Sukiyaki Western Django

InstruktionTakashi Miike

MedvirkendeHideaki Ito, Masanobu Andô, Kôichi Satô, Kaori Momoi, Yûsuke Iseya, Renji Ishibashi, Yoshino Kimura, Quentin Tarantino

Længde121 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Sukiyaki Western Django

3 6
Nuddelsuppe-western mangler selvstændighed

Filminstruktøren Takashi Miike er stadig enormt produktiv, og seneste bedrift fra den kant er den muntre genreblanding “Sukiyaki Western Django”, der har rod i de legendariske spaghetti-westerns, sælger varen igennem galeonsfiguren Quentin Tarantino i en mindre rolle.

Det er et historisk snit, vi har med at gøre. Miike skuer tilbage og sigter til den notoriske b-filmgenre, som særligt italienske Sergio Leone med sine spaghetti-westerns var advokat for. Bortset fra et orientalsk udseende cast så er opskriften nogenlunde den samme. En fremmed kommer til byen, en affolket udørk lidt uden for Nevada et godt stykke ude i ørkenen. De to stridende samurai-klaner lydende Heiko og Gunji er imidlertid de nogenlunde eneste tilbageværende. For trods byens affolkethed så er der stadig noget at kæmpe om. Guldfeberen raser og uenigheden om, hvem der har ret til det guld, der ligger begravet, er styrende element. I hvert fald et stykke ad vejen.

Undervejs blander den fremmede og introverte våbensvinger sig. Uenighederne udvikler sig helt efter den klassiske devise, hvor ophøjelse opnås efter øje for øje og tand for tand. Selv om Miike skruer tiden tilbage, så har han ikke støbt kuglerne til noget originalt værk. Ikke desto mindre fås en traditionel b-film inden for western-genren, hvor afstanden mellem livet og døden måles på aktørernes ammunition og deres præcision. “Sukiyaki Western Django” spænder ben for sig selv og har svært ved at træde ud af skyggen fra sin fortid. Med det sagt lykkes filmen med at være sjov og bevarer også en ironisk distance til sit forehavende. Det sker bare alt for sjældent.

Mest uinteressant er det gudsjammerlige skuespil og de flade figursyninger. Det er svært at holde rede på, hvor i striden de medvirkende klanmedlemmer står, og det gør egentligt heller ikke så meget. De er nemlig helt og aldeles usympatiske størrelser, som kun har et af to formål – at slå ihjel eller selv at blive slået ihjel. Filmens anden halvdel er på den baggrund solid, men ligegyldig underholdning, hvor afsprængte lemmer flyver om ørerne, og bizarre nedslagtninger hører til dagens groteske orden.

“Sukiyaki Western Django” savner de elementer, der kunne gøre de klassiske westerns til en blykold oplevelse. Hvor de typiske helte og skurke illustrerede datidens levevis igennem alkoholisme, luderbesøg og attitudefyldte shoot outs, så er Takashi Miikes forsøg ud i genren en sprudlende, men stemningsløs genfortælling. Filmen fattes i det hele taget nytænkning, og det går ud over fremdriften. Den udefra ankomne fortsætter sit forsagte spil. Efter at have tilbudt sig til den klan, der kan tilbyde den største pris i kroner og ører, viser det sig, at han samtidig har en helt anden agenda, hvor økonomisk velstand trods alt kommer i anden række. En agenda, der vil føre ham til legenden Blodige Bente.

Takashi Miike har nemlig indbroderet et fastforankret hævnmotiv. De to klaner hader hinanden for et godt ord, og ethvert drab eller forsøg derpå hævnes prompte. Men også den fremmede ruger på en fortid og har hævn i blodet. Det er den smule historie, vi tilbydes. Resten er op til egen fabuleren ud fra de relativt mange sammenstød mellem venner og fjender, mens kugler hviner, og blodet sprøjter. Set som western er der ikke meget sjæl, og de asiatiske aktører virker i flere tilfælde som en flok hunde i et spil kegler. “Sukiyaki Western Django” er formentlig en drengedrøm, der går i opfyldelse for Miike. Han får lov til at lave en western lig dem, han så som barn. Og så har han fået en ikke videre ferm Quentin Tarantino til at medvirke. Det ændrer dog ikke på, at filmen mest af alt minder om en kold og slatten nuddelsuppe.
Video

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke er uden mislyde. Der er flere tilfælde af både edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens udtværinger til gengæld ikke forefindes i det gennemgående kornede filmlook. Stilen er gullig og antik og er en del af staffagen, hvor farvetemperatur og kontrast trods enkelte udsving ellers holder sig stabile.

Audio

Bedre er den japansk- og engelsksprogede lydside, der eksekveres i to DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor. Dialogen er tydelig, atmosfæren velfunderet, og festlighederne suppleres endda af betragteligt mange distinkte effektlyde, filmen ikke havde fungeret foruden.

Ekstramateriale

Udgivelsen indeholder ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale.

Selv om japanskfødte Takashi Miike endnu ikke har rundet de halvtreds, så viser generaliebladet en voldsom produktivitet. En stor del af de instruerede titler bevæger sig inden for b-filmens grænseland, og “Sukiyaki Western Django” er ingen undtagelse, hvad det angår. Filmen er underholdende i strejf, men skal primært ses for det absurde koryfæ, den i virkeligheden er.


Trailers

Kort om filmen

Hvad sker der, når seksløbere møder samuraisværd? To rivaliserende samuraiklaner ligger i blodig krig, da en skydeglad drifter dukker op. Kan han føre klanerne på sporet af en oldgammel guldskat? Og kan han narre dem, så han selv slipper af sted med hele byttet?