Strangers on a Train – Farligt møde (repremiere)
Udgivet 17. okt 2007 | Af: Benway | Set i biografen
Filmen er baseret på Patricia Highsmiths roman. Highsmith, der senere bl.a. skrev en serie romaner om Tom Ripley, var netop fascineret af tilfældighedernes indvirkning på vores udvikling. Andre tilbagevendende temaer i forfatterskabet er psykopati samt homoseksualitet – emner der også, mere eller mindre direkte, har fundet vej til “Strangers on a Train”. Alfred Hitchcock blev interesseret i at filmatisere bogen, og tilbød den til forfatteren Raymond Chandler, der tidligere havde haft stor succes med at skrive manuskriptet til “Double Indemnity – Kvinden uden samvittighed”. Samarbejdet mellem Chandler og Hitchcock blev dog temmelig anstrengt. Der var simpelthen ikke plads til to så dominerede egoer i en film, og Hitchcock hyrede Czenzi Ormonde til skrive Chandlers manuskript om. Som resultat er det svært at vide, hvem der har lavet hvad, men historien er så absolut mere Hitchcock end hårdkogt. Blændende er den under alle omstændigheder.
Guy føler sig synligt ilde tilpas med samtalen, der til forveksling minder om en forførelse, men lader modvilligt Bruno dominere den, indtil han forsøger at feje ham af ved spøgefuldt at indvilge. Bruno gennemfører imidlertid sin del af aftalen, og forventer derpå, at Guy også overholder sin del: ”Vi planlage jo trods alt mordet sammen”. Guy er tilsyneladende fanget i en umulig situation, og må desperat finde en udvej.
Samspillet mellem de to hovedrolleindehavere er eminent, og blandt det bedste i Hitchcocks film. Hitchcock foretrak at caste rollerne således, at han så hurtigt som muligt kunne kommunikere, hvad han ønskede, at publikum skulle opfange om personerne. Farley Granger og Robert Walker er da også perfekte i deres respektive roller. Som filmens ‘helt’ leverer Granger et umiddelbart all-american udseende, men samtidig også en antydning af karakterbrist og viljesvaghed.
Robert Walker er for sin del slet og ret fantastisk som den psykotiske Bruno. Walker, med sin naturlige charme og veltalende facon, blev normalt castet i godmodige roller, men er her virkelig fremragende, idet man som publikum er tilbøjelig til at sympatisere med ham, selvom han foretager den ene mere horrible handling efter den anden.
Filmen er fyldt til bristepunktet med betagende sekvenser, hvilket ikke mindst skyldes Robert Burks Oscarbelønnede fotografering. Instruktøren François Truffaut sagde de berømte ord om Hitchcock, at han filmede kærlighedsscener som mordscener, og mordscener som kærlighedsscener. Præcis den håndtering er meget tydelig i “Strangers on a Train”, hvor ikke mindst Miriams mord virker temmelig foruroligende af netop den årsag. Filmen er dog fyldt med opfindsomme påfund, der udføres med en legende elegance: Lige fra tennistilskuerne, der alle drejer hovedet for at følge bolden, mens Bruno i midten af tilskuerne uafbrudt stirrer lige frem på Guy, til filmens berømte klimaks, hvori en mand sætter livet på spil ved at kravle under et løbsk hjul. Dette var den farligste scene, Hitchcock nogensinde lavede, og han svor aldrig at løbe sådan en risiko igen.
“Strangers on a Train” regnes som regel blandt Hitchcocks bedste film, selvom den måske ikke er helt på højde med film som “Vertigo – En kvinde skygges”, “Psycho” og “Skjulte øjne”. Den er dog en anelse overset i offentligheden, muligvis pga. dens manglende stjerner i hovedrollerne. Robert Walker døde kort tid efter filmen pga. fejlmedicinering, og nåede derfor aldrig den status, som han tydeligvis havde potentiale til. Ikke desto mindre efterlod han sig en af de mest mindeværdige Hitchcock-skurke i denne sublime thriller, der er en ren fornøjelse at overvære fra ende til anden. Dette er en gennemført fabelagtig togrejse, som ingen filmelsker bør være fremmed for.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet