Bagsiden af den amerikanske drømI friheden har fuglen det som i et bur, men i fangenskab kan den omvendt baske løs uden de stækkede vinger. Det synes at være det åbenlyse budskab i den tyske mesterinstruktør Werner Herzogs vellykkede “Stroszek”, som dog ikke hører til hans bedste. Filmen hidrører oprindeligt i hvert fald fra tiden før murens fald og jerntæppets ditto. Dengang USA var det forjættede mulighedernes land og drømmenes.

Handlingen tager sin spæde og sjuskede start i koldkrigstidens Vesttyskland, nærmere bestemt Berlins indvandrerkvarterer, hvor hovedkarakteren og gademusikanten Stroszek sættes på fri fod efter en længerevarende fængselsdom som følge af et overdrevet alkoholmisbrug. Ude i friheden venter ham imidlertid ikke noget godt. Her danner han et sælsomt venskab med den særegne og ældre nabo Scheitz og en gammel kending fra værtshusmiljøet, den prostituerede Eva. Hun er dog ikke umiddelbart værd at samle på, tiltrækker vold og chikane fra kvarterets bøller, og uden større overvejelse beslutter det velspillede trekløver, Stroszek, Eva og Scheits, sig derfor for at forfølge den amerikanske drøm, langt væk hjemmefra.

Filmens rejse fortsætter derfor i den amerikanske stat Wisconsin, hvor Scheitz har familie, og de alle har mulighed for at starte på en frisk. Stroszeks musikalske drømmer hverves som mekaniker på et lokalt værksted, Eva tager arbejde på det nærliggende roadhouse, men hygger sig i fritiden også ganske frivolt med de hyppigt gennemrejsende langturschauffører. Og Scheitz, ja han lukker sig så bare inde i sin helt egen verden og dyrker det fænomenologiske i videnskabens uopdagede hjørner og afkroge. Fælles for dem alle er dog, at den amerikanske drøm ikke umiddelbart bliver som forventet, snarere tværtimod.

De tre kærlighedshungrende og lykkesøgende tyskere lever et forhutlet liv i en indkøbt trailer i fællesskab, men alligevel hver for sig. Og det er tilsyneladende en skrue uden ende. Bedst er Werner Herzogs finurlige håndelag, der hele tiden mærkes i de skæve karaktertegninger, de sælsomme og ofte sorthumoristiske situationer, men i særdeleshed ved filmens i særklasse bizarre afrunding, som ikke i for høj grad skal afsløres her. Blot må det konstateres, at en af de bærende figurers deroute i et forlystelsesland med optrædende fjerkræ skiller sig bemærkelsesværdigt ud fra “Stroszek” som helhed.

Forfølgelsen af den amerikanske drøm er selvsagt gået i vasken, og med den voksende bunke af regninger og rykkere samt de hyppige besøg fra banken med krav om omgående indbetaling, nærmer de tre tyske gæstearbejdere sig mere og mere bagsiden af den amerikanske drøm frem for forsiden. Ikke noget under, at Stroszek – også som følger af besværliggjorte sprogbarrierer – går i hundene, Eva stikker af til Canada med en langturschauffør, og Scheitz kaster sig ud i en bekymrende løbebane som professionel bankrøver.

Største hæmsko er filmens – set med vor tids briller – sløve fortællesprog, hvor det langsomme og dvælende tempo, de lange indstillinger og det ufokuserede filmsprog spænder ben for fortællingen som sådan. Efter afrejsen til USA er det dog et problem, der forvanskes og ret hurtigt forsvinder. Socialkritikken af det moderne samfund er nærværende med både tyske og amerikanske fortegn, og plads til de mere aparte eksistenser gives der i hvert fald ikke.

Konflikterne lurer hele tiden under overfladen. “Stroszek” er en film om ensomhed, om at gribe nuet og forfølge sine drømmes mål, om at finde lykken og ja, naturligvis om at finde den rigtige kærlighed. Ingen af delene vil umiddelbart lykkes for karaktererne i denne depraverende rejse på tværs af atlanten og på tværs af livet. Enhver er sin egen lykkes smed i en afgrund af frihed. Men det garanterer ingenlunde succes. En fugls vinger kan nemlig sagtens være stækkede i frihed og egentligt baske ganske kvit og frit i fangenskab.

Video”Stroszek” er udgivet i sit originale 1.66:1-format, som i hvert fald grundlæggende tager sig udmærket ud. Der er således ikke eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller sågar udtværinger. Grums og blødhed fornægter sig imidlertid ikke, ligesom en svingende kontrast og en ditto farvetemperatur enkelte steder også skæmmer. Men alt i alt alligevel et godtaget transfer, hvor Thomas Mauchs indimellem indbydende fotografering kommer til sin ret.

AudioDet tysksprogede lydspor præsenteres i et jævnt, men bestemt ikke prangende Dolby Digital 1.0-lydspor, som i sagens natur er et anliggende for systemets fronthøjtalere. Den for det meste tydelige monolyd præges enkelte steder af en mudret dialog, der dog aldrig overdøves af den melankolske underlægningsmusik, som blandt andre den afdøde guitarist Chet Atkins har haft med at gøre. Atmosfæren i øvrigt er af rimelig beskaffenhed, men ikke uden hørbare mangler.

EkstramaterialeUdgivelsen indeholder en enkelt trailer samt et lifligt kommentarspor rummende en samtale mellem instruktøren Werner Herzog og filmhistorikeren Norman Hill. Mere er der imidlertid heller ikke at komme efter.