En rytmisk bagatelDans og urban ungdomslevestil forsøges blandet sammen til en rytmisk cocktail i “Step Up 2 the Streets”, og filmen byder da også på adskillige scener, der får beatet frem i tilskuerens fødder. Desværre understøttes disse øjeblikke af et plot, der på intet tidspunkt forsøger sig med noget originalt og i stedet holder sig til en alt for velkendt formular, hvad angår både danse- og ungdomsfilm.

Pigen Andie, der blev forældreløs som 16-årig, ser dansegruppen 410 som sin nærmeste familie. Gruppen er både dedikeret til dans og opfindsomme happenings, som det illustreres i filmens åbningsscene. Hvor Andie ingen problemer har med at finde på plads i gruppens ekvilibristiske danserutiner, er det straks sværere for hende at forholde sig til det restriktive skolemiljø. Bedre bliver det ikke, da hendes plejemor tvinger Andie til at melde sig ind på Maryland School of Arts, hvor søskendeparret Blake og Chase Collins dominerer som henholdsvis skolens rektor og bedste danser. Snart er Andie splittet mellem sit gamle og nye miljø, men mon ikke hun via sin dans kan finde ud af at forene de to vidt forskellige verdener?

I rollen som Andie fungerer Briana Evigan fint, omend hun er lidt for “Disney-pæn” til, at man bliver overbevist om den rapkæftede og vrede side af Andies personlighed, men hun overlever i det mindste filmens store fokus på de vuggende hofter og får Andie til at fremstå som mere end blot en dansebabe.

Sværere står det til for de mange biroller på begge sider af de kulturelle togskinner, henholdsvis gruppen 410 og danseskolens elever. De fremstår næsten alle som klicheer af tidligere films personager. Det gælder i og for sig for hele filmen, der lige fra de urbane lokationer, karakterbeskrivelserne og ja selv i de mange dansesekvenser ikke har meget nyt at byde på. Det føles som om, at filmskaberne har siddet med en tjekliste over de seneste 20 års dansefilm og gladeligt krydset af, som hvert plot-element har indfundet sig i deres egen historie. Enkelte danseoptrin og trin hænger ved, men ikke meget mere.

Filmens bedste og mest innovative scene er pudsigt nok den første, hvor 410 gruppen “terror-danser” sig igennem en togkupé for øjnene af en gruppe skræmte borgere. Man sidder dog desværre forgæves igennem resten af filmen og venter på noget, der skal matche den scenes opfindsomhed. Helt ueffen er “Step Up 2 the Streets” dog ikke, når det gælder portrætteringen af street-dansens kvaliteter. Fremfor at klipningen i sig selv kommer i centrum, er det danserne og deres evner, der får lov at bære scenerne, og det gør de med en smittende energi. Det er også under dansen, at skuespillet er bedst – som følelserne udtrykkes via kroppen, og replikkerne for en stund bliver lagt på hylden. Med trin, stomps og flips forplanter rytmen sig hurtigt fra lærredet, når beatet fænger, og de unge dansere imponerer med deres kunnen. Det er bare synd, at de er omgivet af et så slapt manuskript.