DreamWorks har gennem mange, tit ganske imponerende, animationsfilm så som “Shrek” gjort den ironiske fortællerstil til deres varemærke. I “Stor ståhaj” bliver den selv samme teknik overdrevet i den grad, at filmen lider voldsomt under det. “Stor ståhaj” efterlader først og fremmest et indtryk af at være en film udtænkt af markedsanalytikere.

På bunden af havet i et koralrev hersker hajmafiaen, ledet med hård hånd af Don Lino. Han har imidlertidigt et problem. Hans to sønner, der en dag skal overtage forretningen, er begge utilstrækkelige til jobbet. Den ene søn Frankie har ikke hjernen til det, hvorimod hans bror Lenny nok har evnerne, men ikke dræberinstinktet. I virkeligheden er han vegetar, og kan ikke engang få sig selv til at æde en rejecocktail.

Samtidigt møder vi den lille rapkæftede og pligtsky fisk Oscar, der har store drømme om at nå til tops i havets hierarki. Han er uheldigvis kommet i stor gæld til mafiaen, og selvom den søde fisk Angie prøver at hjælpe, kommer han hurtigt faretruende nær på at ende som hajføde for Frankie. Oscar redder dog livet da Frankie bliver mast under et anker. Oscar og Lenny laver en aftale. Lenny forklæder sig som en delfin og flytter ind hos Oscar, til gengæld bliver Oscar fejret som den store hajdræber og kommer til tops i revet. Alt er dog ikke fryd og gammen, og Oscar føler sig snart splittet mellem den trofaste Angie og den sexede sild Lola. Samtidigt er hajerne, anført af en rasende Don Lino, opsat på hævn.

Allerede fra filmens første lancering blev den kritiseret for at være et rip-off af Pixars fremragende “Find Nemo”, men det skal siges til “Stor ståhajs” forsvar at den, bortset fra at foregå under havet og for det meste i et koralrev, egentlig ikke ligner “Find Nemo” særligt meget. Der er dog enkelte elementer der føles lidt for velkendte, så som hajen der ikke vil dræbe, og kuglefisken der altid bliver oppustet på de mindst belejlige tidspunkter, men selve fortællerstilen er meget anderledes.

Der er meget handling i denne film, faktisk alt for meget, og den er formodentlig lidt for kompliceret for de yngste tilskuere. Der bliver brugt for meget tid på side historier som publikum næppe vil være det mindste interesseret i, så som hvilken fisk Oscar vælger som kæreste (selv de mindste børn vil næppe være i tvivl), beskrivelserne af mafiaen og flashbackene til Oscars far, alt sammen ting der er temmelig ligegyldige for hovedhandlingen. Ligeledes bliver der talt alt for meget. I en animationsfilm er charmen vel først og fremmest at man er i stand til at vise ting der ikke ville være mulige med andre midler. Hvorfor dog så spilde mulighederne på statiske stillestående scener der kunne være lavet i en konventionel film?

I lanceringen af “Stor ståhaj” er der, i betragtning af at dette er en animationsfilm, blevet lagt udsædvanlig meget vægt på skuespillerne. Dette skyldes vel til dels de mange kendte navne man har fået med, men det virker lidt fjollet, eftersom de fleste roller kunne være spillet af hvem som helst uden man havde bemærket det. Will Smith gør det udmærket selv om han egentlig bare gentager en typisk Smith rolle, Rene Zellweger er ligeledes god. Sjovest er de scener hvor Robert De Niro og Martin Scorsese spiller overfor hinanden, de har tydeligvis moret sig kosteligt under optagelserne og det smitter af på filmen. Men ellers er det meste af rollebesætningen så som Angelina Jolie og Jack Black ret anonyme.