FilmenGeorge Lucas’ ven Francis Ford Coppola udtalte engang: ”Teknologien er altid et element af kreativiteten, men den er ikke kilden til kreativiteten.” Efter at have set “Episode II” kan man godt komme i tvivl om George Lucas nu også er enig i det, for filmen er overfyldt med tekniske ydelser og alt for lidt hjerte. Grunden til at Lucas ventede hele 16 år var jo også at han ikke ville fortsætte eventyret, før teknologien levede op til hans krav. Filmen ligner i øvrigt mere et Playstation 2 spil end en film.

Selvom “Episode II” er klart bedre end “Episode I – Den Usynlige Fjende” (den første films fejl og mangler var ganske uinteressante i forhold til to`erens), har den både momenter af stor opfindsomhed og højt tempo, men også (u)frivilligt grinagtige og til tider smagløse scener.

Har man i øvrigt et lille håb om at filmen har noget tilfælles med “Episode IV-VI” trilogien, skal man nok hellere hive sin gamle slidte VHS-version af “IV-VI” frem i stedet – fordi den sidste levning af den gamle magi er fejet væk!

Filmen starter energisk med John Williams` velkendte “Star Wars”-tema. Men allerede i den første scene, efter en lille eksplosion, kommer man ned på jorden igen. Snak, alt for meget snak (et af filmens store problemer). Lad os være ærlige: George Lucas er bestemt ikke nogen William Shakespeare (mindre kan også gøre det). Selvom man måske kan have en tendens til at glorificere den gamle trilogi, så var han heller ikke dengang nogen ørn til dialog.

Men udgangspunktet var dog at det var historiens personer og temaer, som bl.a. var inspireret af gamle fortællinger og mytologier, som skulle trække historien fremad. I den nye trilogi bliver vi viklet ind i en politisk historie, som overhovedet ikke er interessant – dels fordi vi kender udfaldet og fordi den er unødvendigt indviklet fortalt. Selv de mest die-hard “Star Wars” fans vil have svært ved at påstå at historien interesserer dem. Med mindre de får “hjælp” af jedi-mind tricket.

De fleste af filmens karaktere er endimensionelle. Obi-Wan Kenobi er den eneste der virker som en rigtig person. Han bliver spillet med stolthed og charme af Ewan McGregor. Natalie Portman gør også en god figur i rollen som Amidala, men hendes præstation ødelægges af Hayden Christensens monotome spil. Deres kærlighedshistorie virker meget klodset. Lucas må have anet dette, fordi når Amidala og Anakin er romantiske sammen, brillerer han med nogle besynderlige digitale effekter. Et stykke digital frugt og en smagløs dårlig amnimeret skabning, som Anakin rider på for at “imponere” Amidala, stjæler billedet.

Obi-Wan Kenobi delen (hvor han udfører lidt detektivarbejde) virker meget mere spændende og levende end resten af filmen. Dels fordi Ewan McGregor har tyngden og kapaciteten til at fylde noget i sine scener og fordi Kenobi slipper for at slæbe rundt på den irriterende og pyldrede Anakin.

George Lucas har helt sikkert lyttet til noget af kritikken af “Episode I”, for han har bl.a. flyttet Jar Jar Binks i baggrunden og har lavet en mere ambitiøs film. Filmen er mere mørk og dyster i tonen, og det har vi ikke set siden “Episode V – Imperiet slår igen”. Det er en klar forbering. Men det er ikke alle forbedringer som er lige velkomne. Yoda er blevet 100% digital som gør ham mere mobil, og han har samtidig flere ansigtsudtryk i forhold til i gamle dage. Men jeg foretrækker nu den substans og humanitet som den gamle dukke havde.

Filmens store slag hen imod slutningen, er et 40 minutters overflødighedshorn af nonstop action som overgår de tidligere film i rækken. Men hvis man ikke på dette tidspunkt er interesseret i filmens personer (fordi de er rimelige uinteressante) er alt dette bare ligegyldigt og trættende at overvære. I Dødstjerneopgøret i “Episode IV – A New Hope”, som kun varede 15 minutter, var der et klart og definerbart mål med det hele. Mere er altså ikke nødvendigvis at foretrække frem for mindre.

John Williams har skabt et fantastisk score som er aggressivt, levende og romantisk. Alt det som filmen så gerne ville være. Men Lucas har desværre opført sig som en slags Dr. Frankenstein over for Williams’ musik. Han har klippet så meget i musikken at flowet er forsvundet. Specielt i de sidste 40 minutter af filmen, er 80% af musikken hentet fra “Episode I”! At lytte til musikken på CD og i filmen er to meget forskellige ting. Ærgerligt, når musikken plejer at være et af de tiltrækkende aspekter ved en “Star Wars”-film.

“Star Wars: Episode II – Klonernes Kamp” på DVD er en blandet fornøjelse. Men hvis man bruger sin skipknap og springer de svage sekvenser over, er filmen ganske underholdende.

Hvis man er “Star Wars” fan, vil “Episode II” heller ikke få én til at skrifte religion. Men hvis man er mere intersseret i en god historie frem for computereffekter, er der desværre ikke meget at hente i “Episode II”.

Nu er jeg i hvert fald 100% sikker på hvorfor “Episode IV” har undertitlen: A New Hope!

Video”Star Wars: Episode II – Klonernes Angreb” er den første liveaction spillefilm, som er optaget digitalt. På DVD betyder det at man har kunnet springe overførelsen fra film til digitalt over, og i stedet gøre det fra digital til digital.

Resultatet er meget vellykket. Farverne er overdådige flotte og billedet er virkelig skarpt med masser af detaljer. Filmen er fuldstændig fri for nogen former for synlige fejl. Måske den flotteste billedeudgivelse til dato.

AudioFilmens Dolby Digital 5.1 EX er fantastisk for at sige det mildt. Ligesom i “Episode I” er lyden meget levende og er hele tiden tilstedeværende.

Et lydbillede med ægte 3D dimensioner og rigtig mange højdepunkter. George Lucas’ kærlighed for lydeffekter kommer tydeligt til udtryk i “Episode II”.

Ekstra Materiale[list]

Audiokommentar af bl.a George Lucas, Rick McCallum, Ben Burtt og John Knoll.

8 slettede scener med introduktion af George Lucas, Rich McCallum og Ben Burtt.

From Puppets To Pixels.

State Of The Art: The Previsualization of “Episode II”.

Films Are Not Released; They Escape.

Tre featuretter, som udforsker “Klonernes Angreb”s generelle historie, actionscener og kærlighedshistorie.

Omfattende web-dokumentar i 12 dele.

Across The Stars: musikvideo med John Williams.

Biograftrailers og 12 TV spots.

Biografplakater samt printkampagner fra hele verden.

R2-D2: Beneath The Dome trailer.

Fotos fra produktionen.

Episode II Visual Effects Breakdown Montage.

DVD-ROM weblink.

[/list]Kommentarsporet med Lucas og hans kollegaer er ganske informativt, men der fokuseres en hel del på det tekniske – og det kan derfor godt virke lidt tørt til tider.

Det første af de tre dokumentarprogrammer, From Puppets To Pixels, giver et godt indsigt i hvordan Yoda og nogle af de andre digitale figurer, blev skabt og hvordan de fungerer. State of the Art: The Previsualization of Episode II er en gennemgang af ikke tidligere viste animatics (en slags computerstoryboards). I Films Are Not Realeased: They Escape forklarer Ben Burtt og hans kollegaer, hvordan de skabte lyden til “Episode II”.

Ligesom på DVD`en til “Episode I” er der også denne gang små Behind The Scenes programmer fra Star Wars.com – som kommer ind på de meste relevante aspekter af filmarbejdet.

De forskellige menuer er ligesom i “Episode I” i den absolutte topklasse.

Der er stof til masser af timers underholdning, specielt hvis man er interesseret i teknikken bag “Episode II”.

Strong am I with the force… but not that strong!Det var med bange anelser jeg satte mig i biografsædet… efter skuffelsen med Episode 1, havde jeg sat mig for ikke at sætte næsen alt for højt op!

Heldigvis viste mine bange anelser at blive gjort til skamme: Lucas viser at han ikke har mistet evnen til at skabe en god film… for Episode 2 er god!! Men filmen er ikke uden sine fejl!

Som det første så kan jeg berolige alle de mange, mange Jar Jar hadere der er, specielt blandt Star Wars fan-basen. Jar Jar er minimalt med i denne film, og for en gangs skyld er han ikke bare til grin, men spiller faktisk en MEGET vigtig rolle i filmen!

Filmens plot er godt. Her har Lucas og hans medforfatter Jonathan Hales virkelig strengt sig an… plottet er ikke en lige linie, men der er utallige sub-plots. Der sker vitterligt noget hvert øjeblik, der er vigtigt for filmen og karakterernes historie. Filmen ræser derud af med stor hastighed, og man skal være rimelig skarp for at kunne følge med. Det mener jeg ikke gør spor, men det betyder også at de 2 timer og 20 er alt for hurtigt forbi.

Filmens plot er faktisk delt i to. I den ene del følger vi Obi-Wan, der som en anden Sherlock Holmes, forsøger at finde ud af hvem der står bag truslen mod Padme. Denne del af filmen er nok den der holder bedst, med en ret intelligent og spændende storyline.

I den anden del følger vi Anakin, der skal beskytte Padme mod den trussel der hviler på hende… samtidig ser vi hvordan deres forhold udvikler sig, og mere vigtigt, så ser vi også hvordan Anakin langsomt bevæger sig imod The Dark Side. Det er ret fedt at se Anakin’s problemer, det er tydeligt at det er helt galt med ham. Med hensyn til kærlighedshistorien imellem Padme og Anakin, så virker den ofte ret plat og ligegyldig… omend den dog til tider er meget virkningsfuld!

De to storylines flettes sammen i de sidste 40 minutter, i et sandt overflødighedshorn af kampe mellem jedier, androider, kloner og hvad der er værre. Disse kampe er fuldstændig overvældende… glem alle de slag du har set i tidligere Star Wars film, dette slår dem alle!!!

Til sidst har vi naturligvis den obligatoriske lyssværdskamp… jeg vil ikke røbe for meget, andet end at vi her virkelig ser hvorfor Yoda er MESTEREN!

Et af filmens svage punkter er helt klart C3PO. Da Jar Jar ikke står for alle de platte jokes i denne film, må en anden karakter nødvendigvis få den tvivlsomme ære… desværre bliver det C3PO der taber denne gang. Han fyrer virkelig en omgang platte jokes af her, specielt i slaget til sidst… det er ærgeligt når man tænker på de mange sjove udvekslinger C3PO og R2D2 havde i de originale film.

Skuespillet i filmen vil jeg sige er generelt godt.

De gode skuespilpræstationer tilhører helt klart Ewan McGregor og Natalie Portman. McGregor ER simpelthen Obi-Wan i denne film, i en stor tribut til Alec Guiness… man tvivler ikke ET sekund på at det er den samme karakter. Samtidig er Obi-Wan karakteren udvidet i Episode II, bl.a. med en god portion humor. Desværre tror jeg at Lucas’ hang til at klippe, klistre og optage scener lang tid efter og indsætte dem i filmen har “ødelagt” Obi-Wan en smule. Det meste af filmen render Obi-Wan rundt med skæg, som er McGregors eget. I en DEL scener rundt om i filmen er hans skæg pludselig meget anderledes, og helt tydeligt et påklistret skæg… ikke nok med at det ser EKSTREMT latterligt ud, så ødelægger det også filmens illusion, for jeg lagde mærke til det HVER gang, og blev irriteret over det HVER gang. Puuuha Lucas, fingrene væk fra skægget næste gang!!!

Natalie Portman spiller Padme, og udover at være virkelig smuk og underskøn, så spiller hun med meget stor overbevisning. Kun et par enkelte gange i kærlighedsscenerne, er hun ikke helt i top, men det er desværre på grund af den til tider forfærdelige dialog i disse scener.

Hayden Christensen som Anakin leverer en noget svingende præstation. I de scener hvor han er på vippen til at blive grebet af The Dark Side, troede jeg fuldt og fast på ham… han er virkelig en arrogant, forkælet møgunge og spiller det med stor overbevisning. I kærlighedscenerne med Natalie Portman er han helt væk…

Gode skuespilpræstationer i birollerne står bl.a Temuera Morrison for… han spiller perfekt som Jango Fett og vi tror på ham som far til alle tiders hårdeste dusørjæger Boba Fett, der i denne film er dreng, spillet af Daniel Logan. Han er en smule småirriterende, faktisk ligesom Jake Lloyd i Episode I. Han er heldigvis ikke meget med i filmen, hvilket desværre betyder at Jango Fett heller ikke er meget med, da hele tiden er sammen.

Også filmens “grand old man” (nej, det er ikke Yoda jeg tænker på) Christopher Lee spiller kanonflot. Den mand har virkelig en aura omkring sig, der gør at man respekterer og ham… han stemme er simpelthen fremragende og kuldegysfremkaldende. Smukt spillet, men han er desværre ikke meget med!

Til sidst et lille surt opstød. Det kan godt være at Samuel L. Jackson virkelig gerne vil være med i Star Wars, men jeg må desværre skuffe dig Samuel: Du passer bare ikke ind. Den skuespilpræstation kunne jeg godt have været foruden!

Ingen andre film før denne har brugt så mange blue-screen optagelser og computergrafik. ILM har virkelig taget sig sammen og de leverer virkelig virkelig smuk computergrafik. De mange landskabsscener, rumvæsner, planeter og rumskibe er MEGET flot lavet. Kun få gange kan man se at det ikke er ægte. Jeg var specielt imponeret af planeten Kamino og de rumvæsner der lever der, det er aldrig set lignende før.

De eneste problemer jeg syntes der var med computergrafikken, var i de scener hvor folk enten red eller sad på computergeneret maskineri eller dyr. Det så faktisk RET fake ud, og det gør desværre at man bliver revet en smule ud af illusionen… det værste der kan ske for en film.

Samtidig så kan man godt se på skuespillerne at de ofte spiller mod en blue-screen og at deres medspillere er computergenererede, fx. når skuespillerne kigger forkerte steder hen. Også de mange Jedi’s i slutningen, inklusive Samuel L. Jackson, virker som om de bare er optaget mens de stod og svingede med nogle kæppe, og så har man bare sat en masse fjender og lysværd ind bagefter.

Filmens absolutte højdepunkt er scenerne i slutningen med Yoda… jeg var nervøs for hvordan Yoda ville fremstå i filmen, men han er mageløst skabt. Det er virkelig flot klaret af ILM, og deres præstation, sammen med Frank Oz’s stemme gør at Yoda næsten bliver levende.

Til sidst vil jeg nævne John Williams’ underlægningsmusik, der endnu engang er helt i top. Jeg vil ikke lyve, jeg har siddet og hørt soundtracket MEGET siden det udkom, og jeg kan virkelig godt lide det… det bliver dog først RIGTIG godt når nogle af de gamle temaer som fx. “The Imperial March” slår igennem, men også det nye kærlighedstema “Across The Stars” er godt. Sat sammen med filmen, så går det op i en højere enhed… Williams er en sand mester!