Det har længe været et velkendt fænomen, at spillefilm i kommercialismens navn bliver til computerspil, ligesom det omvendte også har været tilfældet – senest med platformspillet “Silent Hill”. Teenagegyseren “Stay Alive” tager imidlertid skridtet endnu videre ved at bruge elementer fra spil i film, men kønt er det nu ikke.

Plottet er såre simpelt. Fem yngre mennesker mødes i den bedrøvelige anledning, at en fælles ven er blevet fundet hængt, dinglende fra en snor, vel at mærke efter at have spillet det splinternye computerspil “Stay Alive”. Og han er tilsyneladende ikke den eneste. Allerede dér burde alarmklokkerne naturligvis ringe hos de fem unge, der i en blanding af ungdommelig naivitet og uigennemtænkt vovemod mødes for at spille det computerspil, vennen efterlod, da han døde. Det bliver et skæbnesvangert valg.

Efter filmens persongalleri er blevet præsenteret, sætter filmen – og spillet – så i gang. Én efter én omkommer de arketypiske teenageofre på nøjagtig samme måde, som i det spil, de lige har deltaget i. Game over – på alle måder. Angiveligt er en ondsindet ånd blevet vækket til live ved den remse, de unge spilnarkomaner får messet i starten af spillet. Og så starter kampen for overlevelse ellers – i både spillets og i filmens univers.

Det er nu svært at opfatte “Stay Alive” som ret meget andet end et gudsjammerligt forsøg på at integrere og udnytte computerspilselementer i en spillefilm. For vellykket er det bestemt ikke. Om det så er tanken, at denne samlede pakke skal opfattes som film eller platformspil, kan der nu kun gisnes om – men opfattet som det sidste fungerer det i hvert fald ikke.

I den henseende er filmen på alle tænkelige måder det, man må kalde en fuser. Selve fortællemåden minder umiskendeligt om det utal af de amerikanske ungdomsgysere, der i forvejen florerer i filmbutikker og biografer verden over. Eneste umiddelbare forskel er, at filmens realisme fra tid til anden brydes af de håndgribelige klip fra det computerspil, der løbende pågår. Men det er stadig de samme arketypiske, stupide teenagere, der fjoller rundt og samtidig forsøger at undgå at blive myrdet.

Bedre bliver det naturligvis ikke af, at aktørerne tilsyneladende er blevet håndplukket efter deres manglende evne til at agere. Men nu har de selvfølgelig heller ikke haft de allerbedste arbejdsbetingelser med et manuskript, der stråler ved sin manglende originalitet og helt igennem udtalte ligegyldighed. Det er derfor umådeligt svært at engagere sig i plottet, eller for den sags skyld karaktererne, der grundlæggende har til formål at holde handlingen kørende i alt, alt for lang tid.

“Stay Alive” lander både som koncept og som film på det grå betongulv med et øredøvende klask. Selv for en teenagegyser må der ærligt talt kunne forventes en hel del mere til at underholde de frådende, popcornspisende publikummer i den halvanden time, filmen trods alt varer. Der er altså, med andre ord, tale om en film, vi godt kunne have været foruden. Og i bagklogskabens klare lys kan man så lakonisk tilføje: Game over!

VideoFilmen fremstår i et 2.35:1 anamorphic widescreen format, der er temmeligt kritisabelt. Der er talrige eksempler på udtværinger, uskarpheder og andre digitale udfald, om end det bør fremhæves, at de sekvenser, hvor de grafisk animerede computersekvenser indgår, er noget mere prangende.
Farvetemperaturen er svingende, og det virker faktisk som om, efterbehandlingen på billedsiden ikke er blevet fuldendt.

AudioLyden leveres i et engelsksproget DTS 5.1 format, et Dolby Digital 5.1 format og et Dolby Surround 2.0 format og er af en rimelig beskaffenhed. Det mærkes, at lyden kommer ud i alle kanaler, men alligevel udnyttes mulighederne ikke ordentligt. I film som denne burde effektlyde i den grad kunne medvirke til at skabe kulisserne. Det er desværre ikke tilfældet, og derfor løber dialogen, der i øvrigt kommer fra fronthøjtalerne, med det meste af opmærksomheden.

EkstramaterialeEkstramaterialet er rimeligt interessant men også mangelfuldt. Der er trailers for “The Night Listener”, “The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning”, “Scoop” og “The Sentinel”. Mere interessant er dog instruktør William Brent Bells kommentarspor og den særlige ucensurerede version af filmen, der er godt et kvarter længere end originalen.