Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 79

Bedste agent-franchise?

  • James Bond
    58%
  • Bourne
    24%
  • Mission: Impossible
    6%
  • Austin Powers
    4%
  • Kingsman
    3%
  • xXx
    3%
  • Men In Black
    1%
  • Jack Ryan
    1%
  • Red
    0%
  • Et andet?
    0%

Stefan Zweig: Farvel til Europa

Originaltitel: Vor der Morgenröte - Stefan Zweig in Amerika
Instruktion: Maria Schrader
Medvirkende: Josef Hader, Barbara Sukowa, Tómas Lemarquis
Produktionsår: 2016
Længde: 106 min.
Land: Østrig, Tyskland, Frankrig
Sprog: Tysk, engelsk, portugisisk, fransk, spansk
Genre:
Drama
Links: IMDb
Censur: Tilladt for alle
I biografen: 07/09-2017
Bio-distributør: Camera Film

Dato: 06. September 2017   Af: Anders Brendstrup (Andersbrend) - Skriv din mening i forummet

Verden i fine, kolde flammer

Hvis man tænder for sit fjernsyn en tilfældig aften, er der en ret stor sandsynlighed for, at man på et tidspunkt ender med at se en historisk dokumentarserie. Rost højprofil-tv som "Danmarks historie" på DR eller de diskrete BBC-lån, som søsterkanalerne sætter på for at udfylde ventetiden, inden "Deadline" eller noget med Adrian Hughes. Man kender efterhånden formen. Så godt, at man får flashback til den, når man ser Maria Schraders "Stefan Zweig: Farvel til Europa". Her er der bare ingen roligt messende fortællerstemme, ingen informativ grafik til at binde rekonstruktionerne sammen. Forskellen på filmkunst og folkeoplysning? Mængden af Piet van Deurs.


Foto: Camera Film


Schrader har lavet fem nedslag i de sidste år af Stefan Zweigs liv og inddelt dem i kapitler med prolog og epilog. Det er jo en forfatter, vi har med at gøre. En af de mest succesrige østrigske af slagsen og verdensberømt i sin tid. Derfor forudsætter Schrader også, at vi kender historien allerede. Hun forfalder ikke til gemen forklaring eller fortolkning, men stiller sit kamera op så at sige lige i midten af begivenhederne. Midt i 1936 og Zweigs forsøg på at komme overens med eksilet fra sit jødeforfølgende fædreland. Prologen er i Rio, næste scene til PENs konference i Buenos Aires, så Bahia i Brasilien, så New York og så Brasilien igen. Og det er sådan set det.

Rejsen rundt har ikke konfliktfyldte oplæg, ikke sløjfebindende udgange. Zweig er bare et nyt sted og tøjler med sig selv og sin egen position som tysktalende intellektuel i en verden, der skriger på fordømmelse af Hitler. Den grundlæggende konflikt er, at den sympatiske Zweig ikke vil fordømme sit fædreland, ikke vil blande kunst og politik sammen. Schrader fravælger desværre også at tage stilling til sit emne, der ikke er politik, men Stefan Zweig. Nu har hun jo stillet kameraet op der i midten, så må skuespillerne og andre, der gider, forsøge at engagere sig følelsesmæssigt. Det er selvfølgelig karikeret, men den kunstneriske distance gør ikke noget godt for en film, hvor mænd går med lommeur og letter på hatten til goddag.


Foto: Camera Film


Det kan næsten virke som en idé, der har overtaget styringen. Et portræt af en forfatter, der blev verdensberømt på at skrive portrætter. Lavet som løst sammenhængende novellefilm, fordi det korte format var det, som Zweig selv foretrak. Der er bare ikke det chok eller den intensitet, som de sammenpressede fortællinger tit lever af. Vi bliver ikke smidt ind på forreste række som vidner til et liv i stormvejr, snarere listet ind ad bagdøren til kaffe og kage med ekskonen og forlæggeren. Episoderne går tæt på Zweig og den nye hustru, Lotte, men drukner også i ligegyldige detaljer og små pudsigheder. Så kan det være nok så meget en sjov tilføjelse til historien om en verdensberømt forfatter: Jeg gider ikke se film om en mand, der får en hundehvalp.

Det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, men jeg synes, at Schraders 'ind-til benet'-tilgang bliver for minimalistisk skrabet. Især fordi det rent fortælleteknisk bliver mere snærende end frigørende, at de samme karakterer bliver sat i et nyt rum og ikke meget mere. Der er ikke nogen fortællerstemme, men der er stadig ret meget snak. Snak om vejret, snak om indretning og en hel del mere, der bare falder tilbage som udenoms-snak. Jeg er overbevist om, at Josef Hader er en tro og velspillet kopi af Stefan Zweig, og jeg kan sagtens nyde Barbara Sukowas og Aenne Schwarz' spil som Friderike og Lotte Zweig, men det bliver ved den distancerede anerkendelse af et håndværk.


Foto: Camera Film


Vurdering: Stefan Zweig: Farvel til Europa

Nogle portrætfilm laves for at vise nye sider af dem, vi troede, vi kendte. Gerne med noget familiesnavs eller andre grimme ting, der kan rulle ud af skabet undervejs. Maria Schrader er i den forstand helt igennem nobel. Hun fortæller kun ting, som vi vidste i forvejen (os der selvfølgelig kender vores europæiske litteraturhistorie...) eller ting, som vi ærlig talt ikke behøvede at vide. "Stefan Zweig: Farvel til Europa" er bedre spillet og skarpere æstetisk udformet end uendelige analyser af Versailles-traktaten og Europas indgiftede kongeslægter på tv. Men jeg ville alligevel stadig nok hellere lave en kop kaffe og tænde for Piet van Deurs.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.