laren, og hvor vi for første gang møder racen Bajorans, som fik stor betydning i den næste Star Trek serie: “Star Trek: Deep Space Nine”), “Silicon Avatar” (hvor det destruktive krystal-væsen fra 1. sæson episoden “Datalore” vender tilbage), “Disaster” (hvor Enterprise kommer ud for en alvorlig ulykke, som truer med at resultere i alle ombordværendes død), “The Game” (et af hele seriens mest spændende og fangende episoder), “Conundrum” (alle besætningsmedlemmernes hukommelser bliver slettet), “Ethics” (hvor Worf kommer alvorligt til skade, og af den grund ønsker at begå selvmord), “Cause and Effect” (hvor begivenheder ombord på Enterprise synes konstant at gentage sig), “The First Duty” (hvor Wesley Crusher deltager i en sammensværgelse for at skjule sandheden bag en vens tragiske død), “I, Borg” (endnu en af seriens allerbedste episoder, hvor Picard bliver stillet overfor et gigantisk moralsk dilemma, da Enterprise redder en Borg, som snart begynder at blive mere og mere menneskelig) og “The Next Phase” (hvor en transporter-fejl resulterer i, at Geordi og Ro bliver usynlige og kan bevæge sig igennem alt) er alle særdeles velskrevne og med fremragende skuespilspræstationer.

5. sæson var også den sæson, hvor Spock (fra den gamle Star Trek serie) optrådte, nemlig i det fornemme dobbelt-afsnit “Unification”. En stor begivenhed i TNG´s 7-år-lange levetid.
5. sæson slutter med cliffhangeren “Time´s Arrow”, som er en smule skuffende. Det virker ikke som om manuskriptforfatterne havde nogen helt klar idé om, hvad de ville med denne historie.

Men under alle omstændigheder gør inkluderingen af de to afsnit “Darmok” og “The Inner Light” det umuligt ikke at give sæsonen topkarakter. “The Inner Light” er muligvis seriens absolut bedste episode, som vandt den prestigefulde Hugo pris (som uddeles hvert år til et science-fiction værk, som f.eks. en film, et tv-afsnit eller en roman). Det er samtidigt også en af de mest ambitiøse og unikke Star Trek episoder nogensinde. Hvis du kender nogle, som nægter at se Star Trek, fordi de af en eller anden grund ikke synes om konceptet, så vis dem dette afsnit! “Darmok” er næsten på højde med “The Inner Light”. Det er en fremragende historie om empati, sprog og loyalitet.

Med flere originale, inspirerende og fantasifulde historier end nogen anden TNG sæson, er 5. sæson umulig ikke at anbefale. Og desuden er der mange episoder, som var med til at danne grundlag for Star Trek i de efterfølgende år. Fremragende.

BilledeDesværre er der her ikke tale om nogen egentlig forbedring i forhold til sidste udgivelse. Billedet har stadigvæk klare farver, god kontrast og næsten ingen digital støj. Men billedet virker stadigvæk en anelse blødt, og lider stadigvæk af en hel del komprimerings-artifacts. Desuden ser special-effects sekvenserne stadig en smule kantet og pixel-fyldte ud. Det ville være lækkert, hvis der kom en 5-stjerners-billedkvalitet udgivelse, inden hele serien er blevet udgivet.

LydMht. lyden er der heller ikke egentlig noget nyt under solen. Der er stadig tale om nogle fremragende lydspor (præsenteret i Dolby Digital 5.1 Surround) med særdeles klar dialog, velafbalanceret musik og masser af interessante og dynamiske effekter fra alle sider.

EkstramaterialeDenne boks indeholder 6 gode dokumentarer. “Mission Overview” (ca. 18 minutter) fokuserer mest på Spocks (spillet af Leonard Nimoy) optræden i “Unification”. Mange personer som arbejdede både foran og bagved kameraet på TNG, fortæller om denne unikke oplevelse. Desværre indeholder dokumentaren ingen interviews med Leonard Nimoy. Manuskriptforfatterne Jeri Taylor og Michael Piller fortæller også lidt om deres oplevelser med at skrive manuskriptet til “Unification”. Så bliver der desuden snakket om sæsonens 3 bedste episoder: “The Inner Light”, “Darmok” og “I, Borg”. Diskussionerne omkring den sidstnævnte episode er uden tvivl de mest interessante, da Paramount har fået fat på selveste Jonathan Del Arco (som spillede den fortvivlede Borg “Hugh”) til at fortælle lidt om sin rolle.

I dokumentaren “Memorable Missions” (ca. 18 minutter) kommer adskillige folk, som havde med TNG at gøre, med masser af anekdoter og diverse informationer om arbejdet under seriens 5. sæson. Ganske spændende dokumentar, som også er relativ morsom. Bl.a. snakker Robert Duncan McNeill (som senere fik rollen som Tom Paris i serien “Star Trek: Voyager”) om sin rolle i “The First Duty”.

“Intergalactic Guest Stars” (ca. 15 minutter) fortæller – som titlen antyder – om de mange gæsteoptrædender i hele serien, såsom Kirsten Dunst, Ashley Judd og Famke Janssen. Spændende dokumentar, men desværre bliver næsten ingen af disse gæstestjerner interviewet. Desuden bliver der fortalt om eks-præsident Ronald Reagans besøg på settet under produktionen af seriens 3. sæson.

I “Departmental Briefing: Production” (ca. 15 minutter) fortæller bl.a. Peter Lauritson om sit arbejde som instruktør på “The Inner Light”. Jonathan Frakes fortæller om det at have instrueret afsnittet “Cause and Effect”. Ronald D. Moore og Michael Piller beretter en del om det at skrive afsnittet “The First Duty”, som de var ret uenige om mht. plottet. Og så taler Jay Chattaway – som ventet – om det yderst populære og smukke soundtrack til “The Inner Light”.

“Departmental Briefing: Visual Effects” (ca. 18 minutter) indeholder masser af spændende interviews med folkene bag seriens special-effects og deres arbejde igennem hele serien. Det er morsomt at høre, hvordan mange af de flotte special-effects blev til på meget simpel vis.

“Alien Speak” (ca. 12 minutter) handler om de mange fremmede sprog, som fans har lagt øre til i årtier. Bl.a. bliver skaberen af det klingonske sprog (Marc Okrand) interviewet.

Til sidst har vi en dokumentar, som mange fans nok har set meget frem til: “A Tribute To Gene Roddenberry” (ca. 28 minutter), som er en hyldest til Star Treks skaber, som døde mens TNG var i sin 5. sæson (den 24. oktober 1991). Det er en flot lille dokumentar, og specielt interviewene med Marina Sirtis (Troi) og Genes enke Majel Roddenberry er særdeles gode og også en smule rørende. Dokumentaren består også af en del gamle og interessante optagelser, bl.a. fra Star Treks 25 års jubilæums fest. Dokumentaren virker dog en anelse overfladisk og mangler dybde. Den er heller ikke kritisk nok, og fortæller intet om de negative aspekter af Genes liv (og dem var der altså nogle af). Men dette er jo også en hyldest til manden, så manglen på stærk objektivitet kommer ikke som nogen stor overraskelse.

Alt i alt, endnu en god lille bunke informative og velproducerede dokumentarer.

OverallEndnu en fremragende udgivelse fra Paramount, med nogle gode dokumentarer og med god billed- og lydkvalitet. Jeg savner stadig lidt en forbedring i billedkvaliteten i forhold til tidligere udgivelser, men i forhold til materialets alder, er det stadig en fornem udgivelse.