Selvom ‘Super 16’-filmuddannelsen langtfra er lige så kendt som den, der foregår på hovedstadens filmskole, betyder det bestemt ikke, at den er mindre værdifuld. Flere af branchens mest succesrige kunstnere har haft med Super 16 at gøre, såsom Christina Rosendahl (“Supervoksen”) og Martin Barnewitz (“Kollegiet”). Foretagendets 4. årgang er nu nået halvvejs gennem undervisningsforløbet og har afrundet produktionen af deres midtvejsfilm. De vises til Odense Filmfestival torsdag 30. august.

I alt syv kortfilm er blevet produceret, og de fleste varer omtrent et kvarter. En enkelt af dem, “Manden fra Panama”, varer dog nærmere en halv time. Både Anders Hove og Fritz Hegner brillerer som et ældre brødrepar, der bor på et tilsyneladende ubrugeligt skib, og som får uventet besøg af en særpræget (og en smule karikeret) outsider. Det er en forbavsende dybfølt fortælling om familie og løfter. Dialogen er skiftevis bevægende og vittig, og instruktør Sune Lykke Albinus vælger (oftest på de helt rette tidspunkter) at lade sine skuespillere sige mere med øjnene end med ord.

Den bedste af filmene (og den formentlig mest visuelt interessante) er “Meet Me in Berlin”. Man ærgrer sig over, at filmen kun varer et sølle kvarter. Den byder på glimrende skuespil af hovedrolleindehaverne: islandske Margrét Vilhjálmsdóttir og amerikanske Norman Reedus, som nogle garanteret vil genkende fra “Blade II”, hvori han spillede vampyrjageren Blades rapkæftede assistent. De spiller to fremmede, der begge er bevægelseslammede i hver sin del af den tyske hovedstad, men som opnår en særlig forbindelse til hinanden via telefoni. Da en af personerne pludselig røres til tårer, tager man sig selv i også pludselig at blive bevæget. Instruktør Ada Bligaard Søby må meget gerne overveje et kærlighedsdrama i spillefilmslængde.

“Dennis” er den eneste af produktionerne, som er skudt på celluloid. Alligevel er den ikke nær så visuelt interessant eller forfriskende eksperimenterende som f.eks. “Meet Me in Berlin”. Selveste Thomas Vinterberg vejledte filmens bagmænd, men præcis hvor meget input, den prominente danske instruktør leverede, vides ikke. Under alle omstændigheder underholder denne søde beretning om en enorm, men følsom og lavmælt bodybuilder (spillet af den professionelle bodybuilder Kim Kold, der gør det glimrende i sin første filmrolle), som inviterer en yndig pige ud på date. En lidt traditionel film, javist, men nok den mest direkte underholdende af ‘Super 16’-midtvejsproduktionerne, og slutningen er i øvrigt fortræffelig.

“Fastelavn” er den kedeligste af filmene. Skuespillerne gør det som sådan udmærket, selvom to prominente børneaktører af og til fremstår en kende stivbenede. Filmen handler om et finurligt ægtepar, som har problemer med at kommunikere med hinanden. De besøges derudover ofte af to af lokalområdets yngre beboere – en dreng og en pige, som former et venskab. Man får desværre aldrig empati med karaktererne, og forsøget på at skabe en semi-lystig og delvist David Lynch-agtig atmosfære fejler. I stedet for at virke stemningsfuld, fremstår filmen snarere ufuldendt og rodet. Dens lydfolk har dog smækket få auditive lækkerbiskener ind, der gør indtryk. Det samme gør enkelte mindeværdige replikker.

“Gaven” er endnu en film om kærlighedskvaler. En kvinde giver sin husbond et gavekort til en massageklinik, fordi hun gerne vil glæde ham, og fordi hun selv har mistet sexlysten efter at have født parrets datter. Rikke Lylloff og Morten Kirkskov leverer gode, troværdige præstationer i hovedrollerne, men det er også her svært at føle sympati for karaktererne. Filmen er ganske godt skruet sammen, og visuelt ligner den umiddelbart en typisk, forholdsvis velproduceret dansk spillefilm – men ærligt talt er den en anelse kedelig.

Bedre er “Lille løgn”. Dick Kaysø er herlig som den nervøse John, der får besøg af en gammel flamme, den jævnaldrende Birthe, der spilles af sublime Elsebeth Steentoft, som også var superb som Dennis’ mor i “Dennis”. Forinden har John dog fået besøg af en fremmed, enerverende pige, som åbenbart nægter at forlade huset. Det er et dejlig underfundigt og morsomt lystspil om alderdom og livets tilfældigheder, og alle de talentfulde aktører er heldigvis blevet udstyret med velskrevne replikker. De minimalistiske kulisser og rekvisitter giver filmen et teateragtigt look, men selvom filmens æstetik måske ikke just er overvældende, så går dens facade perfekt i spænd med selve historien.