Knap så super

Der er dem, som mener, at film først og fremmest produceres for at tjene penge, og at al snak om kunstneriske intentioner er noget naivt sludder. Det passer naturligvis ikke, men kynikerne kunne næppe have efterspurgt en bedre bekræftelse af deres postulat end “Super Mario Bros.”. Hvad andet end begæret efter kolde kontanter kunne have motiveret nogen til at filmatisere et Nintendo-spil, hvori man spiller en blikkenslager, der kravler rundt i store, grønne rør og bekæmper tykhovedede øgler og gigantiske blomster ved enten at hoppe på dem eller bombardere dem med ildkugler?

Der optræder pudsigt nok ikke et eneste grønt rør, en eneste ildkugle eller et eneste paralyserende hop i filmudgaven af “Super Mario Bros.” fra 1993, hvis handling heller ikke udspiller sig i de farverige, idylliske omgivelser, som spillet også er kendt for. I stedet foregår historien i en klam og svampeplaget metropol, der har mere tilfælles med Ridley Scotts skildring af et futuristisk og forurenet Los Angeles i “Blade Runner” end de børnevenlige spil, som “Super Mario Bros.” angiveligt tager udgangspunkt i. Konklusionen ligger lige til højrebenet: Der er tale om en film, som først og fremmest udnytter et verdensberømt brand for at score flere gysser.

Men “Super Mario Bros.” er paradoksalt nok både en modstander og tilhænger af sine ærværdige rødder. For seancen er også proppet med tilfældigt indsatte elementer fra videospillene, som filmens pengemænd formentlig efterspurgte, alene så trailerne kunne friste spillenes mange fans til at troppe op i biffen – hvilket de ikke gjorde. Det er i hvert fald svært at se logikken i, at den førnævnte metropol er beboet af både små og store, stupide øgler. Og hvorfor skal skurken, Koopa, absolut være en muteret dinosaur i menneskeskikkelse i stedet for enten et monster eller homo sapiens? Og et overflødighedshorn af spillets rekvisitter og figurer (lige fra Koopas dumme familiemedlemmer til den ikoniske øgle Yoshi) dukker op og dyster om værdifuld spilletid, mens plottets momentum bremses. Kort sagt: “Super Mario Bros.” er noget værre rod.

I rollerne som heltene Mario og Luigi finder vi henholdsvis Bob Hoskins og John Leguizamo. De to hæderlige skuespillere har siden hen forbandet filmen langt væk og har ofte talt om deres ubehagelige oplevelser under optagelserne (ifølge Leguizamo hældte den ene af filmens to instruktører endda engang skoldhed kaffe udover en statist – jøsses!). Men en af duoens mest interessante, retrospektive kommentarer er, at filmmagerne og pengemændene var uenige om, hvorvidt “Super Mario Bros.” skulle være en dyster, futuristisk thriller eller en børneorienteret familiefilm. Den ubeslutsomhed præger filmen, som er alt for grufuld og barsk til at være velegnet for de mindste (de ækle øgler ligner mareridtskreaturerne i David Lynchs “Eraserhead”), men samtidig også for lalleglad og plat til at være interessant for ældre tilskuere.

Både Hoskins og Leguizamo er faktisk slet ikke så tossede i hovedrollerne. De virker veloplagte, og undertiden formår de endda at forhindre deres elendige replikker i at fremprovokere utilsigtet latter. Den Oscar-belønnede fotograf Dean Semlers billedside er absolut heller ikke uimponerende, og selv Alan Silvestris legesyge score har sine øjeblikke. Men disse få prisværdige plusser opvejer uheldigvis ikke filmens mange minusser, hvor det snørklede plot, det sløve tempo, de endimensionale karakterer og den frygtelige pruttehumor må regnes som de største af slagsen. Og det kan godt være, man ikke direkte kan bebrejde den for det, men “Super Mario Bros.” startede en bølge af videospilfilmatiseringer, som endnu ikke har ført til noget godt. Suk.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Det lader seriøst til, at dvd-udgivelsens transfer er blevet skabt ved hjælp af en VHS-master. Billedsiden er plaget af snavs og støj. Ikke én eneste scene er tilnærmelsesvis pletfri, og både udtværing og edge-enhancement er et konstant problem. Billedsiden er forholdsvis skarp, men det gør bestemt ikke transferets mange skavanker mindre tydelige. Sortniveauet svinger ikke for voldsomt, men detaljer drukner immervæk i billedsidens dunkleste afkroge. Farverne er jævnligt for kraftige, men dog aldrig så utroværdige, at man irriteres. Billedsidens andre problemer er dog ofte enerverende.

Audio

Skiven indeholder et Dolby Digital 2.0-lydspor, som er bedre end transferet, men intet særligt. Modsat billedsiden plages lydsiden ikke af bemærkelsesværdig støj. Dynamikområdet er dog virkelig spinkelt – både høje og dybe toner lyder flade. Dialogen gengives fint, og ingen af lydsidens forskellige elementer overdøver hinanden. Men et ordentligt DD5.1-mix med effektive panoreringer, en mere spidsfindig auditiv atmosfære og ordentlig LFE-brug havde afgjort været at foretrække.

Ekstramateriale

Skiven indeholder intet ekstramateriale bortset fra filmens oprindelige biograftrailer. Det havde ellers været sjovt at høre lidt om de berygtede skænderier og ulykker under optagelserne, men eftersom “Super Mario Bros.” (forståeligt) blev et kolossalt flop i biffen, får vi næppe nogensinde en dvd-udgivelse af filmen spækket med dybdeborende ekstramateriale.