Star Wars Trilogy: Bonusmateriale

MedvirkendeAnthony Daniels, Harrison Ford, James Earl Jones, Mark Hamill, Carrie Fisher, David Prowse, Peter Mayhew

Længde236 min

GenreDokumentar, Dokumentar

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Wars Trilogy: Bonusmateriale

6 6
Ligesom med udgivelsen af “Indiana Jones” filmene i 2003, har LucasFilm på denne udgivelse af “Star Wars” trilogien valgt, at placere størstedelen af ekstramaterialet på en disc for sig selv.

Det eneste ekstramateriale der er placeret i forlængelse af hver film, er de tre kommentarspor med George Lucas og hans crew. Kommentarsporene, der alle tre er rigtig gode og informative, kan man læse mere om under anmeldelserne af de enkelte film.

Den fjerde disc indeholder altså alle dokumentarer og andet godt, som LucasFilm i denne omgang har valgt, at hive ud af deres arkiver. Denne fjerde disc er delt op i fire menupunkter:

Documentary and featurettes
Dette er nok den mest kødfulde sektion på hele disc’en. Her diskes der op med dokumentarprogrammet “Empire of Dreams”, der varer ca. 2 timer og 30 minutter, og som dækker produktionen af alle tre film i trilogien. Mest opmærksomhed får “Stjernekrigen”, der løber med ca. 1 time og 30 minutter af spilletiden. “Imperiet Slår Igen” og “Jedi-ridderen Vender Tilbage” får hver ca. 30 minutter. Dokumentarprogrammet giver et fantastisk indblik i produktionen af “Star Wars”, fra den spæde start, hvor Lucas får ideen til filmen, imens han er ved at færdiggøre “American Graffiti”. Lucas forklarer bl.a. sine motivationer for at lave filmene, og hvordan han blev inspireret af bl.a. Joseph Campbells værker om myter og helte.

Programmet bevæger sig videre og går mere i dybden om produktionen af de tre film, og her er programmet overraskende kontant, specielt vedrørende “Stjernekrigen”, og alle de produktionsvanskeligheder som Lucas løb ind i. Selv var jeg overrasket over, at høre hvor lidt skuespillerne troede på Lucas’ vision og nærmest mobbede ham med den. Så selv for garvede “Star Wars” fans, er der masser af nyt at se på. Særlig interessante er eks. et par prøve-screenings, hvor en ung Kurt Russel giver den som Han Solo. Ellers er programmet spækket med interviews fra Lucas, folkene bag filmen, skuespillerne og selv den respekterede nyhedsrapporter Walter Cronkite, der fortæller om hvordan filmene har påvirket verden.

Skal man sætte fingeren på noget i denne dokumentar må det være, at der skøjtes lidt for let hen over de to efterfølgere, men det er en meget lille anke.

Dernæst er der tre kortere featurettes: “The Characters of Star Wars”, “The Birth of the Lightsaber” og “The Force is With Them: The Legacy of Star Wars”.

De to første programmer varer ca. 16-17 minutter hver, og handler om hvordan Lucas fik ideerne til de forskellige karakterer og deres udvikling, samt hans ide til lyssværene. Disse to programmer er rigtig gode, og begge er ligeledes peppet op med bloopers og andre sjove “Star Wars” relaterede filmklip under rulleteksterne.

Det sidste program består primært af interviews med forskellige instruktører, som Peter Jackson, Steven Spielberg, James Cameron m.fl., der skamroser Lucas og hans pionerarbejde indenfor filmindustrien. Programmet er lidt for rosenrødt, men trods alt ganske interessant.

Trailers and TV Spots
Det næste punkt i menuen er “Trailers og TV spots”, hvor man naturligvis kan se trailers til filmene. Der er ikke sparet på noget her, og enhver tænkelig trailer og ethvert tv-spot er at finde i denne afdeling, lige fra den oprindelige teaser, til den første film, til re-release traileren fra 1997.

Video Games and Still Galleries
Her går ekstramaterialet fra at være udelukkende informativt til også at være promoverende. Still-gallerierne indeholder eksklusive fotos fra produktionen af de tre film, samt et poster galleri.

Det promotionelle er et kort “Making of…” program til “Episode III” spillet, samt en demo af “Star Wars: Battlegrounds” til X-Box og en trailer til samme spil.

Episode III Preview: The Return of Darth Vader
Sidst men ikke mindst er der et 10 minutters preview til den kommende “Episode III: Revenge of the Sith”. Det er et spændende indblik i “Episode III”, og vi får nogle små kig på Vader i den nye film. Programmet slutter med, at vi ser Vader på settet til den kommende film.

Der er vist ingen tvivl om, at der kunne have været meget mere med på denne udgivelse, fx. de slettede scener vi ser billeder fra i billedsektionen, bloopers eller mere uddybende materiale vedrørende “Imperiet Slår Igen” og “Jedi-ridderen Vender Tilbage”. Det findes uden tvivl i Lucas’ arkiver. Når det er sagt, kan man dog samlet være helt godt tilfreds med både kvaliteten og mængden af det ekstramateriale, der findes på denne fjerde disc.

Dette er udgivelsen som størstedelen af DVD fans har ventet på siden formatet blev udviklet. LucasFilm har forbarmet sig over os og har udgivet filmene i en version, der er digitalt renset og restaureret på flotteste vis af Lowry Digital Images, der også stod bag “Indiana Jones” boksen og den for nyligt udgivne “THX 1138”.

Lucas har fiflet yderligere med trilogien, og bl.a. forbedret visse af scenerne fra Special Edition versionerne fra 1997. Ydermere er der indsat visse nye ting, som nok skal skabe stor furore og diskussion. Selvom man kan være nok så skuffet over, at de orignale versioner (sandsynligvis) aldrig udkommer, må man indse at denne boks er og bliver DVD filmenes hellige gral.

Nu står vi endelig med den i hånden, og ventetiden må siges at have været det værd. Filmhistoriens sandsynligvis bedste trilogi, med rigtig flot lyd og billedside og en rigtig god omgang ekstra features, kan ikke blive til andet end topkarakter!

Klik HER for at læse meget mere om “Star Wars”.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

DVD-udgivelsen af “Star Wars Trilogy” indeholder en 4. skive med ekstramateriale, der bl.a. omfatter den lange “Empire of Dreams” dokumentar, der giver et hidtil uset indblik i, hvordan Lucas skrev og filmede de tre “Star Wars” film.