Fortryllende rodebunkeFantasyfilm er stadig et populært emne i Hollywood, og Matthew Vaughns filmatisering af tegneserien “Stardust” er det seneste knopskud på stammen. Men “Stardust” er ikke et helt traditionelt eventyr, som vi kender det i for eksempel “Ringenes herre”. “Stardust” er en humoristisk tilgang til fantasygenren med onde hekse, aldrende konger og jagten på kærlighed. Og selvom filmen er forløst på uhyre charmerende og underfundig vis, så er der desværre samtidig også tale om en lettere rodet affære, hvor plottets grene stritter i alle mulige og umulige retninger.

I hjertet af England finder vi byen Wall. Wall er ikke en hvilken som helst by. Den er nemlig opkaldt efter den nærliggende mur, som tilfældigvis også udgør indgangen til det hemmelige og overnaturlige rige Stormhold. Og her på grænsen til det overnaturlige møder vi den unge mand Tristan, som er forelsket i den smukke, men temmelig overfladiske Victoria. Som i ethvert andet godt eventyr skal Tristan nu bevise sin kærlighed, og han lover Victoria at bringe hende intet mindre end det stjerneskud, de begge netop har set falde ned bag muren til Stormhold. Takket være et magisk stearinlys lykkes det Tristan at komme forbi muren og finde frem til stjernen. Her viser det sig dog, at stjernen rent faktisk er en smuk ung kvinde kaldet Yvaine. Men Yvaine er naturligvis ikke nogen almindelig pige. Hun er også en kilde til evigt liv, hvorfor der også er andre, som er interesserede i hende.

“Stardust” er baseret på tegneserien af samme navn skrevet af Neil Gaiman, og Gaiman har en forkærlighed for Shakespeare. Derfor undrer det heller ikke, at tre Macbeth-lignende hekse pludselig blander sig i handlingen. De tre hekse anført af Lamia, i øvrigt spillet af en uforlignelig Michelle Pfeiffer, tror, de kan genvinde deres ungdom ved at spise Yvaines hjerte. Samtidig har Stormholds døende konge i ægte Kong Lear-stil sat sin trone i udbud til den af sine sønner, der kan indfange den faldne stjerne. På daværende tidspunkt har tre af hans i alt syv sønner dog allerede måtte lade livet pga. indbyrdes rivalisering, og de sidder alle tre med på sidelinien som et andet græsk kor, der på forunderlig vis kommenterer handlingen.

Mens jagten på Yvaine er godt i gang, har Yvaine fattet sympati for den unge Tristan, og de to indgår et samarbejde, der skal bringe dem begge sikkert igennem Stormhold. Naturligvis opstår der undervejs følelser mellem de to, for som i ethvert klassisk eventyr er der her tale om et overgangsritual fra barn til voksen. Og som en del af voksenlivet skal vores helt her lære at skelne mellem den overfladiske og den ægte kærlighed.

“Stardust” er rent faktisk en ganske charmerende og morsom film, men der er lidt for mange ting i gang på samme tid. Fantasygenren forudsætter normalt en stram struktur, modsat den mere rodede virkelighed, og Tristans målrettede rejse forstyrres og mudres desværre konstant af hans dominerende modstandere, der ofte stjæler billedet. På deres besynderlige rejse render Yvaine og Tristan bl.a. ind i den bistre udseende pirat Kaptajn Shakespeare (Robert De Niro), der har en noget usædvanlig forkærlighed for at iføre sig kvindetøj. Denne scene er et godt billede på, at det er i filmens mindre episoder, den fungerer bedst. Filmens mange små scener er nemlig rigtig fine hver for sig. Men i den større kontekst begynder det hele i stedet at virke temmelig usammenhængende, og førnævnte scene ender i stedet med at virke fjoget og unødvendig.