En tarvelig rytme

”Der er ikke nogen problemer her i verden, som ikke kan klares med en lille svingom.” Det er mere eller mindre budskabet i “Step Up: Revolution” – og det er jo næsten et rørende et af slagsen, forudsat at man altså formår at banke enhver kritisk sans ud af sit kranie.

Den famøse filmdanse-serie har med dette fjerde kapitel formået at fortsætte langt over, hvad man ville have troet, og er på sin vis blevet dansens svar på “Saw”-filmserien. Det er her, at selv de mest uprøvede talenter har en chance for at få en hovedrolle og forhåbentlig gøre sig selv nok bemærket til at følge i den tidligere “Step Up”-stjerne Channing Tatums fodspor og avancere til en bedre klasse film, såsom “21 Jump Street”, “The Eagle” eller “Haywire”.

Denne gang drejer det sig om en gruppe flashmob-dansere, der til dagligt arbejder i diverse skodjobs, men som i al hemmelighed forsøger på at lave det dansestunt, der vil bringe dem internet-berømmelse og en masse penge fra YouTube. Ikke ligefrem den mest overbevisende plan nogensinde… Med på holdet kommer også den unge Emily, der knap nok har set gruppelederens spændte mavemuskler, før hun bliver blød i knæene. Hun er datter af en rig byggeentreprenør, der har planer om at rive de lokale bygninger ned til fordel for nye luksushoteller, og så kan en meget forudsigelig strid ellers begynde.

Plottet er kort sagt ren sæbeopera af den værste skuffe – omtrent på modenhedsniveau med “Min søsters børn” – og skuespillet er ligeledes af lignende kvalitet. Det er en bizar kendsgerning, at selvom hver film i serien præsenterer to nye hovedpersoner, så kan jeg – med undtagelse af førnævnte Tatum – vitterligt ikke skelne dem fra hinanden eller huske, hvordan de så ud. Til trods for filmseriens forlorne budskab om at hylde forskelligheden, så må de sorte eller latinamerikanske skuespillere nøjes med at indtage rollerne som sjove, karikerede biroller, mens hovedpersonerne konstant er de samme glatte og selvsagt hvide typer. Den mandlige rolle er altid en muskuløs fyr med fashionable skægstubbe og glatbarberet vaskebrætsmave, og den kvindelige en mørkhåret modeltype med langt hår og dyb udskæring.

De silikone- og væksthormon-proppede dansere optræder med diverse flashmobs, der ser ud, som om de må have taget evigheder at udtænke, og som må have kostet en mindre formue i udgifter til kostumer og udstyr. Alligevel kræver de knap nok tid til forberedelse, og det lader aldrig til at være et problem for de fattige unger at skaffe de nødvendige midler. Bilvask og tjenerjobsene må give mere, end man lige tror. Peter Gallagher har den utaknemmelige rolle som den rige skid, men hans tilstedeværelse tjener mest af alt til at minde en om, hvor elendigt skuespillet er, når det ikke er ham, der er på lærredet. Bizart er det dog ikke mindst, at gruppen tager så kraftig moralsk afstand fra hans forfærdelige grådighed, når de selv kun drømmer om at score kassen og sælge ud til Nike. Idealismen er svær at få øje på.