Star Trek: The Next Generation – The Best of Both Worlds
Tilbage i juli 1990 kørte den engelske skuespiller Patrick Stewart i sin cabriolet langs en solbeskinnet strækning i USA. Da han på et tidspunkt nåede frem til et kryds, kørte en familie op på siden af ham. Moderen rullede nærmest demonstrativt vinduet ned, stak hovedet ud og skrålede: ”Du har ødelagt vores sommer!”, før bilen prompte drønede væk igen. Og det var ikke, fordi Stewart havde strejfet familiens automobil eller givet dem en fejlagtig vejrmelding, at kvinden havde været så frygteligt frustreret. Stewart vidste øjeblikkeligt, hvad det drejede sig om. Det var alt sammen Star Treks skyld. Nærmere bestemt “Star Trek: The Next Generation”-afsnittet “The Best of Both Worlds”.
Da “The Best of Both Worlds” begynder, er en af Føderationens kolonier i det ydre rum blevet udslettet. Føderationen sender sit flagskib, Enterprise, af sted for at undersøge tragedien, og mandskabet finder tydelige tegn på, at kolonisterne blev dræbt af en race kendt som The Borg – et nærmest usårligt og fuldkommen følelsesforladt fællesskab af kybernetiske væsner, som både tænker og agerer som én samlet, determineret masse. I deres kolossale, kubeformede rumskibe gennemkrydser de galaksen og assimilerer andre racer – hvilket vil sige, at de bortfører andre levende væsner, monterer alskens elektroniske dingenoter både i og uden på deres kroppe, forbinder dem til borgernes kollektive sind og dermed berøver deres ofres selvstændighed og frihed. ”Modstand er nyttesløs” lyder deres mantra. Kært.
Vi er knap fire sæsoner inde i “Star Trek: The Next Generation”, og det kan mærkes på skuespillerne, der har spillet deres roller i så mange år, at de alle fremstår 100% reelle – om de så er mennesker, såkaldte klingoner eller programmerede androider. Deres samspil er også så godt, at man gang på gang tager sig selv i at trække på smilebåndet, fordi alle har en så enorm og enormt indtagende kemi. De store, intergalaktiske begivenheder suppleres derudover perfekt af små, følelsesladede øjeblikke (en hyggelig pokeraften med officererne, der ender med at blive temmelig alvorsfuld; en sørgmodig Picard, der alene færdes i Enterprises gange, mens enden synes nær), således at man altid bevarer et stærkt, personligt engagement i karakterernes skæbner.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Billedet er nærmest altid knivskarpt, og detaljerigdommen er gang på gang fuldkommen forbløffende. Fans vil formentlig føle sig fristede til at pause afsnittet flere gange undervejs for at studere de utallige detaljer, der tidligere har været uklare på VHS og dvd. Det gjorde jeg i hvert fald. Kontrasten er i en liga for sig, og især derfor fremstår dobbeltafsnittet langt mere filmisk, end det i sin tid gjorde på dvd – nu kan man for alvor beundre fotografernes leg med lys og skygger, som ofte giver billedsiden et lækkert spillefilmslook. Og farverne, der ofte fremstod drænede og matte på dvd, er generelt naturtro og særdeles appetitlige. Desuden figurerer hverken glorier eller udtværing. De fleste effekter er blevet fornemt rekonstrueret ved brug af de oprindelige modelskud, mens de få nyindsatte computereffekter (såsom phaserskud og en stor eksplosion mod slutningen af episoden) fungerer fortrinligt. Ét enkelt skud er blevet opskaleret fra SD til HD, fordi man ikke kunne finde den oprindelige filmstrimmel i arkiverne, og det ser ikke godt ud. Men det varer altså blot et øjeblik, og resten af afsnittet ser fejlfrit ud.
Ærlig talt lyder dobbeltafsnittet bedre i HD end de fleste nyproducerede tv-episoder. Næsten samtlige kanaler er konstant aktive, uden at man nogensinde føler, at man bombarderes med overflødige lydeffekter. I scenerne på Enterprise hører man tit bippende computerpaneler i det fjerne og rumskibets dybe, konstante brummen, som aldrig bliver tilnærmelsesvis irriterende, men tværtimod kun styrker fornemmelsen af, at man befinder sig i det ydre rum sammen med alle de gæve stjerneflådeofficerer. Den auditive atmosfære er også enormt imponerende, og panoreringerne tager kegler – hver gang Enterprise flyver forbi kameraet, fornemmer man, at det passerer hjemmebiografen på vejen. Musikken fylder altid helt tilpas i lydbilledet. Det oprindelige stereolydspor medfølger også.
Det er netop ekstramaterialet, der får denne udgivelse til at skille sig ud fra de mange lækre BD-udgivelser af seriens komplette sæsoner. Første del af “The Best of Both Worlds” udgjorde afslutningen på seriens 3. sæson, mens den anden del kickstartede føljetonens 4. årgang. Så hvis man investerer i BD-udgivelserne af netop de to sæsoner, får man selvsagt også fingre i de to afsnit (om end naturligvis ikke i form af ét sammenhængende afsnit i spillefilmslængde, men i stedet som to separate episoder à 45 minutter). Men denne skives ekstramateriale (bortset fra de to tv-trailere til afsnittene) befinder sig udelukkende på denne disk.
“The Best of Both Worlds” er et af Star Trek-franchisens allerbedste dobbeltafsnit – velspillet, intenst og spækket med dramatiske momenter og imponerende effekter, som er ældet forbavsende yndefuldt. Alligevel er det kun yderst dedikerede trekkies, som bør overveje at investere i denne Blu-ray. De to afsnit er ganske vist blevet klippet fornemt sammen til én sammenhængende tv-film, men de fungerer lige så godt som separate episoder, og netop de separate episoder befinder sig på hhv. den allerede udgivne BD-udgivelse af seriens 3. sæson og den kommende BD-udgivelse af føljetonens 4. årgang. Skiven indeholder dog noget ekstramateriale, som kun befinder sig på netop denne skive, hvilket nok vil gøre den til et uimodståeligt tilbud for de fans, som heller ikke kan vente på, at 4. sæson udkommer på Blu-ray senere på året, før de får lov til at se dobbeltafsnittets anden halvdel i HD. Heldigvis er den vejledende udsalgspris også relativt lav.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
