Ikke helt stjernegode stjernekrigeDen tredje sæson af den sejlivede science fiction-føljeton “Stargate SG-1” er lige så fornøjelig som de to foregående, men serien begynder trods alt at fremstå en smule udviklingshæmmet. Hverken karaktererne (eller forholdene imellem dem) synes rigtig at udvikle sig, og en stor del af episoderne beskæftiger sig stadigvæk med lettere ensformige, enkeltstående rejser til fremmede planeter, hvor ofte ensartede trusler konfronteres. Man savner ofte mere karakterorienterede fortællinger, flere gedigne twists og en reel evolution, og det er en skam, at folkene bag “Stargate SG-1” tydeligvis interesserer sig mindre for deres karakterer end for disses interplanetare eskapader.

Men selvom det umiddelbart godt kan lyde som om, at “Stargate SG-1 – Sæson 3” lægger op til en verbal nedsabling, er der atter engang tale om en sæson, der besidder nok plusser til at opveje dens minusser. Æstetisk bliver serien mere og mere ambitiøs for hvert afsnit, der produceres. Musikken, der ofte komponeres af Joel Goldsmith (Jerrys søn), er til tider monoton, men oftest dejlig storladen. Effekterne, kulisserne og kostumerne er blevet mere troværdige og mindre klodsede, og mange afsnit er spækket med uventede, auditive påfund, der fryder øregangene. Men seriens største trækplaster, dens humoristiske sans, er stadigvæk dens mest prisværdige force.

Der veksles som regel fornemt mellem spydig sarkasme, sund ironi og egentlig ganske fornøjelige platheder, som især er med til at fastholde ens interesse. Og man kan ikke just anklage ensemblet for ikke at mønstre tilstrækkelig entusiasme. Selv i de ujævne afsnit er skuespillernes begejstring for kildematerialet tydelig. Blandt sæsonens højdepunkter er “Demons”, som er en spændingsmættet fortælling om magtmisbrug i form af religiøs manipulation; “Rules of Engagement”, hvor SG-1-folkene støder på en gruppe soldater, der forbereder sig på en invasion af Jorden; “Forever in a Day”, hvori forskeren Daniel Jackson påbegynder en fascinerende spirituel rejse efter mordet på sin kone, og “Crystal Skull”, som omhandler den slags krystalkranier, der figurerer i den kommende “Indiana Jones”-film.

Men når serien ihærdigt forsøger at levere underholdning på en skala, som hverken dens budgetter eller manuskriptforfattere kan magte, går det sædvanligvis galt. Et godt eksempel er åbningsafsnittet “Into the Fire”, som fortsætter, hvor den anden sæsons rædsomme cliffhanger, “Out of Mind” (som hovedsageligt bestod af klip fra gamle afsnit), slap. Afsnittets mange opgør mellem menneskelige infantrister og lasersvingende rumvæsner er langsomme og langtrukne, de mange pompøse taler virker påklistrede, og klimakset er en fuser af format. Det efterfølgende afsnit, “Seth”, starter godt, men det er svært at bevare interessen, når SG-1-holdets modstander viser sig at være en hovmodig tåbe, der ligner og lyder som en aldrende, tysk supermodel, der snarere bevirker latter end frygt, når han taler.

Det er i øvrigt en smule uplausibelt, at heltene næsten hver uge præsenteres for en ny ondsindet skabning, der hævder at repræsentere den værste trussel mod menneskeheden i universets historie. Heltenes talløse sejre over antageligvis uknækkelige dilemmaer og overjordiske skurke gør det svært at tage faren seriøst, hvilket selvsagt svækker intensiteten af dramaet og gør historierne mere forudsigelige. Det er samtidig svært at tage seriøst, at menneskehedens største fjende igennem størstedelen af serien, de såkaldte Goa’uld-væsner, er en gruppe forfængelige, tykhovedede bæster, som flyver rundt i store pyramider, ifører sig lusede kostumer og udviser den samme strategiske ekspertise som en træner for et nedrykningstruet 2. divisions-fodboldhold.

Kort sagt: Der er stadigvæk plads til forbedringer, og de første tre sæsoner af “Stargate SG-1” har støbt et hæderligt fundament, som forfatterne sagtens kan bygge videre på. Men det er altså svært ikke at blive lidt emsig og utålmodig over manglen på mærkbar nytænkning. Serien nærmer sig med alarmerende hast middelmådighedens afgrund.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. 3. sæson af “Stargate SG-1” ser en anelse bedre ud på dvd end de to foregående. Farvegengivelsen er ganske god, og temperaturen er stabil. Kontrasten er nogenlunde, og kun sjældent byder billedets mørkeste områder på en irriterende mængde gryn og udtværing. Dagslysscenerne er som regel relativ pletfri og meget skarpe. Edge-enhancement og komprimeringsfejl optræder stort set aldrig.

AudioI modsætning til, hvad der står på udgivelsens omslag, præsenteres episodernes lydsider i Dolby Digital 5.1 og ikke Dolby Surround 2.0. Men selvom disse lydspor benytter sig af flere kanaler end de lydspor, der fulgte med de sidste to sæsonudgivelser, er de desværre ikke markant bedre. Dialogen er som regel tydelig, og musikken overdøves heller ikke. Overstyringer og andre former for auditiv støj optræder yderst sjældent. Baghøjtalerne tages flittigt i brug, og ofte er de med til at skabe en detaljerig atmosfære, som gør seriens univers mere troværdigt. Men til tider er brugen af baghøjtalerne alligevel en anelse for markant. Eksempelvis fuglekvidder, fjerne samtaler og lydeffekter optræder tit med lidt for megen auditiv slagkraft, som en sjælden gang imellem irriterer.

EkstramaterialeUdover sæsonens afsnit indeholder udgivelsen fire dokumentarer. “Profile on General Hammond” (7 min.) og “Profile on Captain Carter” (6 min.) omhandler to af seriens mest fremtrædende karakterer og de to skuespillere, som spiller dem. Uheldigvis er de så korte og overfladiske, at man ikke lærer noget nyt om figurerne eller skuespillerne. “Costume Design: Christina McQuarrie” (5 min.) er et desværre alt for overfladisk kig på seriens kostumedesign. I “Producing The Stargate” (5 min.) giver føljetonens hovedproducere en kort gennemgang af seriens formål. Hvis man bare har set ét eneste afsnit af serien, vil denne featurette virke stærkt overflødig.